La Perle et la Coquille - Nadia Hashimi

• Fransk
• 12.-15. januar
• 567 sider
• Originaltitel: The Pearl That Broke Its Shell
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg købte denne roman i Bruxelles i efteråret uden egentlig at se, at det var en oversættelse fra engelsk - jeg troede blot, at den var direkte oversat fra arabisk. Men forfatteren er opvokset i USA, hvortil hendes forældre flygtede inden den russiske invasion af Afghanistan. Hun besøgte derfor først selv landet i 2002, da hun var voksen - hendes alder er mystisk ukendt åbenbart?

Man kan så undre sig over, om hun er den rette til at beskrive kvinders levevilkår i et land, hun ikke kender? Men Khaled Hosseini har jo også levet mange år udenfor Afghanistan - og alligevel er det i deres DNA; en person fra et hvilket som helst andet land ville ikke have kunnet skrive så indlevende om den kultur, er jeg overbevist om.

Perlen og muslingeskallen er den franske titel, og refererer til alle de piger og kvinder, der aldrig får lov til at bryde ud af deres skal og leve et frit liv. Hashimi griber det an på en både fascinerende og skræmmende måde.

Rahima er en lille pige på ti år - hun har to ældre søstre og to yngre; men ingen brødre. Faderen er opiumsnarkoman, som han får i rigelige mængder af de lejesoldater, han arbejder for. De arbejder til gengæld på skift som lokale bussemænd og når vinden vender for amerikanerne, som nu er kommet for at drive talibanerne ud af landet. Vi er i 2007.

Da moderen skal blive i hjemmet, og faderen ikke er til meget hjælp, foreslår mosteren Shaima, at de laver Rahima om til en bacha posh - det var et ukendt fænomen for mig; men Wikipedia-artiklen giver et glimrende indblik i denne særprægede praksis, hvor man laver en pige til en dreng. Dette er især vigtigt i en familie som Rahimas, hvor der ingen drenge er født - faderens store skam.

Rahima bliver til Rahim og kan nu gå i skole og handle på markedet for moderen, der skal gemme sig i en burka indendøre. Men hun kan også løbe frit rundt og lege med de andre drenge. Nogle ved, at hun er en pige - men er man officielt blevet til en bacha posh, nævnes det ikke og alle opfører sig som var man en dreng. Det er dog også et stort psykisk problem for disse piger, når de begynder at udvikle sig til kvinder - for en dag skal det stoppe igen.

Mosteren Shaina fortæller også pigerne om deres tipoldemor, Shekiba, som ligeledes var en bacha posh i en periode af sit liv. De to kvinders skæbner fortælles på skift - Rahima født i slutningen af 1990'erne og Shekiba født et århundrede tidligere i 1890.

Shekiba er skoldet i halvdelen af ansigtet - og dermed ikke meget værd på giftemarkedet; da hele hendes nærmeste familie dør, forsøger hun først at leve alene på gården. Det opdages, og hun ender som vagt i kongens harem i Kabul; han stoler ikke på mandlige vagter. 

Rahima på sin side bliver som 13-årig tvangsviet sammen med de to ældre søstre til tre meget ældre mænd, De er alle tredje eller fjerde kone i en familie, hvor de fungerer som slaver og fødemaskiner; og det bliver samtidig starten på moderens opiumsafhængighed.

Der er jo derfor ikke meget positivt og opmuntrende i denne historie; som alligevel nærmest holdt mig søvnløs. Ved at alternere mellem de to kvinders historier holder forfatteren godt tag i sine læsere, og dynamikken går aldrig i stå.

Men det er trist og barsk; det mest sørgelige er vel egentligt nok, da man hører om kongen Amanullah Khan, der regerede fra 1919 til 1926 og hans frisindede dronning. De var fortalere for, at kvinder skulle smide sløret og have pladser i parlamentet. Denne udvikling blev sat totalt i stå - men i Rahimas historie kommer vi tilbage til den; men nu er førstekonen kun med fordi hun gør som hun har fået besked på. Det er spil for galleriet for at vise de udenlandske observatører, at der sker fremskridt! 

Og netop dette er jo det sørgelige - for den udvikling, som var i gang i 1920'erne på samme tid som kvinder i Europa begyndte at få stemmeret - den er nu nærmest sat tilbage til før Shekibas tid i bogen. Et århundrede. Tilbage til feudale tider, På dette punkt er bogen jo skræmmende aktuel, og man kan kun håbe, at den bliver oversat til dansk,