The Keeper of Lost Things - Ruth Hogan

• Engelsk
• 22.-24. juni
• 336 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Denne bog bliver mange steder fremhævet som intet mindre end en lille perle; ikke i den højlitterære genre, bevares... men god nem sommerlæsning. Det var det også til at starte med - men forfatteren formår desværre ikke at løfte historien op til eget ambitionsniveau.

Historien starter med en kagedåse, der findes forladt i et tog. Den samles op af den aldrende Anthony Peardew, som hjemme hos sig selv opdager, at den sandsynligvis indeholder aske fra en afdød person.

Anthony samler ting op; alt, hvad folk glemmer rundt omkring tager han med hjem. Han registrerer alting sirligt, og putter dem i skuffer og skabe i det store håb, at han en dag vil kunne returnere bare en enkelt ting, som vil gøre et menneske lykkeligt - eller hele et bristet hjerte. Hans eget bristede i 1973, da hans forlovede, Therese, pludselig (og ung) faldt død om af et hjerteanfald på gaden. Den dag mistede han den lille medaljon, hun havde givet ham og han føler, at han svigtede. Siden har han levet i en boble, hvor han har dyrket dette tab og fokuseret på at redde ting for andre mennesker.

Derfra løber historien parallelt over fyrre år. På den ene side Eunice, som i 1973 får et job hos den homoseksuelle Bomber. Hun forelsker sig i ham - til ingen nytte selvfølgelig - men de lever et liv som partnere på en platonisk vis, som er det tætteste de begge kommer på et fast forhold.

Anthony dør og overlader sit hus til Laura, hans husholderske, men med den tydelige besked, at hun skal arbejde på at returnere tingene.

Hertil går det faktisk udmærket. Indlagt i historien er bitte små historier om de mange objekter - en frakkeknap, en brik fra et puslespil, et hårbånd.... som er utroligt præcise og fine historier på 1-3 sider. 

Men så vikles det hele ind i Thereses spøgelse, der går igen i huset; kærlighedshistorien mellem Laura og gartneren og venskabet med den unge pige, der bor overfor og har Downs Syndrom. Det bliver for kvalmende lige der, hvor det bliver en politisk korrekt romantisk historie med moralen om, at vi alle skal finde os selv og at vi alle har en rette hylde at være på i livet; ligesom alle ting har et sted, de hører til.

Selvfølgelig bliver det med tiden mere og mere åbenlyst, at Eunices og Bombers historie skal flettes ind i Lauras - men det hele munder ud i en forhastet og krøllet slutning, som bliver alt for flad og klichéagtig.

Det absolut bedste er de små historier om objekterne, hvor man ser talentet for at kondensere en historie og alligevel få et helt liv ind i så få sætninger. Men det er ikke nok til at skabe en god litterær oplevelse.