Monday, September 21, 2015

Longtemps - Erik Orsenna





  • Fransk
  • 13.-20. september
  • 413 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Lang tid - det er titlen; men vist også ret sigende for min læseiver for øjeblikket. Der er flere årsager. Lidt rejseri med andre, hvor det handler mere om nærvær end at begrave sig i sin egen bog. Og så nogle sygdomsproblemer i familien, som gør, at min hjerne har umådeligt svært ved at løsrive sig fra tusinde tanker og kanalisere over i en bog - selvom det ville være det absolut bedste for at få lidt ro, og muligvis lidt bedre nattesøvn. Men sådan må det så være lige nu.

Men det er en smuk roman - en aparte og rørende kærlighedsroman med et skvæt af fantasi i den. Erik Orsenna opdagede jeg med hans afrikanske romaner; men der er bestemt meget mere at komme efter. 

Gabriel er 40 år gammel, og har siden sin ungdom foragtet faderens levestil, som på bedste franske vis selvfølgelig indeholdt en elskerinde. Han hadede at bære det samme navn som sin far - som alle de mandlige medlemmer af familien. For ham var det et dårligt tegn, og han bortviste sin far fra sit bryllup i skræk for, at det skulle smitte. Siden har han for enhver pris undgået rejser. Havet. Floder. Alle steder, der på nogen som helst måde skulle kunne opildne til flugt fra den trygge hverdag. Og har er efter 10 års ægteskab trofast.

En nytårsmorgen møder han i botanisk have i Paris en kvinde, der kommer der med sine to børn. De snakker sammen. Han ser hende - men kender ikke hendes navn; kun de to drenges. Han går hjem. Forlader konen, og indlogerer sig på et hotel imens han leder efter den mystiske kvinde. På den mest utrolige måde finder han hende, og efter næsten et års søgning mødes de igen.

De rejser hurtigt væk sammen - til Sevilla, hvor Cervantes voksede op og skrev Don Quixote. Hendes betingelse er soleklar. Hvis de skal have et forhold, og hun ikke har i sinde at forlade sin mand, så skal der være et håndgribeligt bevis på deres kærlighed. Og det bevis skal være intet mindre end genialt og strålende, som deres kærlighed. De tager altså afsted for at lave et barn.

Det lykkes også - men han får ikke navnet Gabriel. De mødes i hemmelighed som alle andre utroskaber er bygget op. Men det varer ved over årene. Blot får Gabriel aldrig sin søn at se - enkelte gange på afstand; men noget forhold til ham får han ikke. De venter blot på, at barnet skal åbenbare sit talent, som de har store forventninger til.

Deres historie bliver til en livshistorie om kærlighed. Om Gabriels venten på, at hans elskede kan løsrive sig fra familie og børn; en mand, der ved, hvad der foregår - men accepterer. Om Gabriels forsøg på at stjæle hende bid for bid og få hende til at blive en permanent del af sit liv. Et projekt, der lykkes i et år, da de er midaldrende. Et fuldt år giver hun ham - men ikke en dag, en time, et minut eller en nat mere. Det bliver enden på det. Det er for meget nu.

Gabriel rejser til Kina og fordyber sig i sin passion for haver - alt det modsatte af utroskabens forfløjenhed. De dybe rødder og stabiliteten. Og der kommer en kvinde, som måske kan få ham til at glemme tredive års kærlighed. Indtil elskerinden finder ud af det og kommer til ham.

Denne gang vil Gabriel ikke give op. Og de finder den ultimative løsning - hun dør. Dog kun på papiret. Og de ender deres dage sammen i Kina. 

Historien om deres kærlighed er nedskrevet som et brev til barnebarnet. Sønnen af deres spanske kærlighedsfrugt, som hedder Gabriele - den italienske udgave af det skæbnefulde navn. Sønnen blev aldrig det geni, de havde håbet på - men der er store forhåbninger til næste generation netop på grund af navnet.

Det er en finurlig historie. Der er morsomme og atypiske drejninger i deres livshistorie; men der er også en form for erkendelse af, at den slags kærlighed kan overleve i så mange år og fungere uden, at nogle nødvendigvis bliver såret. Deres utroskab bliver jo den ultimative form for troskab som tiden går.

No comments: