Saturday, February 25, 2017

1793 - Victor Hugo



























  • Fransk
  • 19.-24. februar
  • 518 sider
  • Originaltitel: Quatrevingt-treize


Franskmænd ved selvfølgelig, at der kun er et århundrede, der har et 93-år, der er værd at skrive om. Derfor er den franske titel ganske enkelt dette - treoghalvfems!

Den er nok langt mindre kendt på dansk end De Elendige eller Klokkeren fra Notre Dame; det var oprindeligt tiltænkt som en del af en trilogi tilegnet den franske revolution, og Hugo skrev da også første del, som blev til Manden, der ler. Men andet bind, som skulle handle om monarkiet, kom aldrig - og i 1874 udgav han så som 72-årig sin sidste roman, som blev historien om revolutionen under Terrorregimet med Robespierre, Marat og Danton. Alle tre skulle dø inden et år efter dette skæbnesvangre år - men lige nu er magtkampen igang - og de forskellige fraktioner er uenige om, hvilken retning deres kamp skal tage.

Der er stadig royalister i Frankrig, som kæmper for at få hjælp af andre monarkier som Spanien eller England efter, at kongen jo blev halshugget i januar måned, og arvingen til den franske trone nu er en lille dreng, der sidder indespærret i et tårn i Paris.

En af de adelige, der vil kæmpe for monarkiet er greven af Lantenac, som sejles over fra England for at gå i land i Bretagne, hvor tropperne venter ham for at nedkæmpe republikanerne. Men under de republikanske faner kæmper hans nevø, Gauvain, som tror på de nye tider.

Det er selvfølgelig typisk Hugo at sætte to familiemedlemmer op mod hinanden - på den ene side den gamle mand, der står for traditioner, monarki og kirke - og den unge rebel, der tror på moderne tider. For at skærpe konflikten yderligere er der Gauvains gamle huslærer, Cimourdain, som har kastet præstekåben for at blive revolutionær. Men han er i den ekstreme version, hvor ingens liv skal spares - Gauvain vil ikke dræbe ældre, kvinder, børn eller præster. Cimourdain mener, at ingen skal gå fri, og at netop disse grupper er de farligste, da de nok er spioner.

Lantenac har henrettet en hel landsby, og skudt kvinderne - men én ung kvinde overlever ved et mirakel; men Lantenac har taget hendes tre små børn. De holdes nu fanget i Tourgue, som er den adelige families slot - og det er her det endelige slag skal stå.

Læseren følger denne kamp om principper fra flere fronter; først er der turen fra England, og rejsen ind i Bretagne, hvor man stifter bekendtskab med alle disse personer, og deres overbevisninger. 

Anden del foregår i Paris, og er en mere filosofisk diskussion mellem de tre ledere, Robespierre, Danton og Marat - med Hugos humor, hvor Robespierre i teksten advarer Marat mod at tage for mange bade, da det kan være skidt for helbredet. Et par uger senere blev Marat jo som bekendt dræbt med knivstik .... mens han lå i sit badekar!

Tredje store del er selve opgøret; tropperne mødes alle omkring slottet Tourgue, hvor også den ulykkelige mor er nået frem. Nevøen står klar med 4.500 mand udenfor, og indenfor er den gamle greve med nitten måned, og et ultimatum om at udlevere børnene og overgive sig.

Hugo kan godt lide beskrivende historier; det er ikke så udtalt her som i andre af hans værker; men han flagrer lidt ud i beskrivelserne af arkitekturen, som altid har stået ham nær - men så sandelig også i detaljerne i det blodige slag. Alligevel er det moralen, der er hovedelementet i historien.

Som man nærmer sig afslutningen er det som en opera, hvor et crescendo bygges op indtil det hele slutter med et brag, og man som læser sidder helt forpustet tilbage. Det er hér Hugo for alvor viser sin eminente styrke - man griner og græder med hans helte. For de er alle helte i denne historie - den onde greve viser sig i sidste ende at være human; den barske Cimourdain viger ikke fra sine principper, da han skal stille sin elev, som han betragtede som sin søn, foran en krigsdomstol - men han går med han i døden. Og den unge mor får selvfølgelig sine børn tilbage - Hugo har altid haft en svaghed for børn som symbolet på renheden og uskylden, og de er altid med i centrum af hans bøger.

Jeg kan virkelig kun anbefale at kaste sig ud i disse store klassikere; selv mangler jeg desværre kun en af hans store romaner - derudover er det teaterstykker; men jeg er bange for, at jeg her vil savne netop hans evne til at fløjte ud af en tangent for at fortælle læseren om formen på et træ eller en anden lang beskrivelse.

No comments: