- Dansk
- 16.-19. marts
- 510 sider
Den svenske trilogi fra 1793-1795, hvor bøgerne praktisk bærer de samme titler er barske sager!
Jeg synes på sin vis, at de er interessant i opbygningen. Både i 1793 og nu i 1794 er de bygget op efter samme skabelon. Vi starter i vinteren - altså i slutningen af året, hvor vi følger en persons historie. Derefter hopper vi tilbage til foråret for at følge vores detektivantihelt, Cardell og hans nye kammersjuk, som er intet mindre end broderen til hans samarbejdspartner fra 1793, som jo døde af lungesot.
Det skaber en forbindelse til den unge pige, Anna Stina, fra 1793 og vi springer til tredje del, som er hendes historie om, hvad der skete, da 1793 sluttede. I fjerde og sidste del flettes alle historierne så sammen - og ender med en cliffhanger, som skal trække læseren over i 1795.
Kommer jeg så med i 1795? Det ved jeg faktisk ikke!
I 1793 havde vi at gøre med en morder, der yndede at partere og skamfere sit offer som en kærlighedshævn, men også en absurd form for perversitet. I 1794 er det faktisk det samme - en mand, der finder et svagt offer i den unge adelsmand Erik, der sendes til den svenske koloni St Bartolomæus for at fjerne ham fra sin store kærlighed. Her får vi et grumt indblik i slavehandlens historie - og ikke mindst Sveriges medvirken, som jo ikke var værre end den danske absolut; men vi har tendens til at flytte skylden over på de store koloniale magter som England, Spanien og Frankrig.
Men nu ender vi igen med en mand, der får seksuel nydelse ud af at overvære vold i sin grusomste form. Det bliver desværre lidt repetitivt og jeg synes ikke vi kommer meget videre med Cardells personlighed, som også er meget voldelig. Ja, 1794 i Stockholm på samfundets bund var ikke en dans på roser - men her er det usigeligt meget vold og temmelig mange gentagelser af steder, de passerer og opremsning af navne på snart sagt hver bygning de passerer.
Jeg synes denne var lidt lang at komme igennem, og derfor tvivler jeg på om jeg magter 1795. Måske om nogle måneder og for at få sluttet historien af; det er jo trods alt en trilogi. Men det skal ikke være lige nu!
No comments:
Post a Comment