Berlinoise - Wilfried N'Sondé

• Fransk
• 15.-16. marts
• 173 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En temmelig forsinket fødselsdagsgave fra en veninde i Belgien, som jeg fik under mit nylige weekendophold der. Hun havde jo i og for sig valgt rigtigt ud fra min forkærlighed for afrikansk litteratur; men jeg har det desværre nok sådan - som tidligere nævnt her - at afrikansk litteratur som regel har det bedst med at behandle afrikanske samfundsemner.

Men den congolesiske forfatter N'Sondé bor i Berlin, og hans historie er baseret på murens fald i 1989 og tiden derefter. Den er ikke uden paralleller til Afrika - eller det at være en fremmed i Europa; men jeg fik ikke slået benene væk under mig!

Stan og Pascal er to unge veltilrettede franskmænd, som arbejder og lever deres stille liv med forældre, kæreste (Stan er kæreste med Pascals søster) - indtil de beslutter sig for at holde nytåret 1989 i Berlin. Som mange andre unge på den tid, vil de have deres andel af historiens vingesus.

Knap er de stået af toget før de møder den smukke Maya, og Stan og hende indleder straks en heftig kærlighedshistorie, som N'Sondé beskriver i malende vendinger. Den slags synes jeg personligt altid bliver lidt akavet. Jeg er skam ikke bornert - men det siger mig virkelig intet at læse disse elskovsscener.

Maya viser sig dog at være et komplekst menneske. Hun er halvt cubaner fra fædrene side, og er netop kommet fra det tidligere Østtyskland. Hurtigt væmmes hun dog ved den materialisme, mange tyskere fremviser ved den overflod de øjeblikkeligt får adgang til - hun er den idealistiske type, der mener, at muren er et symbol på menneskelig frihed. 

I stedet begynder en helt ny type kamp og i dens kølvand begynder de første neonazister at dukke op.

Med sin mørke hud og fornemmelse af at være fremmed f°ler Maya sig truet; og hun føler ikke, at Stan forstår hende. Her er vi jo faktisk igen lidt henne i den problemstilling jeg også fandt i romanen om det blandede forhold. Det er umuligt at forstå fuldstændigt; og man kan ikke opgive sin identitet hverken som den ene eller den anden part i forholdet.

Stans og Mayas forhold begynder at lide mere og mere under hendes angst, humørsvingninger og paranoia - og endelig tager hun til Cuba mens Stan og Pascal forfølger en drøm at at blive musikere i Berlins undergrundsmiljø. Men det fører desværre hen mod en lidt tam slutning, koblet sammen med, at jeg faktisk ikke følte mig inde under huden på personerne på noget tidspunkt.