- Engelsk
- 1.-4. september
- 526 sider
- Originaltitel: The One Plus One
Jeg var faktisk langt fra begejstret for den første roman jeg læste af Jojo Moyes - alligevel hoppede jeg på den, fordi jeg syntes, at jeg trængte til noget meget let og underholdende til en ellers barsk arbejdsuge. Noget, der egnede sig perfekt til metrorejser og koncentrationsevne, der ikke var i top.
Og det fik jeg! Det er lidt som at læse et kulørt sladderblad; det kan være ret underholdende, mens det står på. Når man har bladet til næste side, har man stort set allerede glemt det - så uintelligent er det, og ugen efter kan man ikke huske, hvem der var blevet skilt, havde fået barn eller forelsket sig. Fordi det netop er så uafvendelig ligegyldigt.
Det lyder måske barsk; men jeg er altså ikke bare ikke til den der chick-lit-genre, hvor det så åbenbart også er nødvendigt at skrive med mindst punktstørrelse 14 - og det mener jeg i ramme alvor. Jeg kan huske bøger til svagtseende på biblioteket, da jeg var barn - de var skrevet i samme størrelse.
Derfor flyder man lige igennem dens ligegyldigheder; vittighederne er dårlige - og for de flestes tilfælde rent genbrug fra andre bøger, film eller lignende. Desuden er den skrevet, så man aner ambitioner om en film - det er stort set et færdigt manuskript, som vil egne sig til den klassiske Hollywood-komedie, om de to umage skæbner, der mødes. I starten kan de ikke døje hinanden. Pludselig elsker de hinanden, og alverdens fortrædeligheder løser de uden problemer. Men så opdager den rige (altid manden), at der måske var skjulte hensigter, og kan han nu stole på hende osv.
Men de får selvfølgelig hinanden til sidst.
Denne bog får dog en plads i skraldespanden hos mig,
No comments:
Post a Comment