Safirbogen - Gilbert Sinoué

• Fransk
• 16.-22. januar
• 672 sider
• Originaltitel: Le livre de saphir

Sinoué er født i Egypten, og det er også scenen for den mini-serie, jeg læste i 2017. Han har skrevet et utal af romaner, selvom han først debuterede som 40-årig. De har ofte mellemøstlige eller religiøse omdrejningspunkter - men personligt var jeg mere begejstret for hans historie om van Eyck. Jeg er dog også ret interesseret i netop spansk historie i det 15. århundrede - en skelsættende tid, hvor kristne kæmpede for at genvinde deres land, og samtidig ekskludere muslimer og jøder. Enhver, der har besøgt fx Grenada eller Sevilla ved dog, hvor stor maurisk indflydelse stadig har på arkitekturen - og mange af de smukkeste kunstskatte i form af bygninger stammer fra netop den tid.

Det første jeg kan konkludere er, at Dan Brown langt fra var den første i sin genre! Da han udgav Engle og dæmoner i 2000, som var den første Langdon-roman, havde Sinoué allerede udgivet sin roman om jagten på et mystisk - og potentielt farligt - religiøst symbol.

Som sagt er vi i Spanien i 1487; en af dronning Isabellas hofdamer/veninder overværer en autodafé, hvor en gruppe jøder brændes for deres tro, som den Spanske Inkvisition havde sat sig for at udrydde.

En af de dømte fanger hendes opmærksomhed ved sin stoiske ro foran flammerne; og netop denne mand, Aben Baruel, viser sig at være kernen i intrigen.

Han har efterladt et manuskript, som skal føre til en safirtavle, som kan lyse sig selv op - og som er overleveret af Gud selv til Adam og derfra videre ned gennem generationer og generationer. Aben Baruel har gemt tavlen et sikkert sted, og de otte 'paladser', som han kalder sine kodede beskeder skal lede til tavlen. Problemet er blot, at beskederne ikke er komplette - og for at få stykket det sammen til hele sætninger skal en gruppe mænd finde hinanden. Det er en rabbiner, en munk og en muslimsk lærd - og beskederne selv er et skønt sammensurium af Biblen, Toraen og Koranen.

Undervejs får de følge af den unge kvinde, som dronningen sender ud for at spionere - hvis beskeden nu viser sig at være en bekræftelse af en verdensreligion frem for en anden (og denne ikke er kristendommen), så ser det skidt ud for Spanien, Inkvisitionen og monarken. Det bliver en rejse gennem Spanien på kryds og tværs - men mest fylder dog afkodningen af beskederne.

Jeg fik til sidst en fornemmelse af, at Sinoué var ude i et forsøg på at sammenligne de tre monoteistiske verdensreligioner for sig selv - og derfor satte det hele ind i den ramme, som historien giver ham. For der er jo utallige ligheder mellem judaismen, kristendommen og islam - der er også forskelle; men nogle gange ligger islam og kristendommen tættere på hinanden - og andre gange er det fx judaismen og islam, der er tættere.

Tag eksemplet med Jesus! I islam og kristendommen - der er Jesus født af jomfru Maria, og han er en profet. Han er dog ikke Guds søn i islam. Men i judaismen er han ikke en profet.

På den anden side har vi syndefaldet, som kun findes i kristendommen; og både jøder og kristne fastholder Jesu korsfæstelse. Det var nogle af disse sammenfald og forskelle, der slog mig mest, da jeg besøgte Jerusalem, som om noget personificerer den konflikt, der har raseret i århundreder.

Sinoué benytter derfor utallige skriftsteder og citater til at understøtte sin historie. Det gør det tungt, hvis man ikke har et vist kendskab til teologi og symboler. Der tog Dan Brown jo den nemme udgave, og udpenslede det så selv en 2-årig kunne forstå det. Det var heller ikke en succes - i mine øjne! Men Sinoué går for meget i den anden grøft, og på bekostning af dybde i persongalleriet.

Men som hos Dan Brown ender det hele jo med en politisk korrekt symbolsk hændelse, som betyder, at ingen føler sig stødt og alle kan sove roligt. Lige så fascineret jeg var i begyndelsen - lige så træt var jeg mod slutningen, da gejsten var gået af mig - og Sinoué.