Maigret og den døde pige (Maigret XXII) - Georges Simenon

• Fransk
• 12. maj
• 204 sider
• Originaltitel: Cécile est morte

Jeg har fået Maigret-lageret fyldt op, så nu kan jeg roligt fortsætte et stykke tid endnu; men jeg når næppe igennem hele serien i 2017.

Vi er jo tilbage til Maigret efter den længere pause i krimierne, hvor Simenon skifter en anelse stil. Der er flere scener, der lapper over - hvor vi tidligere altid var, hvor Maigret var. Nu bevæger vi os lidt længere væk, og det giver et bedre indblik i de andre protagonister.

Cécile er en ung kvinde, der flere gange har henvendt sig til Maigret for at klage over, at nogle bryder ind i lejligheden om natten. Hun bor alene sammen med sin gamle tante - og Maigret morer sig lidt over vaser, der skifter plads osv. Det bliver en joke på Politigården, at Cécile er forelsket i Maigret siden hun sidder trofast i timevis og venter på ham. En morgen sidder hun der igen, men Maigret har travlt. Da han endelig har tid, er hun væk -men har efterladt et brev, hvor der står, at noget skrækkeligt er sket. 

Da Maigret kommer til bopælen finder de den gamle dame død - og nogle timer senere finder man Cécile i et kosteskab på Politigården.

Det viser sig, at den gamle dame var ganske forfærdelig - men hun var også rig, og pengene kom fra investeringer, hun næppe ville stå ved ... nemlig fra bordeller rundt omkring i byen. Hun har en elsker, som driver pengene ind for hende, og bor i den samme ejendom. 

Maigret får besøg fra Amerika - en ung kommissær, som gerne vil se Maigrets arbejdsmetoder - og de er jo om noget ret uortodokse.

Den unge amerikaner er heller ikke helt vant til, at man spiser og drikker så overdådigt i arbejdstiden. Da Maigret bestiller en rom til ham selv, bestiller amerikaneren et glas mælk - og da Maigret siger, at det skal være et stort glas mener han sandelig rommen - og ikke mælken.

Amerikaneren kommer dog med lidt gode råd til Maigret, og sammen får de løst mysteriet. Endnu engang står vi uden en egentlig skyldig - det er nemlig Cécile, der dræbte den gamle dame ... og hun er jo selv død nu. Man kan næsten mistænke Maigret for ikke at fortryde, at han havde travlt den morgen - han kan jo ikke lide at putte folk i fængsel!

Og det var faktisk også en rigtig underholdende roman - jeg morede mig kosteligt undervejs.