- English
- November 4-6
- 340 pages
- Dansk titel: Ikke oversat (?)
- Titre français: La preuve par le sang
Jeg fik denne foræret forleden dag i den engelske boghandel - og det siger man jo ikke nej til! Desuden trængte jeg til en anden genre efter de seneste læsninger; og en god krimi er aldrig af vejen - selvom det ikke er det domæne, jeg gør mest i.
Kellerman's krimier har Alex Delaware som hovedperson - psykiater, som ikke arbejder på fuld tid længere; men lever af nogle penge/investeringer, som vi ikke rigtig får meget kendskab til. Han er 35 år og bor i Los Angeles, hvor han ind i mellem hjælper til i retssager, hvor der skal foretages psykiatriske bedømmelser.
Denne krimi er den anden i serien, men den er fra 1986 - man skal pludselig forholde sig til en verden uden mobiltelefoner og beskrivelserne af deres tøj kan godt få et nostalgisk grin frem - for indrømmet: Det var ikke den mest æstetiske periode i verdenshistorien!
Hovedsagen i denne krimi handler om den lille Woody på 5 år, som ligger på hospitalet med en alvorlig kræftsygdom. Hans familie består af den 19-årige søster, Nona, og nogle ældre forældre. En dag er Woody forsvundet fra hospitalet; det motelværelse familien boede på er raseret og inden længe finder man forældrene myrdet. Men drengen og teenagepigen er væk.
Alex tager kontakt til en ven indenfor politiet, Milo - han er bøsse, og igen fornemmer man, at dette var i en tid, hvor AIDS var en nyopfindelse. De arbejder uofficielt som et team, og historien hænger faktisk glimrende sammen - der er overraskelser og ikke for meget vold (som jeg hurtigt bliver lidt træt af). Det spiller mere på det psykologiske plan, og handlingen går i et passende tempo.
Ud fra de anmeldelser jeg kan finde, skulle nogle af de senere bøger være bedre - der er 24 i serien om Delaware; dog er de senere knap så roste. Uden at ville opsøge dem, så ville det være passende underholdning til en flytur - hvis man falder over dem til en god pris.
----------------------------------------------------------------------
Je ne refuse pas un livre gratuit - donc quand on m'a proposé celui-ci dans la librairie en faisant d'autres achats je me suis dit qu'il ferait un bon break après les livres un peu lourds et assez noirs que j'ai lu dernièrement.
Kellerman est pédiatre et psychiatre devenu auteur de polars, et celui-ci est le 2ème dans une série de 24 sur le psychiatre Alex Delaware. Il date de 1986 - et on le ressent par moments; il n'y a pas de GSM, le SIDA vient d'apparaitre et leurs vêtements sont fabuleusement kitsch. Ca a un côté amusant puisque on oublie parfois que tout se passe il y a si longtemps.
Delaware vit à L.A. - il ne travaille plus tellement; il vit de ses rentes - à 35 ans. Parfois il aide des amis dans de procès où il faut une diagnose psychologique. Le livre commence avec une telle histoire où il se voit vite melé à un père fou divorcé de sa femme. Mais l'histoire principale est une autre - l'histoire du petit Woody de cinq ans atteint d'un cancer.
Il est hospitalisé mais la soeur et les parents n'aiment le voir isolé à l'hopitâl. Un jour il disparait et la chambre d'hôtel où logeaient la famille est ravagée. Très vite on découvre les corps de parents tués - mais les enfants ont disparus. Delaware commence sa propre petite enquête aidé par son ami flic, Milo, homosexuel et un peu la caricature des années 1980.
L'histoire avance bien avec un rythme soutenu - ni trop long ni trop court; il y a des portraits de personnes bien cernés pour un polar et ce n'est pas du tout mauvais. De là à aller acheter les 23 autres... je ne pense pas. Mais à lire pendant un vol ou sur la plage, c'est tout à fait le genre. Et absolument ce qu'il me fallait pour rompre un peu le fil noir...
2 comments:
Jeg har læst et par af Kellermans Alex Delaware krimier, men ikke sådan at de virkelig har bidt sig fast, og at jeg bagefter følte, at jeg var nødt til at læse dem alle sammen. I lang tid blandede jeg dem også sammen med en anden serie, hvor hovedpersonen også hedder Alex og er psykiater - nemlig den helt og aldeles dårlige serie af James Patterson med Alex Cross i hovedrollen.
Anyway, jeg er helt enig med dig i, at bøger, der endnu ikke er så gamle, at de er "klassikere" (sat i gåseøjne fordi jeg ikke mener det bogstaveligt) som fx Agatha Christie, nogle gange kan virke totalt antikverede på grund af manglen på internet og mobiltelefoner, der ofte ville spare hovedpersonen for mangt og meget. Det har ikke altid nogen betydning for bogens kvalitet, men det kan netop virke lidt pudsigt at læse om.
Louise,
Jeg havde nok aldrig selv købt - alene på grund af omslaget, må jeg nok indrømme. Lidt for fremtidsagtigt - og det passede jo egentlig ikke rigtig med handlingen. Det gør titlen i øvrigt heller ikke!
Jeg vil ikke opsøge dem - men hvis de vil give mig flere gratis bøger, så er det glimrende underholdning - og meget letlæst.
Som du siger, så falder det i en kategori, hvor man anser det for at være nutidigt - men alligevel kan man se, hvilke "hæmninger" der er i forhold til en krimi af i dag. Men det var egentlig lidt sjovt på en skøn kitsch måde!
Post a Comment