La saga Maeght - Yoyo Maeght

• Fransk
• 22.-27. maj
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Alle, der har været i Sydfrankrig på et tidspunkt kender jo Maeght-fondens museum i Saint-Paul de Vence; men måske kender man ikke hele historien bag. Det kommer man så sandelig til med denne erindringsbog skrevet af stifternes barnebarn Françoise - også kaldet Yoyo.

Det er ren Dallas i bogform - offentlig udstilling af en families historie og problemer.

Barnebarnet starter med at fortælle om en barndom i vild luksus i Paris og Sydfrankrig, hvor bedsteforældrenes museum - ejet af en fond - står for de vildeste fester; men også nogle af de mest kendte udstillinger af moderne kunst. De tre piger - Isabelle, Florence og Yoyo - voksede op med legeonkler som Miro, Picasso, Chagall og Matisse; og blev kørt rundt i Rolls-Royce. Til gengæld var deres forældre totalt usynlige, og efterlod dem mest til dem selv eller barnepiger.

Pigernes far er søn af Aimé og Marguerite Maeght, som står bag den enorme kunstsamling, som lå til grund for museet og gallerierne rundt omkring i verden. Men han er blevet uvenner med sin far, som ikke mener, at han skal blandes ind i forretningsgangen. Som straf sendes pigerne i nogle år til deres mormor langt fra Paris, så bedsteforældrene ikke kan se dem - det er under lavmålet, og det har absolut ikke været en lykkelig barndom, hvad det angår. Uanset hvor mange materielle goder, de så ellers har haft.

Da farfaderen dør er Yoyo 22 år gammel, og beslutter at vie sit liv til at ære bedsteforældrenes minde og værk. Set i baglyset kan det virke en anelse helligt og selvforherligende; bogen er skrevet, da hele familien er faldet fra hinanden, og man kan kun mistænke hende for at ville fremstå som den eneste helgen i denne familie.

Men historien om, hvordan Maeght-parret startede deres kunstsamling er bemærkelsesværdig. De flygtede til det frie Frankrig under krigen; men Aimé kunne som forlagsredaktør rejse over grænsen og han tog til Paris for at hente store kunstværker i sine kunders lejligheder. Dengang var Chagall meget moderne og degenereret kunst - selv Hitler ødelagde jo hans malerier; og tit hang disse ikke i de pæne borgerlige hjem - men hos elskerinderne. Aimé malede dem ganske enkelt over med akvareller af ligegyldige og ikke særligt pæne landskaber, og sneg dermed store kunstskatte væk fra nazisterne.

Det blev startskuddet til en af de største successer indenfor kunstverdenen i Frankrig; men med det skrøbelige grundlag, som det er med familievirksomheder, at ikke alle efterkommere kan enes. Det skete også her, og det bliver lidt patetisk og trist at læse om en far, der lyver og stjæler fra sine børn.

Om den ældste søster, Isabelle, der får smidt Yoyo ud af bestyrelsen og snyder dem for deres arv ved at forfalske lister over kunstværker, eller videresælge dem, når de skulle være overgivet til deres retmæssige ejere.

Hele denne sag er endnu ikke afsluttet; Yoyos fortælling er skrevet i 2014 - men det retslige efterspil er en årelang sag. Den bliver næppe kønnere, når deres far en dag er borte, og der er endnu mere, der skal deles.

Man skal selvfølgelig have for øje, at det er Yoyos udlægning - og hun er bitter. Det kan uden tvivl også diskuteres om det er klogt således at hænge alt ud i offentligheden for at miskreditere sine nærmeste familiemedlemmer. Det er i hvert fald at brænde sine broer; og måske hjælper dette slet ikke på nogens eftermæle. Det er jo lidt trist, at en så smuk historie ender så grumt. Men slet ikke sjældent.

Jeg nød virkelig læsningen om opbygningen af fonden og museet, når man kender navnene så godt fra kunstverdenen. Jeg nød en del mindre den store bitterhed, der prægede den sidste del af bogen.