Sunday, November 1, 2009

A Fine Balance - Rohinton Mistry


I en af de anmeldelser jeg læste om bogen, stod der: "Read this only if you have roboust emotional and mental heatlh." Jeg kunne ikke være mere enig; selvom den har vundet priser, og anmeldelserne er fantastiske - så er det en af de mest deprimerende grusomme bøger, jeg nogensinde har læst. I en sådan grad, at jeg til tider lagde den fra mig, fordi jeg tænkte, at nu var grænsen nået. Men det er samtidig en bog, jeg ikke fortryder at have læst efter, at den har stået i tolv år i reolen.

Det er en meget lang bog, hvor der til tider måske ikke sker særlig meget - men det er i de stille beskrivelser, at al gruen går op for én. En afsløring af, hvordan livet er i den nederste kaste i Indien under Indira Gandhí's styre i 1970'erne.
Bogen fortæller fire personers liv - den midaldrende Dina Dilal; hun giftede sig som ung imod familiens ønske med en fattigere person, og blot tre år efter bliver han slået ihjel i en af de utallige trafikulykker, der sker i byen hver dag. Efterfølgende kæmper hun en hård kamp for ikke at gifte sig igen og overleve selv. Hun bliver boende i den lille lejlighed og forsørger sig som syerske - indtil hendes øjne giver op, og hun indser, at hun må finde andre indtægtsmuligheder.
Den unge Maneck, som er datter af Dina's gamle skolekammerat, skal studere i byen og mangler et sted at bo. Han skal derfor leje et værelse hos Dina - hendes eget værelse, og hun rykker ind i et lille hummer. Han kommer fra landet, et beskyttet liv i en rigere familie; men er i konflikt med sin far, som ikke vil indse, at tiderne ændrer sig.
For at få det hele til at hænge sammen, ansætter Dina to skræddere, som skal arbejde hjemme i hendes lejlighed. Så tjener hun lidt kommission på deres arbejde, og derved ender de fire forskellige mennesker sammen. Ishvar og hans nevø Omprakesh kommer fra den laveste kaste, og er flygtet til byen efter, at hele deres familie er blevet udslettet, da de forsøgte sig med et andet erhverv, end det deres kaste var forudbestemt til. De er de laveste på rangstigen, og Dina er mistroisk og forventer det værste fra dem. De hutler sig igennem en ulidelig tilværelse på gaden eller i slummen; men regeringen raserer deres usle bolig, sender dem i arbejdslejr, tvangssteriliserer dem... der er faktisk ingen ende på deres ulykker.
Men langsomt åbner Dina med Maneck's hjælp op for at hjælpe dem. Hun oplever endelig at leve i en familie; og de fire lever en nogenlunde rolig tilværelse. Men den bliver hele tiden afbrudt af de tragiske skæbner, der krydser deres veje - byens tiggere og deres ejere; halvskøre individer, som landet rummer millioner af efter, at de har mistet alt og dagligt kæmper for at få bare et måltid mad.
Der er nogle frygtelige beskrivelser af Gandhi's regerings metoder, som rystede mig. Det er en periode jeg er for ung til at have oplevet - men kønt har det ikke været. De to skræddere bliver gang på gang ydmyget og sendt tilbage til startpunktet - eller længere tilbage endda. Men de bibeholder alligevel en overlevelsestrang og optimisme, som Maneck ikke kan beholde. Hans filosofi og bogens morale er, at uanset hvad du gør for at komme frem i verden, så vil højere magter ødelægge det for dig.
Det er barske ord, men nok sande, hvis man fødes ind i et kastesystem, hvor hver især skal kende sin plads - og godt hjulpet på vej af en korrupt regering, som ingen midler skyr. Derfor er det ikke en lykkelig bog - der er en alt andet en lykkelig slutning. Men det er en bog, som mærker en med sin barskhed.
-----------------------------------------------------------------------
J'ai presque pensé à un moment que je n'arriverai pas à terminer cette odyssée plus que terrible. Comme disait une critique que je lisais - "il faut uniquement le lire si vous avez une bonne santé mentale". Très vrai puisqu'il y a des passages où on se dit qu'on a réellement touché le fond des toutes les cruautés dont est capable l'être humain.
C'est un roman très lent et très long; mais là est aussi sa force - dans le temps qu'il met à décrire toutes les horreurs qui arrivent aux personnages. Ce fût pour moi une révélation de la vie des intouchables dans l'Inde des années 70 sous le régime d'Indira Gandhi.
Le livre suit quatre personnes - Dina; une femme dans sa quarantaine qui s'est mariée jeune contre la volonté de son frère avec un homme moins riche. Il meurt après trois ans dans un accident banal comme il y en a chaque jour des milliers dans ce pays. Dina refuse de se remarier et essaie de survivre seule en travaillant comme couturière. Mais en vieillissant ces yeux lui lachent et elle doit trouver d'autres sources de revenu.
Le jeune Maneck qui est le fils d'une de ses camarades d'école doit venir dans la ville pour étudier. Il ne s'entend plus avec son père qui refuse de voir que la société change et que les moeurs aussi. Il vient des montagnes et d'une famille plus aisée et la rencontre avec la ville et sa misère est un choc pour lui.
Mais pour vraiment s'en sortir Dina est obligée d'engager deux tailleurs qui travailleront de son appartement. Elle gagnera ainsi une petite commission sur leur travail, et c'est cet hasard qui fait que quatre personnes si différentes se retrouvent dans un même destin. Ishvar et son neveu Omprakesh vient de la caste des intouchables; seulement ils ont essayé de changer de métier et comme punition toute leur famille a été tuéée. Ils partent vers la ville où il y a déjà des millions d'autres pauvres et la richesse ne vient pas facilement comme ils le pensaient. Dina les voit au début comme des tricheurs, menteurs; elle les méprise même si elle ne vient pas d'un milieu riche.
La vie d'Ishvar et Om est une succession de malheurs - le gouvernement rase leur bidonville; on les envoie dans un camp de travail forcé et on les opère de force pour éviter qu'ils aient des enfants. Mélangé à leur vie ils rencontrent un tas de personnages - des mendiants et leurs propriétaires; des fous comme il y en a aussi beaucoup dans une société où personne ne peut survivre dignement.
Peu à peu leur relation avec Dina et Maneck changent et ils vivent comme une petite famille; Dina savoure ce bonheur et devient plus calme et posée. Mais evidemment cela ne durera pas et la fin est tragique. Personne ne sort vraiment indemne des ces années de régime horrible de Gandhi. Cette partie-là m'a surprise - étant trop jeune pour l'avoir veçu, j'ai été choquée par les descriptions.
Le morale de l'histoire est que même si tu essaies de t'en sortir et avancer dans la vie, tu ne connaitras jamais le bonheur. Tout ce que tu as sera toujours brisé. Ce n'est pas optimiste, mais on peut peut-être comprendre dans un pays où la plupart vivaient presque sans vivre. Les deux tailleurs sont les seuls - même mutilés physiquement - à garder un soupçon d'optimisme alors que pour Dina et Maneck cette année veçus ensemble les détruisent. La fin est horrible - tout comme une grande partie du livre, mais ce n'est pas pour autant qu'il ne faut pas le lire!

