Thursday, March 14, 2019

Bakhita - Véronique Olmi

























  • Fransk
  • 9.-14. marts
  • 480 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet uendelige tider på, at denne skulle udkomme i mit foretrukne format - og endelig under min mellemlanding i Bruxelles på vej hjem fra Kenya, var den der.

Jeg vidste faktisk ikke meget om historien; jeg havde læst, at det var historien om en pige, der stjæles af slavehandlere og kommer til Europa senere. Det var først, da jeg havde den i hænderne, at det gik op for mig, at denne lille pige har levet.

Hendes fulde navn som voksen blev Giuseppina Margherita Fortunata Maria Bakhita - hendes dåbsnavn var et noget andet. Det var et navn, hendes far havde sagt højt tre gange, mens han holdt hende løftet mod månen. Det navn har hun glemt, og hun brugte resten af sit liv på at prøve at huske det.

Bakhita var fra en lille landsby i Darfur-området og er sikkert født omkring 1869. Hendes far var bror til landsbyhøvdingen, og hun havde en tvillingesøster - blandt andre søskende. Hendes storesøster Kishmet blev fanget af slavehandlere, da Bakhita var kun 5 år gammel og moderen udstedte strenge ordrer til børnene om at holde sig tæt ved husene. Alligevel går det galt en dag, da hun er lidt for langt væk sammen med en veninde - der er hun omkring syv år gammel.

Hendes rejse væk fra familien og ind i slavelivet er en lang række af vold, misbrug, ydmygelse, scarification (og ikke i den moderne goth-populære form), underkastelse - og ikke mindst fysisk udmattelse efter at vandre hundreder af kilometer op gennem Sudan til Khartoum.
Det lykkes hende på et tidspunkt at slippe væk sammen med veninden Bitah - de tilbringer en grufuld nat i toppen af et træ for at undslippe de vilde dyr. Næste dag møder de en tilsyneladende flink mand, som dog viser sig også at sælge dem.

Hun er så lille, da alt dette sker - og kendte kun til en meget isoleret verden i en lille landsby med lerhytter. Pludselig skal hun forholde sig til et helt nyt verdensbillede, og hendes psyke knækkes gang på gang. Da hun endelig møder den italienske konsul i Khartoum, er det første gang, at hun møder et menneske, der "respekterer" hende - og ikke tvinger hende i en fodlænke. Man skal dog ikke tage fejl; dette er stadig omkring 1883, og en ung sort kvinde er stadig et tyende - og som afrikaner anses hun racemæssigt for at være den hvide mand langt underlegen. Men det er stadig et stort skridt frem for hende. Hun har sit eget værelse, og bliver ikke pisket længere.

Da han skal hjem til Italien, har hun fået så meget selvtillid, at hun tør spørge - trygle og bede faktisk - om at komme med; og i 1884 lander hun i Norditalien i en mindre by. Her skaber hun furore; de lokale er skiftevis fascinerede og bange for hende - de tror hun er selve inkarnationen af Satan, og vil ikke røre hende. En enkelt mand gør hele forskellen ved at invitere hende ind i sin familie, og inkludere hende - han er også meget opsat på at redde hendes sjæl selvfølgelig; men han har strenge forbud om at instruere hende i katolicismen eller tage hende med i kirke. Nok er hun behandlet bedre - men for gode idéer skal hun jo heller ikke få!

Men det er netop hvad der sker et par år senere. Hendes italienske familie skal tilbage til Afrika, og i ventetiden har hun boet et år i et kloster i Venedig. Og nu gør hun oprør - hun vil ikke tilbage til Afrika; det skræmmer hende dybt og inderligt. Hun vil have fred og leve i klosteret. Det bliver til en spektakulær sag, som gør hende endnu mere berømt - men udkommet er, at hun ikke kan klassificeres som slave, da intet menneske på italiensk jord kan ejes af en anden.

Hun ender med at blive nonne, og trives i det stille liv i klosteret, hvor hun kan tage sig især af børnene - alle dem, der lider som hun selv gjorde. 

To verdenskrige kommer på tværs af hendes liv; men mest makabert er uden tvivl starten på fascismen i Italien ledet an af Mussolini.

I 1931 har hun fortalt sin historie til en ung kvinde, der vil offentliggøre den i nonneordenens interne 'nyhedsbrev'. Det bliver selvfølgelig ikke ved det, og mod hendes vilje bliver hun pludselig til et fænomen. De fromme søstre ser jo også muligheden for lidt nemme penge, og flytter hende til klosterets modtagelse - så kan lægmand nemmere komme og se hende (og gerne lægge en skilling for det). Da Italien i 1935 beslutter sig for at invadere Ethiopien, (mis)bruger de Bakhita til at retfærdiggøre deres handlinger; hun bruges som beviset på det dyriske og uciviliserede Afrika, som Europa - og Italien - skal kolonisere for at hjælpe. I den forbindelse møder hun blandt andet Mussolini men også den daværende pave.

Den ultimative hæder kommer posthumt, da hun bliver udnævnt til Sudans skytshelgeninde; og i 2000 bliver hun helgenkåret af Johannes Paul II, som den første afrikanske kvinde, der ikke var martyr.

Historien er en roman; den er opbygget på de historiske fakta, der findes såvel som på bogen fra 1931, hvor hun har delt sine tanker parallelt med fakta. Men der skal selvfølgelig stadig "broderes" en person med tanker og følelser op - og det gør forfatteren helt sublimt. Jeg levede mig dybt ind i hendes utrolige liv, og drømte om historien om natten. 

Jeg endte med at sidde i metroen om morgenen med tårer i øjnene; så lukkede jeg ned og gemte de sidste sider til jeg var alene hjemme om aftenen, og kunne sige smukt farvel til hende.

Det er både en tragisk skæbnebeskrivelse og en samfundshistorie om den skamplet slavetiden for altid vil være. Nok blev hun fanget af afrikanere; men menneskesynet, da hun kon til Italien i slutningen af det 19. århundrede var stadig horribel.

Den er endnu ikke oversat til engelsk eller dansk for den sags skyld; men jeg kan se i de italienske medier, at den har fået kæmpe opmærksomhed - så man kan håbe, at den udkommer på andre sprog.

No comments: