Louis XI - Paul Murray Kendall

• Fransk
• 6.-12. september
• 612 sider

I serien af biografier af franske konger og personligheder fandt jeg langt om længe i maj 2014 denne monumentale biografi af Ludvig XI, som var Frankrigs konge fra 1461 til 1483. I den fiktive historie om Fiora er det netop denne konge og hans krige, det handler om. Men Kendalls biografi fra 1971 er anerkendt som det absolutte non-fiktive mesterværk om denne enestående konge.

Han havde en skrækkelig barndom - som så mange andre i hans position på den tid - men især hans far brød sig ikke om ham, og forsøgte at holde ham væk fra magten, hvorfor han ikke tidligt lært det kronprinsehverv, som jo var hans. Som fransk kronprins er man Dauphin, og dermed har man rettighederne over området Dauphiné, som ligger i den sydøstlige ende af landet. Da Louis som kronprins trodsede sin far og tog herned, fandt han endelig en form for mening med tingene.

Her kunne han styre sin stat - så lille den endog var - i fred og ro, og han vandt nogle vigtige kampe og sørgede samtidig for, at hans befolkning ingen nød led, men derimod udviklede sig.

Faderen fører til gengæld krig fra hans del af Frankrig, og forlanger sønnen hjem. Da denne nægter sender han hæren til Dauphiné, og Louis flygter til Bruxelles, hvor hans onkel Filip den Gode, regerer over Nederlandene og Burgund, men ligeledes havde rødder ind i den franske Valois-familie, der jo sad på kongemagten.

Louis bliver konge, da faderen dør - men årene hos Filip den Gode indhenter ham senere, da dennes søn Karl den Dristige ikke vil lade sig tage til takke med den rolle, livet har tildelt ham. De to unge mænd levede ved samme hof, da Louis var i eksil - men i årevis derefter er de i krig mod hinanden.

Der er derfor en uendelig masse krig, strategi og lange beskrivelser af de politiske forviklinger fra den tid - så er man med England på grund af et ægteskab - eller man er imod på grund af et tredje ægteskab muligvis i et helt tredje land, men som rykker brikkerne på det europæiske bræt af alliancer i sengen og i slagmarken. Det er lidt tungt til tider - lange krigsbeskrivelser har aldrig været min stærke side. Men historien om kongen er interessant.

Han er måske ikke Frankrigs mest gloriøse konge, hvad angår pomp og pragt - han levede så asketisk, at det nærmest var pinligt for hoffet. Til gengæld kæmpede han stort set hele sit liv for at holde det Frankrig sammen, som han overtog fra sin far. Hans trone blev direkte nedarvet indtil 1589, hvor Henri III døde barnløs, og tronen overgik til den noget mere flamboyante Henri IV fra Bourbon-dynastiet.