Boni de Castellane - Eric Mension-Rigau

• Fransk
• 16.-19. januar
• 427 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange skal man udfordre sig selv i sine læsninger; det skal ikke altid kun være underholdning, synes jeg - det er sundt for hjernen at lære nyt. Det betyder så nogle gange, at man kan finde det lidt trægt at komme igennem en bog - men ikke, at det ikke er det værd!

Sådan havde jeg det med denne biografi af Boniface de Castellane, som er en kendt figur i fransk historie; starten var usædvanlig tung og flagrende med lange udredninger flere århundreder tilbage for at forklare de familiære relationer. Det er tit en historikers faldgrube - de er selv så optaget af disse relationer, og har et behov for at sætte alting i sammenhænge - men det bliver hurtigt som at læse et leksikon, og dermed ikke velegnet til en flydende biografi.

Denne biografi led desværre meget af det syndrom; reelt set var den på 314 sider; men så var der 100 siders noter - så man bladrer frem og tilbage. Tit og ofte er noterne blot kildehenvisninger, men andre gange er de uddybende og relevante for læsningen. Jeg foretrækker personligt at have dem nederst på siden; men i dette tilfælde var der overdrevent mange noter. Igen en historiker, der ikke kan begrænse sig og gøre sit stof velegnet til litteratur.

Men derudover var Monsieur Castellane en fascinerende person. Født af en gammel fransk slægt, der for længst var ophørt med at have reelle rigdomme, men en titel har de dog endnu. Familien var vant til at omgås paver og konger, og Boniface vokser da også op med en følelse af at tilhøre en af de få udvalgte. 

Han er en rigtig dandy, og kendt som Paris' mest velklædte mand - men det skal finansieres, og i 1895 gifter han sig med en rig amerikansk arving; en trend, som mange franske adelige på den tid begyndte på for at tilføre likvider til at opretholde den livsstil, deres navne forpligtede dem til. Ægteskabet var ikke lykkeligt - Anna Gould brød sig ikke om livet blandt de gammelrige; hun forstod ikke deres koder og uudtalte regler. Men Boni brugte hendes penge - han byggede paladser, og holdt fester som var Ludvig XIV værdig. Indtil familien sagde stop, og de blev skilt.

Han var dog også politisk aktiv; tilhænger af de gamle dyder uden at være royalist. Han var valgt til senatet, og kæmpede for at bevare historiske bygninger i Frankrig - en ægte mæcen. Han skrev flere bøger, og var også aktiv i 1. Verdenskrig på trods af sin 'høje' alder på det tidspunkt.

Efter 1. Verdenskrig blev han ramt af sovesyge, som florerede i Europa i slutningen af 1910'erne. Han dør af sin sygdom i 1932, hvilket var noget senere end mange andre, der blev ramt af den.

Han bliver aldrig gift igen, men bruger til gengæld årtier på at få sit ægteskab annulleret af den katolske kirke; hele ni kardinaler gav ham igennem årene afslag, og først i 1924 lykkes det.

Men tro mod sin aristokratiske arv havde han livet igennem mange elskerinder, og var en levemand, som de ganske enkelt ikke findes mere.

Som sagt en lidt tung bog; yderst interessant med godt indblik i tidens politiske spil (det var jo Dreyfus-tiden!) - blandet med historier om Paris i Belle Epoque.

Men forfatteren havde det desværre med konstant at stikke ud af sidespor, som blev lidt for lange.