Les yeux de Mona - Thomas Schlesser

 

• Fransk
• 24.-28. marts
• 496 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

En af vinterens helt store publikumssuccesser i Frankrig, og allerede oversat til mere end 30 sprog - dog ikke dansk; men det kommer muligvis.

Jeg venter jo som regel med at købe franske bøger til de er udkommet som paperbacks; men da denne fik så overvældende anmeldelser, og samtidig handlede om malerkunst lod jeg mig lokke til at bestille den allerede nu. Ikke mindst fordi jeg havde set, at der også var illustrationer af de omtalte malerier. De viste sig så at være på indersiden af omslaget og ikke ved det kapitel, der omhandlede det. Desuden var det meget små illustrationer, så parallelt med læsningen havde jeg opslaget af maleriet, så jeg også kunne zomme ind på detaljerne.

Bogen er en form for coming of age-roman for en lille pige - Mona! Da hun er 10 år gammel rammes hun en dag uforklarligt af blindhed, som varer i mere end en time. Hospitalet foretager alverdens tests, men bliver ikke klogere - dog mener man, at en børnepsykolog måske ville kunne hjælpe hende. Det er hendes morfar ikke enig i; i stedet beslutter han at tage hende ud for at opleve skønhed - for hvis hun mister synet, skal hun i det mindste have disse smukke malerier lagret i hjernen.

Hver onsdag eftermiddag tager han hende med på et museum for blot at studere et enkelt maleri; til gengæld skal det gøres grundigt. De sidder først i mindst et kvarter inden de begynder at diskutere det.

Over 52 uger tager han hende med til Louvre, Musée d'Orsay og Pompidou-centret i Paris. Fordelingen af malerier mellem de tre museer er nogenlunde identisk, og de bevæger sig således fra renæssancen op til helt moderne kunst.

Hvert kapitel indledes med en kort del af den "anden" historie, der udfolder sig gennem bogen - om Monas liv, om besøgene på hospitalet og den stigende nysgerrighed over mormoderens liv, som er omgærdet af en form for tabu i familien. Dernæst følger så museumsbesøget og analysen af ugens maleri. Der kommer en del historiske detaljer, og selvfølgelig Monas fortolkning af det. Hun udvikler over tid en langt større forståelse for og evne til at læse malerierne - og der er mange smukke imellem.

Selv er jeg jo lidt handicappet af, at min smag stopper nogenlunde med Picassos død - og jeg har et stort gabende hul omkring rokokotiden, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Så jeg fik da udvidet min egen lille horisont.

Men jeg køber desværre ikke helt ind på bogen trods det. Jeg forstår ikke, hvad forfatteren vil med disse to historier? Den ydre historie om Mona er faktisk ret dårligt skrevet; det er lidt for infantilt og virker som unødvendig staffage - for i bund og grund vil han jo skrive om malerierne. Men for at sælge den del til et moderne publikum, der ikke interesserer sig for renæssancekunst skal det pakkes ind som en rosenrød historie om det måske blinde barn og den helteagtige morfar.

Det er selvfølgelig fint, hvis det skaber mere interesse for malerkunst - men det virker for konstrueret og hænger desværre ikke sammen for mig. Jeg kæmpede for at komme til vejs ende, og blev uendeligt skuffet over rammefortællingens sukkersøde slutning. Jeg skal nok bare holde mig til faglitteratur, når det gælder malerkunst.