Da krigen var forbi - Sofie Lene Bak

• Dansk
• 30.-31. august 
• 251 sider

En lille perle af en bog, som lærte mig noget nyt om dansk historie - og om et muligvis mere glemt kapitel af historien; nemlig håndteringen af eksileringen af jøder under 2. Verdenskrig og ikke mindst deres retur til landet og hverdagen.

Det kan virke lidt absurd at gøre et så stort nummer ud af det virkelig lille antal mennesker, det reelt handlede om i Danmark, når man tænker på de hundreder af tusinder af forfulgte og dræbte jøder i andre europæiske lande. Dog er det stadig en solstrålehistorie på mange måder, da den danske stat formåede at beskytte sine jødiske borgere langt bedre end i fx Frankrig, hvor regeringen udleverede lange lister med navne og adresser, og gjorde det meget let for nazisterne at hente dem i deres hjem.

I Danmark trådte Socialforsorgen ind og forseglede hjem for at beskytte indbo - eller de opmagasinerede det eller betalte husleje under fraværet, som jo for de danske jøders vedkommende primært varede fra efteråret 1943 til befrielsen, hvor de enten vendte hjem fra Sverige eller kom med de hvide busser fra primært Theresienstadt, som ikke var en koncentrationslejr med gaskamre. Selvfølgelig var det en lejr og forholdene må have været grumme - men overlevelseschancerne var langt bedre. Kun 51 danske jøder omkom i Theresienstadt - set mod franske, belgiske, hollandske, polske, russiske etc. er det jo uendelige små tal i det store puslespil.

Efter hjemkomsten varetog de erstatningssager men også genhusning eller iværksætterhjælp, så man igen kunne komme på fode og arbejde. Selvfølgelig er det ikke udelukkende rosenrødt - der var mange jøder, som var i Danmark uden at være danske statsborgere, og som havde en svær position efter krigen. Der var luende antisemitisme - for hvis man vendte hjem i fine klæder efter opholdet i Sverige, så havde man vel ikke lidt under krigen? På trods af, at ens ejendele var væk eller det firma, man havde overladt til en nabo, kollega eller ven, nu var blevet solgt og pengene borte.

Bogen tager en meget pragmatisk tilgang til tingene; med tabeller, statistikker og deraf kan man jo se, at tallene var ganske små - men reelt set betød det jo også, at en uendelig lille andel af de danske jøder omkom under krigen. Næsten 7.000 jøder blev hjulpet ud af landet og undslap tyskerne; og samtidig havde den danske stat samarbejdet med tyskerne, så definitionen var mindre barsk end i andre lande, hvor 3 ud af 4 jødiske bedsteforældre afgjorde ens skæbne. I Danmark var man tilsyneladende interesseret i at bevare et bedre forhold mellem nazisterne og den danske regering, som stadig var der.

Jeg synes, at det var en fascinerende læsning. Jeg har selv ret god grund til at tro, at jeg har mindst en jødiske bedsteforælder; men som af gode grunde ikke talte om det. Men navnevalget af mange familiemedlemmer er nærmest utænkeligt, hvis man ikke havde jødiske aner. Desværre er det i dag umuligt at få verificeret den historie; men det giver mening for mig, da en del familiehistorier falder fint på plads.

Samtidig skjulte mine bedsteforældre på mødrene side selv jøder i deres lille lejlighed i nordvestkvarteret inden de kunne sejles til Sverige i nattens mulm og mørke. På samme måde som mange danskere må have aner, der var aktive i modstandsbevægelsen, så har mange måske også rødder tilbage til nogle, som skjulte eller hjalp jøder - eller som nedstammede fra jøder uden, at det er kendt i familien. Og så er der selvfølgelig dem, hvis familiers handlinger var mindre glorværdige - og der er vel næppe nogle lande, der kan se sig helt fri for at have begået ugerninger under den krig.

Men den danske indsats som man læser om den i denne bog, giver et positivt billede af Danmarks indsats - ikke mindst i at få dem tilbage og integreret i samfundet. Det er jo lidt tankevækkende med den voldsomme flygtningedebat, der florerer p.t. Vi har på et tidspunkt udvist langt mere næstekærlighed!