At reparere de levende - Maylis de Kerangal

• Fransk
• 23.-25. august
• 299 sider
• Originaltitel: Réparer les vivants

Med en lang stribe priser i bagagen, var det et oplagt, indlysende og nemt valg at smide denne franske roman i indkøbskurven, da jeg sidst skulle forsynes med franske bøger. Jeg gik efter nogle lidt ukendte forfattere og nyheder med god omtale i franske medier. Jeg gik måske ikke nok efter min egen mavefornemmelse, og det er mit primære problem med internethandel!

Jeg har det bedst med at stå og bladre i bogen; der får jeg pudsigt nok lynhurtigt en fornemmelse af, om den er noget for mig. Det har noget at gøre med skrifttype, kapitelinddeling, teksttæthed (hvis man kan bruge det udtryk?) - en subjektiv fornemmelse, som selvfølgelig nogle gange viser sig at være forkert. Men når jeg handler på nettet, er det virkelig i blinde - men desværre er der jo ikke mange andre muligheder, når det gælder franske bøger i Danmark.

I dette tilfælde gik det så helt galt, og jeg var flere gange ved at smide den i frustration.

Historien starter med de tre unge mænd, der en morgen skal ud at surfe. Forfatteren forsøger fra første side med den påtrængende stil, hvor sætningerne er uendelige og en følelse skal beskrives med utallige metaforer. De unge mænd kører galt, og den ene af de tre ender i koma og er hjernedød.

Som titlen antyder det handler det om organer; Simons familie står nu i den situation, at de skal beslutte om de vil donere organerne, eftersom Simon som 19-årig ikke selv har taget stilling til dette. Man møder lægen på akutafdelingen, forskellige sygeplejersker, den særlige sygeplejer, der er ansvarlig for at fjerne organerne og selvfølgelig modtageren af hjertet samt dennes omgivelser.

Det hele er skrevet i den samme barske stil. Det er kontant men uden at have empati; det er arrogant, og man fornemmer ingen interesse for protagonisterne i forfatterens ord. Der er mange, der har rost den til skyerne - på grund af det kontroversielle emne muligvis?

Men skrivestilen var ganske enkelt slet ikke i min smag; jeg var stresset af læsningen, og så ikke meget harmoni i det, der skulle forestille at være en sorgproces, der ender med en form for erkendelse og ro i sjælen. 

Så denne forfatter skal ikke regne med flere chancer hos mig; dette er tilsyneladende hendes varemærke efter. hvad jeg kan læse mig til.