Sæt en vagtpost ud - Harper Lee

• Engelsk
• 22. januar
• 278 sider
• Originaltitel: Go Set A Watchman

I 2014 opdagede man et manuskript, som man havde afskrevet som forsvundet for mange år siden. Det viste sig at det lå i en bankboks, og i 2015 blev det annonceret, at det ville blive udgivet - 55 år efter Dræb ikke en sangfugl, som indtil da var Harper Lees eneste roman. Bogen blev udgivet på engelsk i juli 2015, og et halvt års tid senere døde Harper Lee - 89 år gammel.

Fik pressen så svar på alle de spørgsmål, der rejste sig i forbindelse med dette fund?

Der er divergerende oplysninger - var denne faktisk beregnet til at udkomme inden den første roman, eller var det en opfølger?

Kronologisk set finder historien sted 16-18 år efter Mockingbird. Denne startede i 1933, da Scout var otte år gammel; nu er hun 26 år gammel og bor i New York - altså må vi være i 1951. En gang om året tager hun tilbage til Maycomb for at besøge faderen, Atticus, tanten Zandra og ungdomskæresten Hank - som hun måske/måske ikke vil gifte sig med. Men det betyder, at hun skal give afkald på livet i New York, og blive til en af den type kvinder, der blot passer hus og mand. Her minder Scout lidt om Skeeter fra den storsælgende Niceville; uden, at Stockett dog kan beskyldes for at have stjålet fra Lee!

Da Scout vender tilbage denne gang mindes hun barndommens lege med broderen Jem, der er død to år inden. Hun opsøger gamle steder fyldt med minder sammen med Hank, og spørger sig selv, om hun virkelig er klar til provinslivet? Om Hank er den store brusende forelskelse, hun forventer af livet? Som læser undrer man sig måske lidt over disse mange tilbageblik, som fylder ret meget i bogens første halvdel - her kan man måske med god vilje sige, at det bortkomne manuskript ikke var endeligt finpudset. Eller, at det virkelig er skrevet inden Mockingbird, men at det ikke hang godt sammen, og Lee i stedet skrev den anden roman, hvor barnets øjenhøjde giver et helt andet perspektiv. Racespørgsmålet var følsomt - måske var det nemmere at servere historien set fra en otte-årigs perspektiv?

Historien tager faktisk først fat, da Scout begiver sig til et møde på rådhuset, efter at have fundet en racistisk brochure på faderens kontor. På rådhuset er byens borgere samlet til et Citizen's Council, hvor også en ekstern taler udtaler sig om den sorte befolkning i voldsomme vendinger. Scouts verden bryder nærmest sammen ved tanken om, at hendes far kan dele disse synspunkter. Hun er vokset op med sorte tjenestefolk, og faderens filosofi om, at alle mennesker er lige. 

Men i starten af 1950'erne er NAACP på vej frem; og ændringer i de sortes rettigheder er for alvorlig ved at ændre sig. Scout er - som ifølge onklen Jack er farveblind - opdager nu også, at den gamle sorte tjenestepige, Calpurnia, har ændret attitude overfor hende. Linjerne er trukket op nu, og begge parter ved, at tingenes tilstand er i voldsom udvikling. 

For Scout er dette tilintetgørelsen af hendes gud; som mange andre piger, er der et tidspunkt, hvor man opdager, at den urørlige faderfigur også er menneskelig - med fejl og mangler. Hun vil forlade byen øjeblikkelig, og aldrig mere se familien. Men det bliver til en filosofisk samtale mellem Scout og onklen; Scout og faderen - hvorefter hun anerkender, at uanset hendes synspunkter, må hun acceptere, at der er nuancer.

Faderens holdning er dog ikke KKK-inspireret - men han mener, at det er en proces, der skal tages i små skridt, da den sorte befolkning ikke vil kunne håndtere pludselig og absolut adgang til samme rettigheder som den hvide befolkning. Netop disse synspunkter vakte opsigt, da bogen udkom. De er fuldstændigt ude af trit med vores nutidige (tilladte) synspunkter. Man skal dog huske på datidens kontekst; ligesom med mange andre litterære værker, skal de jo dømmes ud fra deres samtid! Bogen kræves den dag i dag fjernet fra amerikanske skolers pensum, hvilket i mine øjne er absurd. Det er vigtigt stykke historie; kun ved at forholde sig til det kan man opnå fremskridt - eller som Lee selv skriver i denne roman:

“Remember this also: it’s always easy to look back

and see what we were, yesterday, ten years ago.

It is hard to see what we are.

If you can master that trick, you’ll get along.”

Ligesom Mockingbird er det sikkert også til dels selvbiografisk; Lee flyttede selv som ung fra sin lille sydstatsprovinsby, hvor disse holdninger florerede langt senere end i det nordlige USA. Det var stadig hundrede år senere præget af konflikten fra den amerikanske borgerkrig.

Så bogen handler måske mere om Scouts udvikling fra naiv pige til voksen med erkendelsen af, at verden ikke er sort/hvid - hvad holdninger angår! 

Den første del er ude af trit med den anden halvdel; den fylder for meget i forhold til den essentielle diskussion omkring racespørgsmålet, synes jeg. Det er i mine øjne et ufærdigt manuskript; som roman giver den mening i sammenhæng med Mockingbird, men bestemt ikke stående alene.

Den komplementerer historien om den skrækkelige periode i USA's historie, som desværre ikke er endegyldigt slut den dag i dag. Men den giver også håb, når man ser, at der var mennesker, som levede midt i det, og så uretfærdigheden. Som hvid forfatter var det trods alt usædvanligt at stille sig til forsvar for sorte. 

Læs Mockingbird først - og fortsæt med denne; men læs dem - og på engelsk selvfølgelig!