Saturday, March 16, 2019

Omkring Martin - Ann Carina Schødt

























  • ANMELDEREKSEMPLAR
  • Dansk
  • 15. marts
  • 198 sider

I efteråret læste jeg den første roman i den planlagte trilogi om Martin og hans familie; venligst foræret af forfatteren selv. Derfor sagde jeg heller ikke nej til at læse anden del, som skal udkomme om nogle få dage.

Et af mine 'klagepunkter' efter den første roman var længden; forløbet er relativt kort og jeg manglede at komme nok i dybden med personerne. Derfor opfattede jeg slutningen som en cliffhanger, som skulle føres videre i anden del.

Stor er derfor min overraskelse, da vi starter flere år frem i tiden - i 2014, hvor landet plages af problemerne med skolereformen og Martins to døtre nu er blevet pre-teens med dertil hørende problemer med selvopfattelse og selvtillid. Men hvis vi er i 2014 er de to piger ni og tolv år (da vi er sprunget fire år frem i tiden), og det kan jeg altså dårligt få til at harmonere med Kathrines begyndende menstruation - men det er muligvis mig, der ikke er med på den fysiske udvikling hos teenagepiger?

Den første roman hed måske meget passende "Fra et hjørne af Martin", fordi vi kom med ham tilbage til den del af hans sind, hvor en ungdomsflirt stadig gemte sig. Bogen var opdelt i tidsbilleder skiftende fra nutidens familiære problemer til ungdomsforelskelsen.

På samme måde giver det selvfølgelig mening, at anden del hedder "Omkring Martin" - da bogen nu er opdelt i kapitler, som fortæller historien fra de forskellige vinkler - Martin, konen Fay og døtrene Amanda og Kathrine. Men det betyder jo samtidig, at der ingen forbindelse er til historien fra første bind.

Martin er muligvis mere velbegavet end gennemsnittet; men han er også en svækling - i mine øjne.
Han konfronterer ikke sine indre og ydre dæmoner mere nu end han gjorde i første bind. Hans samarbejdspartner gennem mange år bliver pludselig sygemeldt, og Martin finder først til sidst ud af, hvor alvorligt det var - da er 'vennen' død. For man kan jo undre sig over, hvilke personlige relationer han kan få til at fungere, hvis han ikke er tættere på en, han har kendt i så mange år?

Jeg bliver ikke fascineret af nogle af personerne her; og det skyldes desværre igen, at det er for kort.
Jeg forventede absolut en kobling til første del og i stedet fik jeg en nærmest isoleret kort historie et andet tid og sted både fysisk og psykisk i et menneskes liv. 
Jeg forstår ganske enkelt ikke trilogien, hvis man ikke sørger for en vis rød tråd igennem det hele - og den fandt jeg ikke. Tværtimod savner jeg en lukning på første del - og en total mangel på empati for Martin, som jeg finder så svag, at han bliver usympatisk som protagonist. Desværre. 

No comments: