Den smalle vej til det dybe nord - Richard Flanagan

• Engelsk
• 21.-27. september
• 448 sider
• Originaltitel: The Narrow Road to the Deep North

En berømmet bog, som sidste år vandt Man Booker-prisen; så den fortjente jo et nærmere bekendtskab. Det går ellers forfærdelig langsomt med at læse i disse måneder - jeg kommer ikke til at læse nær så mange bøger, som jeg plejer. Men sådan må det være, når der er alvorlig sygdom i familien, som tager tid og energi.

Så er det måske godt at læse noget, hvor gruen er endnu større end i ens eget liv - for komedier orker jeg faktisk ikke lige nu.

Dorrigo Evans er en gammel mand, der begynder at se tilbage på sit liv. Et liv som ung håbefuld og forelsket mand. Et liv som australsk soldat under 2. Verdenskrig. Et liv som krigsfange i Siam - det nuværende Thailand. Et liv som ægtemand og far. Et liv som kirurg. Et liv som offer og bøddel for alle livets tilskikkelser.

Som ung er Dorrigo forlovet med Ella, som kommer af en god familie, men som næppe formår at hive de store passioner i ham frem. En dag under sin orlov møder han den spændende Amy, som dog viser sig at være hans onkels unge kone. De to indleder alligevel et hedt kærlighedsforhold indtil han bliver sendt til fronten. Han kæmper sig igennem Europa og Mellemøstens krigszoner inden han sammen med en del landsmænd bliver sendt til Siam for at bygge den berømmede Dødens jernbane.

Dorrigo er lægen, der hver dag skal forsyne de indfødte majorer og officerer med nok arbejdsdygtige mænd - en kamp, der bliver umulig efterhånden som de dør som fluer af dysenteri, malaria, underernæring osv. Men han forsøger at være retfærdig og år senere betragtes han som den krigshelt, han slet ikke selv ser sig som. Han er vidne til sine kammeraters kamp for livet og forsøger at være et godt eksempel for dem - samtidig som han forsøger at handle med fjenden for at skåne sine soldater. Og nogle dage er han bødlen, der jo må sende nogle afsted mod den visse død.

Disse soldater følger vi også senere i livet, da de stadig kun ser, at de reagerede som kejseren forventede af dem. Den jernbane skulle jo bygges, og derfor måtte de være brutale. 

Dorrigo derimod pines hele sit liv af den pligtfølelse han havde overfor sine soldater; han er ikke lykkelig, men gør som 'man' gør. Bogen springer i tid og sted fra hans ungdom til alderdom - fra krigen i Siam til returen til Tasmanien, hvor han pligtskyldigt gifter sig uden at elske Ella, og ved konstant at være hende utro. 

På bogens sidste sider kommer helheden til at stå grufuldt frem; den ene lille løgn, som han aldrig opdagede, og som måske kunne have ændret alt. 

Det er en barsk bog med sine skildringer af krigen, som er yderst detaljeret og ydmygende. Det er en uendelig trist historie om, hvad krig gør ved mennesker lang tid efter, at de er vendt hjem. Måske for resten af deres liv. Og så er det en trist og tragisk historie om personlige valg og skæbnens hårde hånd.

Jeg indrømmer, at der var et punkt knap en tredjedel inde i bogen, hvor jeg gik lidt i stå. Om det var på grund af alle de andre ting, der fylder eller fordi den er svært konstrueret, er svært at vide. Men da jeg endelig fik tiden og roen, så kunne jeg vitterlig ikke lægge den fra mig.