The Old Patagonian Express - Paul Theroux

• Engelsk
• 1.-5. februar
• 440 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste år læste jeg den seneste af Theroux's rejsebøger, og den var intet mindre end fantastisk. Den var melankolsk og sentimental - men alligevel livsbekræftende; og det mindede mig jo om, at jeg i 2011-2012 havde læste nogle af hans største rejsebøger - og så gik jeg på jagt efter nogle flere.

Denne er en af hans meget tidlige bøger; skrevet i 1978, hvor han begiver sig ud på en togtur fra hjemmet i Massachusetts med endestation i Patagonien - helt nede i spidsen af det sydamerikanske kontinent. Dermed krydser han stort set alle central- og sydamerikanske lande i det omfangdet er muligt på den tid - fx er det ikke muligt at komme igennem Nicaragua.

Men han krydser igennem Mexico til Guatemala, El Salvador, Costa Rica, Panama, Colombia, Peru, Argentina etc. 

Som sædvanligt rejser han med tog, og betragter togrejsen som mere end midlet til målet - det er snarere omvendt; transporten er rejsen - og endemålet er et antiklimaks, hvor han så bare gerne vil hjem igen. Togene i denne del af verden er selvfølgelig ikke de mest avancerede i hverken teknologi eller komfort - mange af dem er næppe meget bedre næsten 40 år senere. 

Men det er jo den oplevelse, Theroux normalt opsøger - alligevel havde jeg på fornemmelsen, at han var mindre inde i rejsen end i de andre, han har beskrevet. Han virker mere opgivende, negativ og besværet af problemerne undervejs? Meget mere end når han som langt ældre begiver sig ud på svære rejser. Måske havde jeg også sværere ved at leve mig ind i turen? De to eneste lande, jeg havde et reelt minde af på hans rute, var jo Costa Rica og Nicaragua, som han må droppe. Der var det mere end sikkert at rejse, da jeg var der i 2008, og jeg var fuldstændigt betaget af begge lande.

Jeg indrømmer blankt, at det var en træg omgang at komme igennem denne - der var smukke landskabsbeskrivelser; men færre personlige møder - dog er det værd at nævne hans møde med Borges. Men der var også mindre diversitet - eller også var jeg bare ikke helt så inspireret.

Dog er og bliver det en fantastisk og beundringsværdig måde han rejser på - som jeg ville ønske, at jeg selv havde tid (og mod) til at indlade mig på!