Thursday, March 7, 2019

Bottoms up in Belgium - Alec Le Sueur


























  • Engelsk
  • 5.-7. marts
  • 303 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Et lufthavnskøb i en lang transitventetid i mit tidligere hjemland Belgien - og når man selv har boet i et andet land, er det altid underholdende at læse om folks analyser af dette. Belgien er ikke verdens mest sexede land - det kan vi hurtigt blive enige om. Det er ikke kendt for usædvanligt smukke steder - på nær Bruges måske; eller gastronomien eller berømte mennesker. Det er lidt neutralt land, som drukner i omdømmet som centrum for EU's bureaukrati.

Men har man selv levet der i flere år ved man, at der er så mange fantastiske ting at se - og at belgierne er et kompliceret folkefærd med dets historie og nuværende politiske og kulturelle situation med den skarpe opdeling mellem fransk- og flamsktalende landsdele.

Le Sueur er englænder, og giftede sig med en flamsk kvinde og kom derfor ind i en stor flamsk (belgisk) familie, der var en åbenbaring for ham.

Hans mål er at bortfeje nogle af de klichéer vi har om belgierne og Belgien ved at undersøge forskellige aspekter - nationalsport, gastronomi, kunst og kultur og selvfølgelig EU.

Det giver nogle pudsige historier om hans ture rundt i landet, hvor han blandt andet stifter bekendtskab med sportsgrenen hanesang! Men også hans jagt på den ultimative trappistøl, som er de specielle - og meget stærke - øl, der den dag i dag kun brygges af munke i deres klostre.

Han undersøger landets store klenodier - Manneken Pis (den lille tissende dreng) og Atomium; og tager på musikfestival med sine to teenagebørn.

Det kommer der nogle pudsige historier ud af; men personligt synes jeg, at han kommer helt udenom nationalsjælen og undgår de emner, der netop definerer Belgien. Nemlig diversiteten - og styrken i at have de to kulturer; som det belgiske nationalmotto siger L'union fait la force! 

Han kommer slet ikke ind på den enorme kulturskat, der er i form af byer som Gent, Antwerpen, Namur og selvfølgelig Bruges - som stammer fra storhedstiden under spansk herredømme.

Det er interessant, hvis man overvejer at bosætte sig i Belgien; allerede bor der - eller som jeg har boet der i mange år. Måske primært de sidste to tilfælde, fordi man dog trods alt er i stand til at se, at der er så meget mere end de anekdoter han kommer med her. Let og underholdende læsning og nogle vil måske kunne finde nytte i hans skemaer over belgiske øl i slutningen - efter sigende er der mere end 500 slags, hvilket jeg sagtens kan tro på.

No comments: