Døden i kirken (Maigret XIII) - Georges Simenon

• Fransk
• 30.-31. januar
• 187 sider
• Originaltitel: L'Affaire Saint-Fiacre

I sin trettende Maigret-krimi vender Simenon lidt op og ned på den modus operandi, han ellers har fulgt rimelig nøje. Der er ikke allerede et lig, da han om morgenen vågner på kroen i den lille landsby uden for Paris. Han er blevet kaldt dertil efter, at man har fundet en notits, der advarede om, at et mord ville finde sted i kirken under morgenmessen på denne Allehelgensdag, hvor man i Frankrig ærer sine døde.

Så Maigret sidder klar klokken seks om morgenen sammen med landsbyens lokale kvinder; og i sidste øjeblik ankommer grevinden af byens lille slot, og sætter sig alene oppe ved de fine pladser rundt om alteret. Han ser hende bede og holde intenst om sin lille bønnebog - og da messen er forbi viser det sig, at hendes bøjede hoved skyldes, at hun er død.

Dødsårsagen er et hjerteanfald; men der er mere i det - en lille seddel i bønnebogen har nemlig givet den ældre dame det chok, der forårsagede det. Landsbyen er selvfølgelig på den anden ende - det er et lokalsamfund, hvor alle kender alle, og nu mistænkes den unge sekretær/elsker.

Der er lidt flere finurligheder i dette - det er nemlig også Maigrets barndoms landsby. De lokale kan ikke genkende ham, men han kender dem, og genkender de steder, han kom som barn, dahans egen far var opsynsmand på slottet. Vi får en del mere at vide om Maigret - at han er 42 år gammel fx. Umiddelbart havde jeg forestillet mig ham lidt ældre? Måske på grund af beskrivelserne af hans korpulens, og det stille liv uden børn med hustruen hjemme i Paris. Men hvis man skal anslå ham som samtidig, er figuren så født i 1890 - nu må vi se, om det holder stik med udviklingen i serien!

Men Maigret er lidt på ferie i denne sag ... der er jo ikke som sådan nogle, der kan fængsles for et hjerteanfald; men moralske skrupler og motiver er der jo! Han snakker med doktoren, præsten, sekretæren, opsynsmanden og dennes søn, og ikke mindst den unge greve, som nu arver slottet - og ikke mindst gælden.

Aftenen inden begravelsen slutter mysteriet med en aparte middag på slottet, hvor de seks involverede samt Maigret og sekretærens advokat spiser og drikker sammen. Den unge greve vil have regnskabet gjort op, og nu opsummerer han motiver for hver enkelt af de tilstedeværende. Han meddeler dem, at morderen vil være død inden midnat, og Maigret ser blot forbløffet til mens han indser, at han faktisk blot er tilskuer.

Det var lidt Cluedo-agtigt; men ganske underholdende - og ikke mindst gav det lidt mere menneskelighed til Maigret-figuren. Der er ikke umiddelbart nogle træk tilbage til den tolvte bog, synes jeg.