- Engelsk
- 5.-8. september
- 420 sider
- Originaltitel: The Husband's Secret
Moriarty er temmelig populær; det kunne jeg også konstatere i hotellets bibliotek af efterladte bøger, hvor der figurerede indtil flere af hendes romaner. Jeg havde dog indkøbt denne inden ferien med tanke på de lange sløve dage.
Det skulle vise sig, at det primært var mig, der var lidt sløv i forhold til bogen!
Indledningen er temmelig lang synes jeg; vi introduceres gennem tre kapitler til tre vidt forskellige historier.
Cecilia - den temmelig emsige husmor til tre børn, hvis man tit er bortrejst - og som har en hemmelighed! Den opdager hun, da hun finder et brev, hun ikke skulle have læst.
Tess, som driver et reklamebureau sammen med sin mand Will og kusinen Felicity, som efter altid at have været overvægtig, nu er slank og lækker... og har en affære med Will. Tess tager hjem til moderen i Sydney sammen med sin søn.
Rachel, som er sekretær på den skole, hvor Cecilias børn går - og hvor Tess' søn ender, da de er retur i Sydney. Men hun er også moderen til Janie, som 29 år tidligere blev myrdet. Morderen er aldrig fundet og Rachels liv har aldrig været det samme siden.
Perifært er der Connor, som er gymnastiklærer på skolen, og som datede Janie dengang. Han var den sidste man vidste hun havde været i selskab med - men han havde et alibi. Rachel har dog lige siden troet, at han er morderen - og nu arbejder de oven i købet sammen!
Og så er der jo John-Paul - Cecilias mand med hemmeligheden - som også datede Janie; men det er der til gengæld ingen, der ved!
Plottet bringer således alle disse mennesker sammen i en uge, hvor Cecilia opdager hemmeligheden og skal beslutte om hun skal gå til politiet eller ej. Hun ved, at det vil ødelægge hele hendes familie og deres alles liv. Hvis hun ikke gør, kan hun så leve med skyldfølelsen - som den gode katolik, hun er?
Men skyld kommer til at spille en stor rolle for dem alle; både Tess og Rachel kommer til at foretage sig handlinger, hvis konsekvenser, de skal leve med.
Det er ikke på nogen måde en krimi; primært fordi vi jo hurtigt ved, hvem der myrdede Janie! Men det er en historie om at tilgive og undskylde.
Jeg synes den var langtrukken til tider; jeg er nok ikke lige typen til den slags romaner. Plottet var glimrende - til sidst! Men undervejs var jeg ikke helt så godt underholdt.
No comments:
Post a Comment