En hårfin balance - Rohinton Mistry

• Engelsk
• 752 sider
• 25. oktober - 1. november
• Originaltitel: A Fine Balance

I en af de anmeldelser jeg læste om bogen, stod der: "Read this only if you have roboust emotional and mental heatlh." Jeg kunne ikke være mere enig; selvom den har vundet priser, og anmeldelserne er fantastiske - så er det en af de mest deprimerende grusomme bøger, jeg nogensinde har læst. I en sådan grad, at jeg til tider lagde den fra mig, fordi jeg tænkte, at nu var grænsen nået. Men det er samtidig en bog, jeg ikke fortryder at have læst efter, at den har stået i tolv år i reolen.

Det er en meget lang bog, hvor der til tider måske ikke sker særlig meget - men det er i de stille beskrivelser, at al gruen går op for én. En afsløring af, hvordan livet er i den nederste kaste i Indien under Indira Gandhí's styre i 1970'erne.

Bogen fortæller fire personers liv - den midaldrende Dina Dilal; hun giftede sig som ung imod familiens ønske med en fattigere person, og blot tre år efter bliver han slået ihjel i en af de utallige trafikulykker, der sker i byen hver dag. Efterfølgende kæmper hun en hård kamp for ikke at gifte sig igen og overleve selv. Hun bliver boende i den lille lejlighed og forsørger sig som syerske - indtil hendes øjne giver op, og hun indser, at hun må finde andre indtægtsmuligheder.

Den unge Maneck, som er datter af Dina's gamle skolekammerat, skal studere i byen og mangler et sted at bo. Han skal derfor leje et værelse hos Dina - hendes eget værelse, og hun rykker ind i et lille hummer. Han kommer fra landet, et beskyttet liv i en rigere familie; men er i konflikt med sin far, som ikke vil indse, at tiderne ændrer sig.

For at få det hele til at hænge sammen, ansætter Dina to skræddere, som skal arbejde hjemme i hendes lejlighed. Så tjener hun lidt kommission på deres arbejde, og derved ender de fire forskellige mennesker sammen. Ishvar og hans nevø Omprakesh kommer fra den laveste kaste, og er flygtet til byen efter, at hele deres familie er blevet udslettet, da de forsøgte sig med et andet erhverv, end det deres kaste var forudbestemt til. De er de laveste på rangstigen, og Dina er mistroisk og forventer det værste fra dem. De hutler sig igennem en ulidelig tilværelse på gaden eller i slummen; men regeringen raserer deres usle bolig, sender dem i arbejdslejr, tvangssteriliserer dem... der er faktisk ingen ende på deres ulykker.

Men langsomt åbner Dina med Maneck's hjælp op for at hjælpe dem. Hun oplever endelig at leve i en familie; og de fire lever en nogenlunde rolig tilværelse. Men den bliver hele tiden afbrudt af de tragiske skæbner, der krydser deres veje - byens tiggere og deres ejere; halvskøre individer, som landet rummer millioner af efter, at de har mistet alt og dagligt kæmper for at få bare et måltid mad.

Der er nogle frygtelige beskrivelser af Gandhi's regerings metoder, som rystede mig. Det er en periode jeg er for ung til at have oplevet - men kønt har det ikke været. De to skræddere bliver gang på gang ydmyget og sendt tilbage til startpunktet - eller længere tilbage endda. Men de bibeholder alligevel en overlevelsestrang og optimisme, som Maneck ikke kan beholde. Hans filosofi og bogens morale er, at uanset hvad du gør for at komme frem i verden, så vil højere magter ødelægge det for dig.

Det er barske ord, men nok sande, hvis man fødes ind i et kastesystem, hvor hver især skal kende sin plads - og godt hjulpet på vej af en korrupt regering, som ingen midler skyr. Derfor er det ikke en lykkelig bog - der er en alt andet en lykkelig slutning. Men det er en bog, som mærker en med sin barskhed.