Le premier amour - Véronique Olmi

• Fransk
• 28.-30. juni
• 281 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Olmis roman om slaven, der bliver nonne i Italien, rørte mig dybt - og var en helt utrolig velskrevet og gribende bog baseret på en sand historie. Det fik mig til at kigge lidt mere på Olmis romaner.

Le premier amour - den første kærlighed - er en meget mærkelig historie. Det er fransk litteratur, når det er allermest filosofisk intellektuelt mystisk! Og det er jo skønt; men unægteligt lidt svært at beskrive.

Emilie Beaulieu er 48 år gammel, og skal fejre sølvbryllup med sin mand. Det skal bare være en stille romantisk middag for to derhjemme, og Emilie er ved at forberede den. Hun går i vinkælderen efter en nyindkøbt flaske vin, der er pakket ind i avispapir. Og der ser hun efterlysningen: Emilie. 1976. Aix-en-Province. Kom til Genoa og find mig hurtigst muligt. Dario.

Hun ved det er hende denne Dario leder efter, og hun tager sin bil og kører mod Italien. Ikke et ord til mand eller børn; og uden mobiltelefon. Undervejs tænker hun tilbage på den sommer, hun var 15 og mødte Dario - den første kærlighed der varede præcis en sommer. Så skulle han tilbage til Italien og de mistede kontakten.

Men det er også historien om en opvækst i et strengt katolsk hjem med en storesøster, der har Downs Syndrom. Med forældre, der ikke var glade og ikke elskede hinanden. Og nu et liv med Marc, som er taxachauffør og tre døtre, som er spredt for alle vinde.

Næsten to tredjedele af bogen handler om rejsen, forhistorien og det stop hun foretager i Aix undervejs for at se sin søster og hvor hun møder sin ene datter. Det har intet som helst med resten af historien at gøre; men alligevel er det jo den stille livsbeskrivelse, der er Emilies historie.

Man forventer måske drama og store ord; men da hun ankommer til Genoa opdager hun, at det slet ikke er Dario, der har efterlyst hende. Det er hans kone, Giuletta, som er desperat fordi Dario det sidste år er gået helt ind i sig selv og ikke taler længere. Hun har fundet nogle tekster om Emilie, og tænker, at det emotionelle chok ved at se hende vil hive ham ud af amnesien.

Det sker ikke; faktisk sker der ikke særligt meget. Det er spændingerne mellem Emilie og alle personerne i hendes liv, der er historien - Marc, søsteren, datteren, moderen, Dariom Giuletta, .... 

Man sidder først lidt forundret tilbage ved slutningen; men ved eftertanke er det en smuk historie, hvor den første kærlighed ikke nødvendigvis er en fysisk kærlighed, men også familien.

Det er også historien om at opdage som voksen, at man ikke kan gå tilbage til ungdommen. Emilies forestillinger ender brat og brutalt og hun må indse, at hun er en gift kvinde på 50 år snart, som ikke lever i et eventyr.