6 comments:

Dorte H said...

Grusom og deprimerende? Så skal den vist ikke lige på min læsediæt i øjeblikket. Jeg synes, efteråret kan være grusomt og deprimerende nok i sig selv.

Louise said...

Jeg har fået denne anbefalet rigtig mange gange, men er aldrig kommet i gang med den. Grusom og deprimerende er ellers lige mig litterært set (en gang imellem).

Rigtig god anmeldelse, der dog har gjort, at jeg føler mig sådan lidt splittet mellem om jeg skal se at få den læst eller om godt kan lade den stå på hylden i nogen tid endnu.

Nille said...

Dorte,

Den er i hvert fald ikke underholdende - den er meget barsk uden at være blodig. Det er bare dyb human tragedie hele vejen igennem.

Men den er absolut ikke dårlig! Man skal nok bare være forberedt på læsningen. Jeg har ventet i lang tid på at læse den, fordi jeg vidste, at det ville være en sej omgang rent følelsesmæssigt.

Nille said...

Louise,

Den er på den berømte 1.001-liste (ikke, at det alene borger for kvalitet) - men ikke uden grund. Det er en meget sandfærdig beskrivelse, tror jeg - og den rammer virkelig dybt. På en helt anden måde end Poisonwood - der er ikke meget humor; til gengæld er personbeskrivelserne fantastiske.

Den er dog meget lang - og til tider sker der måske ikke det store, og han forsvinder lidt ud af sidespor for at portrættere andre personer.

Men jeg var fanget til det sidste.

Carsten said...

Det er også en af de bøger jeg har haft på min "to read"-liste i evigheder, men som jeg bare, af en eller anden grund, aldrig er kommet igang med. Men læses, det skal den. På et eller andet tidspunkt.

God anmeldelse!

Nille said...

Carsten,

Jeg kan absolut anbefale den, selvom den på mange områder er speciel og ikke just opmuntrende.

Men det er en meget stærk bog. Jeg har aldrig rejst i Indien, men havde fornemmelsen af at kunne se scenarierne for mig.

Men start ikke på den en trist vinteraften ;-)