- Fransk
- 24.-25. januar
- 160 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Eric-Emmanuel Schmitt skuffer som regel ikke. Som regel! For hans sidste bog om hans spirituelle vækkelse i ørkenen som knap 30-årig kedede mig lidt. Han har sikkert udgivet flere siden; han er jo en produktiv herre - men denne er den første i to år, jeg har læst.
Det er en såkaldt (populær) samtalebog mellem forfatteren og en journalist. Dog har jeg en fornemmelse af, at Schmitt virkelig styrer dialogen og ikke udleverer noget, han ikke vil. Han er kendt for at være et yderst privat menneske; og det er han jo i sin fulde ret til at være - al respekt for det i en tid, hvor alt skal udpensles i medier. Men dilemmaet er måske blot at acceptere en udfordring som denne så?
Der bruges en del tid på at diskutere hans tidlige barndom; hans forhold til musik - og igen den umindelige nat i ørkenen. Men vi kommer aldrig ind bag facaden - ind til mennesket!
Han berører selv sit privatliv perifært to enkelte steder; det ene ved omtalen af D. - en kvinde, han elskede, som døde ung. Den anden gang er hans manglende faderskab - men uden at vi kommer længere. Her savner jeg lidt mere styring af "historien" fra journalistens side; enten udelade de halve historier eller finde en måde at fortælle dem på, som respekterer mandens behov for diskretion. Det kan jo gøres uden saftige detaljer og name dropping.
Det var en ganske OK lille bog; men desværre er de senere af hans bøger ikke så overbevisende for mig, som de plejede at være. Han rammer ikke længere plet hver eneste gang.
No comments:
Post a Comment