Et skud i tågen (Maigret XV) - Georges Simenon

• Fransk
• 13.-14- februar
• 223 sider
• Originaltitel: Le Port des Brumes

Simenon bryder på nogle punkter her - med 223 sider fordelt over 13 kapitler; men der er også lidt mere dybde i hans tankepauser undervejs. Ikke fordi man lærer så meget mere om ham som person; og fru Maigret hører vi ikke om. Men han tager sin tid derude på en skibskaj i tågen.

For vi er tilbage ved vandet, som åbenbart står ham nær. Men ikke på en kanal denne gang, men helt ude ved det barske hav i den lille by Ouistreham i Normandiet. I dag bor der knap 10.000 mennesker, men Wikipedia oplyser, at der i 1931 boede 2.584 personer - da Maigret altså var der. Det er en lille by, der lever af havneindustrien, som er så gammel, at den har givet navn til byen - Ouistre kommer af ordet østers! Derudover er den kendt som en vigtig brik i D-day-aktionerne; men alt det var jo også langt ude i fremtiden i 1931, hvor ingen kunne forestillesig, hvor meget der ville ske i det næste årti.

Men Maigret ankommer altså med tog fra Paris sammen med byens havnefoged og hans husholderske. Havnefogeden, Joris, er blevet opereret efter et skud i hovedet, og har nærmest mistet forstanden. Selv samme nat som de fører ham hjem, bliver han forgiftet i sin seng med stryknin, som var i hans vandglas. Den unge husholderske står pludselig til at skulle arve en masse penge - penge, som hun slet ikke mener, at Joris kan have ejet.

Havnen ligger indhyllet i tyk tåge, og sømændene er ikke meget for at tale med denne fremmede. Byens borgmester opfører sig mystisk, og mere og mere går det op for Maigret, at ingen vil tale - nogen skal beskyttes; eller også er det bare hele landsbyens omdømme, der skal bevares.

En anden fremmed dukker også op, og han viser sig at være nøglen til mysteriet. Men heller ikke han er meget for at tale. Faktisk roder alle de implicerede sig - skyldige som uskyldige - ud i endnu mere ballade undervejs. 

For der er faktisk kun en enkelt skyldig, og han begår selvmord til sidst - som så ofte formår Maigret at komme ud af det uden at sende nogen i fængsel. Man kunne efter nutidens principper argumentere, at indtil flere skulle anklages for diverse ting såsom at manipulere med beviser eller tilbageholde dem. Men Maigrets verden er jo grundlæggende en god og ordentlig én; og han knytter sig hver gang til stedet og de mennesker han møder ... særligt altid den lokale kromutter eller -fatter.

Jeg synes der var en lille snert af vemod i denne bog; Maigret reflekterer over, hvordan han føler tristhed, når han forlader et sted efter en opklaring. I den oprindelige kronologi stoppede Simenon efter den nittende roman. Men allerede efter nummer sytten faldt kadencen voldsomt fra den første produktivitet. Måske er han allerede her ved at fase Maigret ud - uden at vide, at han skulle leve med ham fyrre år endnu?

Jeg er nu nået gennem en femtedel af serien; det er virkelig en fornøjelse, og især at læse den kronologisk. Det sætter mig i lidt af et dilemma snart! For da han stopper med at skrive første gang i 1934, kunne han alligevel ikke slippe Maigret, og udgav en række noveller. De findes samlet i et bind, hvoraf 21 af de 28 noveller er skrevet i pausen fra 1934 til 1939. Spørgsmålet er nu, om de ikke skal puttes ind der i min kronologi? Selvom jeg faktisk allerede har de næste ti krimier stående i venteposition. Til gengæld ville jeg så skulle gemme de sidste syv noveller, som skal ind imellem bind 25 til 32. Store problemer!!!