- Engelsk
- 5. februar
- 95 sider
- Originaltitel: Who Moved My Cheese?
En klassiker indenfor businesslitteratur - som man nok enten vil elske eller hade!
Det er så ærkeamerikansk, at det driver, og det skal man virkelig sætte sig ud over, når man går igang.
For det er jo selvfølgelig så indlysende, at man tænker, at det kunne man jo selv have regnet ud - men som med så mange andre bøger i den kategori, er det jo netop de folk, der får skrevet dem, der får successen og får os andre til at ryste på hovedet.
Bogen er opdelt i tre afsnit - først en indledning, der skal bygge op til, at en af protagonisterne kan fortælle selve historien - og dermed totalt unødvendig! Men noget mere kød skulle der nok på for at trykke og sælge dem som en bog.
Selve historien handler om de to mus, Sniff og Scurry, og de to minimennesker, Hem og Haw - deres navne giver fint mening på engelsk. De bor alle i en labyrint, hvor de leder efter Ost. Osten er i dette tilfælde særdeles symbolsk på alt, hvad vi søger i livet enten privat eller professionelt.
De to mus handler mere på instinkter, og er reaktive lige så snart de ser ændringer i den Ost, de ka finde. Men de to minimennesker falder hurtigt ind i en rutine, hvor de forventer, at tingene forbliver konstante - netop alt det, som livet jo ikke er. Og de er derfor totalt uforberedte på den dag, hvor Osten er væk!
Derfra reagerer de to menneskelige karakterer først med resignation, vrede, skuffelse, afmagt ... indtil Haw begiver sig ud for at lede efter ny Ost. Ikke med fuld fart og masser af energi; men bange og nervøs for, hvad der venter om det næste hjørne. Indtil han opdager, at han skal overvinde sin frygt og tilpasse sig - og selvfølgelig ender han med at finde Ost. En anden slags Ost - men én, som han faktisk bedre kan lide.
Som sagt er det indlysende lommefilosofi; og den er læst på 45 minutter - men det er altid meget godt at få præsenteret disse ting på en barnlig og lettilgængelig måde. Og det er da helt sikkert interessant at dele den med venner og kollegaer og få en snak om, hvordan man opfatter sig selv og andre. Jeg kunne uden tvivl se, hvem jeg var af de fire typer - men vi er jo samtidig forskellige i forskellige sammenhænge (arbejde vs. privatliv fx).
Interessant til en teambuilding-øvelse!
No comments:
Post a Comment