Solopgang - Victoria Hislop

• Engelsk
• 9.-11. februar
• 410 sider
• Originaltitel: The Sunrise

Dette er nu den tredje af Hislops bøger, jeg læser. Historien om øen for de spedalske var så interessant, at jeg lod mig rive med til den næste, som handlede om den Spanske Borgerkrig- og der var jeg lidt mere irriteret over kærlighedshistorien i den. Men denne handlede om den cypriotiske by, Famagusta, som jeg så på afstand - som alle andre - for snart mange år siden på en ferie på øen. Men det gjorde et stort indtryk på mig, at der lå denne spøgelsesby med hoteller og hjem, hvor folk var gået fra en gryde på komfuret for aldrig at vende tilbage.

Jeg var faktisk heller ikke klar over, om der var sket nogle ændringer i byens status siden dengang.

Denne er ikke en rammehistorie som de to andre, jeg har læst af Hislop. Den åbner som en film med et bredt panorama over protagonisterne, som alle er involverede i åbningen af et nyt luksushotel ved den cypriotiske strand, som var jet-settets legeplads i starten af 1970'erne. Der er det græske ejerpar, Savvas og Aphroditi; barchefen Marcos og strandhjælperen Hüseyin - de er henholdsvis græske og tyrkiske, men deres mødre er veninder på trods af den ulmende konflikt mellem øens to befolkningsgrupper.

Åbningen af hotellet placerer personerne i deres roller i det sociale hierarki, mens vi introduceres til de politiske aktioner, der foregår fra 1972 og frem til krisen indtræffer. Samtidig indleder Aphroditi et forhold til barchefen, da hendes mand har for travlt med at tjene flere penge.

Da invasionen kommer, forlader de fleste byen - men nogle forventer naivt at alting vil ordne sig. Således ender de to familier i byen bag pigtråden, mens Aphroditi og hendes mand slipper væk til Nicosia. Historien handler om deres overlevelse i byen - deres kamp for at finde mad i de forladte forretninger; men også i stigende grad den konflikt, som ikke kan undgå at skabe splid mellem dem med deres forskellige religioner og holdninger. En konflikt, som kommer fra de unge i familierne - der er lidt alfahan-kamp over det!

Sideløbende er der historien om Aphroditi, som vil finde sin Marcos og til sidst bestikker sig vej tilbage til den belejrede by; det ender selvfølgelig ikke godt!

Men spørgsmålet er jo gennemgående - i mine øjne - om det er plausibelt? Kunne nogen overleve i måneder i skjul i et no mans-land bevogtet af fjendtlige soldater? Jeg ved ikke, om der er eksempler på den slags skæbner - fra forfatterens side er det jo tydeligt en lektion i medmenneskelighed; historien om de to familier, der overkommer religionsforskelle for at overleve. Politisk korrekt og en solstrålehistorie vi kan bruge i disse tider.

Desværre synes jeg ikke personerne fungerede som hele mennesker; der manglede dybde, og det endte ret pludseligt med lidt for mange løse politiske ender, hvorimod sødsuppen tog rigeligt over.

Men jeg fik da undervejs undersøgt, at byen stadig står som i 1974, da folk flygtede. At genåbne og genopbygge ville uden tvivl ribbe op i nogle sår, og en svær beslutning om, hvem der skulle bo der - nu hvor øen er så markant opdelt. Men det er stadig fascinerende, og jeg tror mange er fascineret af tanken om at kunne bevæge sig ind i gaderne - i dag er det jo som et museum fra 1970'erne, der er uberørt af menneskehånd. En tidsboble, der aldrig vil springe!