Tøbruddet - Primo Levi

• Fransk
• 9.-10. juni
• 250 sider
• Originaltitel:  La Trève

Primo Levis første roman om hans oplevelser i Auschwitz er blandt de store klassikere, som man bør læse - og den er det hele værd! Han skrev den i 1947, blot nogle år efter krigen og efter at være vendt hjem til Torino i Norditalien. I 1963 skrev han så historien om, hvordan han kom hjem. Den franske titel - og den italienske originaltitel for den sags skyld - er våbenstilstant; hvorfor den danske fik denne underlige titel undrer mig. Den kan således ses som en opfølger til Hvis dette er et menneske.

Primo Levi er i Auschwitz, da tyskerne forlader lejren og overlader fangerne til deres egen skæbne. Levi selv er dødssyg, og i lang tid bliver de bare i lejren, som nu bevogtes af russerne. De får mad af russerne, og holder sig derinde - for det er stadig for uvirkeligt, at de kan bevæge sig væk - og ud. Da de endelig forsøger, opdager de også, at den lokale polske befolkning ikke er begejstret for, at de taler tyske til dem. Det er det eneste, de har lært sig i lejren udover deres modersmål - men Polen vil også gerne glemme krigen nu.

Det næste problem bliver at få organiseret hjemturen - grænser er ikke nødvendigvis åbne, og de skal have ressourcer psykisk, fysisk og økonomisk til at komme hjem. Der er tusinder af mennesker i hele Europa, som er det forkerte sted og alle skal på kryds og tværs af lande hjem til deres familier. Eller til ingenting! 

Levis rejse hjem bliver lang, og den tager ham til tider i den forkerte retning; så han ender med at tilbringe sommeren 1945 i den russiske natur i en sælsom lejr midt ude på den russiske steppe.

Men måske er det også godt for ham?

Omgivet af ligesindede italienere (og andre nationaliteter) bliver de lige så stille mennesker igen; de begynder at grine og græde; de fedes op og begynder at indlede forhold til de andre flygtninge. Var de rejst direkte hurtigt hjem fra Auschwitz til familien ville chokket uden tvivl have været for stort.

Levi beskriver hele denne lange rejse, som ender med at tage omkring fem måneder med humor, ironi og smerte. Der er personnager i historien, som minder om Calvino - og Levis skrivestil bærer også præg af denne underfundige italienske humor.

Det er en kort - men intens - bog; det mærkes måske også, at den er skrevet i 1963 og ikke lige så hurtigt efter som den første. Smerten er ikke knap så voldsom, og måske - forhåbentligt - fylder de gode minder fra nogle russiske rejser mere med så meget efterslæb.

Uanset er den absolut fantastisk; og bør nok læses lige efter den første roman!