The Africa House - Christina Lamb

• Engelsk
• 18.-24. marts
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Et indkøb til min sidste tur til Afrika - selvom jeg var i Kenya, og ikke Zambia; men den blev ikke læst under ferien. Så kunne jeg i stedet forestille mig, at solen varmede lidt længere, da jeg læste den hjemme med en god vinterforkølelse.

Ligesom mig var bogens hovedperson nemlig heller ikke glad for de nordlige vintre!

Forfatteren er Christina Lamb, som er journalist og særdeles vidende indenfor sit felt med især fokus på Mellemøsten. Faktisk opdagede jeg ret hurtigt, at hun også står bag om den noget så populære bog om den pakistanske pige Malala, som jeg faktisk ikke var særligt begejstret for. Jeg synes den journalistiske del var god - omend meget teknisk - men ikke helheden. Måske egner hun sig ikke til at være ghostwriter - men som biograf for en afdød person er hun eminent. 

Lamb faldt ved et tilfælde over Stewart Gore-Browns barnebarn på en bar i Lusaka; og han tog hende med til Shiwa Ngandu, som The Africa House også hed. Efter at have set det imponerende hus fik hun lov til at tilbringe mere end et år på at gennemgå samtlige papirer og dagbøger, som ejeren efterlod.

Det er en fascinerende livshistorie om en mand, der allerede ret ung besluttede sig for, at han ikke orkede det engelske aristokratiske liv. På den anden side havde han heller ikke råd til den levestandard, som han satte så stor pris på - han var lidt af en snob, men med en middelmådig karriere i hæren var der ikke udsigt til nogen formue.

Han led også af ulykkelig kærlighed; hans store ungdomskærlighed, Lorna, havde giftet sig med en anden og han var også forelsket i sin tante, Ethel Locke King, som var næsten tyve åt ældre end ham. Hun var gift, men han blev parrets kæledægge og det var stort set deres fortjeneste, at han kunne slå sig ned i Afrika.

I 1914 fandt han så stedet i det, der dengang hed Nordrhodesia; men krigen var netop brudt ud og han rejste retur til England for at melde sig under fanerne. Efter skyttegravene i Frankrig og med et noget sortere livssyn i bagagen tog han endelig tilbage og begyndte sit eventyr. Planen var et selvforsynende minisamfund ude midt på savannen. Han havde dog intet begreb om landbrug, og allierede sig med to partnere, som dog ikke var de verdensmænd han normalt omgav sig med.

Gore-Brown holdt på, at Union Jack skulle hejses hver morgen til en mønstring. Han var ikke bange for at slå de indfødte, som skræmte kaldte ham for Chipembele for hans berygtede temperament. Efter dagens dont fik han sin cocktail, og satte sig til bords når gongen lød - og forventede en gourmetmiddag med fine importerede vine. 

Det lyder jo som den ultimative kolonialist - men han var netop alt andet! Han gik i forfronten for at forsvare de indfødte i deres kamp for selvstændighed. Han mente, at det skulle være under ansvar - men som årene gik, blev han mere og mere liberal. Han vakte gru blandt sine landsfæller ved at køre rundt med sine ansatte og endog spise på restaurant sammen med dem. Han gik ind i politik, og var med til at finde talenter blandt de unge lokale - blandt andet en hvis Kenneth Kaunda, som endte med at blive den første præsident i det frie Zambia.

Han holdt stædigt fast i sin fantasi om Shiwa og dets mikrosamfund; han giftede sig som 44-årig med den meget yngre Lorna, som var datter af hans ungdomskærlighed. Det kunne man nok sige sig selv ikke var en god idé - der var aldersforskellen, og ikke mindst det lidt morbide i det. Og den unge Lorna viste sig jo at være alt for ung til at finde det morsomt at leve isoleret midt på savannen. De fik dog to døtre - og Gore-Brown var selvfølgelig skuffet over, at der ingen sønner kom. Han var en pudsig blanding af total reaktionær og visionær må man sige. De blev da også skilt, og han forblev alene de sidste femogtyve år af sit liv - Afrika betød mere for ham!

Og hele livet håbede han på, at tanten ville komme ned og bo hos ham! Han håbede også på at kunne leve af sin farm; men det skete heller aldrig i de knap 50 år han nåede at bo der. Han nåede dog at blive et samlingspunkt i landet; et symbol på kampen for frihed og et fadersymbol for mange.

Han døde som 84-årig i 1967, og fik som den eneste hvide i landets historie både en statsbegravelse men også en ceremoniel stammechefsbegravelse.

Christina Lamb har skrevet biografen så den til tider minder om en roman; i den forstand, at det ikke er tør opremsning af fakta. Hun krydrer historien med uddrag af hans breve og dagbogsnotater, hvor man virkelig ser hvilken person han var. Det er en enestående historie om et sammensat menneske; lige så entuasistisk og elskelig han kunne være om plantagen eller tanten - lige så stædig og uempatisk kunne han være når det gjaldt konen eller en genstridig medarbejder.

Stedet er heldigvis blevet reddet af hans barnebarn - ENDELIG EN SØN!!! - og drives nu som landbrug med lidt hotel. Man kan se huset på Google Earth - og der forstår man virkelig, hvor isoleret det er - selv i dag! Og der kom han i 1914, kiggede ud over dalen, og forelskede sig i stedet! Man kan godt forstå de mennesker, der dengang rejste ned for at udleve deres drømme - som Blixen; man kan også forstå, hvor hårdt det var og hvor (for) lidt de sikkert vidste om det... men Gore-Brown viste sig at være et helt igennem sympatisk og spændende menneske, som gjorde det lige så meget for at bedre verden som for at leve sit eget komfortable liv.