Os - David Nicholls

• Engelsk
• 5.-8. august
• 396 sider
• Originaltitel: Us

David Nicholls blev især kendt for sin søde kærlighedsroman "Samme dag næste år", som blev filmatiseret og fik temmelig stor succes. Forleden stod jeg så i lufthavnen, og anede, at min krimiroman ikke ville holde til to dages forretningsrejse med en del ventetid og togtransport - og det blev til det hurtige og nemme valg af Nicholls seneste roman.

Douglas Petersen er 54 år gammel, og lykkeligt gift - tror han selv. Men en nat vækker hans kone, Connie, ham for at sige, at hun vil skilles. De har været sammen i 24 år; de har mistet en nyfødt datter og har en besværlig teenagesøn på 17 år. Og nu gider hun ikke mere. Lige som de stod for at skulle tage på en længere ferie sammen; i tog på tværs af Europa som en gammeldags dannelsesrejse for at se de store kunstmuseer. Connie er meget kunstinteresseret mens Douglas, som den forsker han er, er langt mere til fakta og snusfornuft.

Men de tager afsted på trods af den sky, der hænger over parforholdet, og Douglas har selvfølgelig lovet sig selv, at dette skal være den ultimative ferie for at vinde kærligheden tilbage.

Rejsens beskrivelse afbrydes med tilbageblik i deres liv. Hvordan de mødte hinanden - ham den kedelige grå type og Connie, som var flamboyant og udfarende; men som så sikkerheden i deres forhold. Alt det, som selvfølgelig senere bliver for sikkert og forudsigeligt. Han ser tilbage på forholder til sønnen, som altid har været anstrengt og hvor han aldrig fik sin plads mellem mor og søn.

De tre mennesker skal nu finde en rytme sammen; Douglas har et nøje tilrettelagt program for museeer, toge og tider, som ikke giver plads til nogen som helst improvisation. Og sønnen, Albie, kvæles af faderens trang til orden. Det bliver en anelse anstrengende med beskrivelserne af museerne, og deres kunstværker - det virker som om, at Nicholls partout skal have alle klassikerne med og remse dem op for sin læser .... Amsterdam med Rijksmuseum og van Gogh-museet; Paris med Louvre og Musée d'Orsay; Firenze med ... nåå nej, så langt nåede de ikke.

For det går jo ikke det projekt. Først stikker sønnen af, og så tager Connie hjem - og nu vil Douglas finde sin søn ... et sted i Europa ... for at bringe ham hjem som trofæet, der skal redde ægteskabet.

Det bliver til den måske sjoveste del af bogen; og han finder ham selvfølgelig og museumsrunden genoptages med Prado i Madrid osv. 

Men Douglas når desværre aldrig til en reel selverkendelse af, hvor han har fejlet i ægteskabet og forholdet til sønnen. 

Det er lidt det samme problem romanen har - på trods af gode intentioner kommer den ikke til at opfylde sine løfter som den store skilsmisseroman; og ej heller som en humoristisk historie. Den flyder lidt rundt mellem det hele og på trods af, at man som læser lærer Douglas godt at kende, så er de andre hovedpersoner ganske enkelt for overfladiske. Det var en skuffelse sammenlignet med hans sidste store succes - men glimrende strandlæsning ville jeg mene.