Sunday, August 23, 2015

Le paradis du Kilimandjaro - Joseph Kessel



























  • Fransk
  • 21.-22. august
  • 134 sider
  • Dansk titel: Muligvis udgivet i en anden samling historier

Joseph Kessel er meget kendt for sin forargende roman fra slutningen af 1920'erne om en overklassekvinde, der prostituerer sig i dagtimerne. Men han var også en stor reporter, der rejste verden rundt i lande, hvor man på den tid stadig kunne opleve relativt uopdagede pletter.

Han var aktiv i den spanske borgerkrig, og flygtede til London under 2. Verdenskrig for at støtte de Gaulle, og kæmpe i modstandsbevægelsen. Han rejste en del i Afrika, men også i Mellemøsten.

Denne relativt lille bog indeholder fire noveller/rejsebeskrivelser fra hans rejser i Congo, Kenya og Rhodesia, som det jo hed dengang, i starten af 1950'erne. 

Historierne er hans førstehåndsbeskrivelser af møderne med masaierne - en drøm, jeg håber engang at få opfyldt, selvom de i dag jo nærmest iscenesættes for turisternes skyld. Der er en fin historie om hans tur ned ad floden, og en tur ind i Amboseli-naturparken; hvor bestyreren fortæller om deres tiltag for at lade dyrene leve i fred, og beskytte dem mod krybskytter. Det er jo i sig selv ret interessant, at det allerede var så relevant for tres år siden. 

Jeg tror bestemt, at Kessel skal udforskes mere - han tilhørte jo tiden omkring de store spændende rejsende - Hemingway, Capa - og må have inspireret Kapuscinski og Theroux. Dette var smuk rejselæsning - men alt alt for kort! Og så var det desuden min boganmeldelse nummer 700.

No comments: