Lost in Shangri-La - Mitchell Zuckoff

• Fransk
• 17.-20. marts
• 470 sider
• Fransk titel: Les disparus de Shangri-La

Der er eventyr, der virkelig overgår alt, hvad fiktion kan give os - de der rigtige historier, hvor man gribes og skælver undervejs; og jeg som læser havde gåsehud og en tåre i øjet ved slutningen af historien, som selvfølgelig har en happy end. I hvert fald for en del af protagonisterne!

Under 2. Verdenskrig begyndte den amerikanske hær at indrulle kvindelige soldater - hen mod slutningen, hvor der var mangel på kampklare mænd, og hvor kvinder måske også i højere grad forlangte at tage en mere aktiv rolle i forsvaret af fædrelandet. En del af disse WAC-kvinder befandt sig i Ny Guinea; en ø nord for Australien, som man kendte ganske lidt til - men som var strategisk godt placeret for baser, der skulle forsvare mod angreb fra japanerne.

Men det var jo ikke hele tiden krig i fronten; og mens de opholdt sig på basen overfløj nogle piloter øen. Inde i midten opdagede de en dal og små landsbyer - og de indfødte som kun iført en koteka forbløffede betragtede de store "fugle". De levede uden nogen kontakt til omverdenen; de kæmpede mod hinanden - men oftest mest for sporten end for at tilkæmpe sig terræn eller rigdomme - markedsøkonomi kendte de selvfølgelig intet til. Denne opdagelse blev hurtigt til en slags udflugtsmål for amerikanerne; det blev en belønning at komme med på en flyvetur over det, de havde døbt Shangri-La - efter en roman fra 1933, der idealiserede en dal, hvor alt var paradis - en slags Utopia. Man kunne dog kun flyve over, da dalen ikke egnede sig til landing - desuden var man overbevist om, at de indfødte var kannibaler.

Den 13. maj 1945 skal de ud på endnu sådan en søndagsudflugt - med 24 mennesker om bord en C-47. Men noget går galt, og flyet styrter ned over en klippevæg og bryder i brand. Fem mennesker kommer ud, men deraf dør to unge kvinder i løbet af det første døgn. Den ene officer, McCollom, mister sin tvillingebror i ulykken, men kommer selv ud uden mén. De to andre - Margaret Hastings og Ken Decker - er noget hårdere ramt af brandskader, brækkede knogler og åbne kraniebrud. Men de finder hurtigt ud af, at de på trods af alt må finde et højt åbent punkt, hvor flyverne, der skal redde dem, kan se dem. Og de bliver faktisk opdaget inden for ganske få dage. Det betyder, at der kan kastes hjælp ned til dem i form af mad, medicin osv. Men kasserne falder for langt væk, og de er for afkræftede til at hente dem - eller kan ikke finde dem i junglen.

Til gengæld finder junglen dem. De indfødte er overbevist om, at de er ånder - fra en lokal legende, der siger, at ånderne vil kravle ned af en lang lian fra himlen for at bekendtgøre, at verdens ende er nær. Det bliver jo på en måde udfaldet for de indfødte.

De er dog ikke kannibaler; men der er en vis skepsis at spore hos begge parter. De observerer hinanden og holder lidt afstand - men kommer stille og roligt tættere på hinanden.

Samtidig beslutter man at smide filippinske faldskærmsoldater ud; to af dem er sygeplejere, og de finder frem til de tre overlevende og begynder at behandle dem. Det var nok sidste udkald inden de var gået til af koldbrand. Men det er en lang og sej proces inden de er stærke nok til at vandre helt ned i dalen, hvor redningsaktionen skal foregå.

Samtidig arbejder amerikanerne på løsninger til at få dem ud. Nu ved man, at de indfødte er venligtsindede - men dalen egner sig stadig ikke til en landing. Helikoptere duer heller ikke og marchen på 240 km ud til kysten er trods alt udelukket. Både af hensyn til deres helbred - men man ved jo ikke, om der er mindre venligtsindede stammer i de områder.

Mens de venter, lever de således sammen med de indfødte - de opdager, at de ikke er så tilbagestående som man tror. Deres verden er en helt anden; men de er jo ikke intelligente som småbørn eller andre skrøner, der florerede for ikke så mange årtier siden!

De kommer endelig ud ved hjælp af en vanvittig plan om at sende svævefly ned, som igen skal hentes ved hjælp af et lavtflyvende fly, der tager fast i en krog. Det er en helt ekstraordinær redningsaktion, og der er jo selvfølgelig helte, da de vender hjem. Men deres 21 kammerater ligger begravet i junglen; og for de indfødte er det virkelig en afslutning. Deres levevis kan aldrig blive den samme efter mødet med den hvide mand. De har lært om at handle; de har lært, at de ikke er alene ... og måske er det lidt trist, at en civilisation skal tvinges til at underkaste sig vores adfærd.

Selvfølgelig fik pressen også nys om historien; og en amerikansk fotograf blev kastet (plørefuld) ned med faldskærm, og har filmet derfra. De led jo ikke nød med maden - hver dag kom der nye forsyninger; men de var der trods alt i 7 uger, og vidste i lang tid ikke om de ville komme ud derfra.

Alexander Canns gamle film kan man stadig se her - det er helt enestående efter at have læst bogen.

Det er jo en eventyrlig historie; det er tragisk og spændende og man er hele tiden urolig på deres vegne ... og lettet over, at de kommer hjem igen. Og så tænker man på det usandsynlige møde mellem to civilisationer! Jeg ved ikke, hvornår det sidste af dem har fundet sted - måske er denne opdagelse en af de sidste menneskeheden har gjort? I vores moderne ultraovervågede samfund er det jo usandsynligt at finde den slags - men dengang var det stadig muligt. 

Zuckoff har tilsyneladende skrevet flere non-fiction af denne slags; og det skal helt sikkert undersøges nærmere!