Le silence des esprits - Wilfried N'Sondé

• Fransk
• 14.-15. januar
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu et køb fra nytårsferien; og ikke just en nyudgivelse - men afrikansk litteratur kan man aldrig få nok af! Eller kan man? For da jeg fik kigget nærmere på den vel hjemme i København, kom jeg i tanke om, at jeg jo tidligere har læst en roman af N'Sondé. Det var tilbage i foråret 2015, og jeg var faktisk ikke begejstret for den. Men denne er en langt tidligere udgivelse fra 2010; og jeg var allerede lidt i gang, da det gik op for mig.

Netop det jeg bebrejdede N'Sondés senere bog har han undgået i denne. Her holder han sig til noget, der står hans kultur og weltschmwerz nærmere - nemlig vilkårene for unge indvandrere efter borgerkrigenes rædsler i Afrika.

Clovis - fantastisk navn i øvrigt - fødes som tvilling i en landsby i Congo; søsteren Marcelline er smuk og lys i huden, mens Clovis er meget mørk og decideret grim (hans egne ord). Moderen dør under fødslen, og de to små bliver plejet af bedstemoderen. De har kun hinanden, og hver nat ligger de tæt sammen. En morgen har de sovet for længe, og bedstemoderen anklager Clovis for at være en seksuel djævel og deslige - og for at undgå lynchning må han flygte fra landsbyen.

Marcelline bliver tilbage, og kommer i skole. Hun er velbegavet og vil studere. Men så kommer borgerkrigen. De har ingen kontakt længere, og nu er de på hver sin side. Clovis som selvbestaltet krigsherre, der plyndrer og slår ihjel - og Marcelline som voldtægtsoffer.

Senere ender de begge i Frankrig; igen på hver sin side. Clovis på gadens bænke og Marcelline finder er arbejde, men bliver udnyttet af en mand, og opsøger et asylcenter for at blive sendt hjem. Her falder hun i hænderne på en hvid mand, som blændes af hende, og udnytter sin magt til at bruge hende seksuelt mod en opholdstilladelse.

Alt dette hører vi i brudstykker, da Clovis fortæller historien til Christelle over de to døgn, de kender hinanden og som udgør fortællingens fysiske ramme.

De to mødes i et tog; Christelle er lidt bulet af livet og mænds svigt, og noget ældre end Clovis. Men da hun ser hans angst, tager hun ham med hjem til sin lejlighed. De taler og er fysisk tætte; han fortæller sin historie, og de elsker. De ser måske begge en lille smule lys for enden af en håbløs tunnel. Og den tredje morgen går Clovis glad til bageren for at hente morgenmad, da han stoppes af en politikontrol.

Uden papirer vil han blive sendt til en flygtningelejr - eller hjem. Det får vi ikke at vide. Christelle gør heller ikke. Hun kan blot sidde og tro, at hun igen er blevet udnyttet af en mand, og se sine desillusioner vokse. Marcelline får heller aldrig at vide, at hendes tvillingebror er i samme by som hende. Alt bliver brat afsluttet i et sekund på et fortov foran en bager.

Det er utroligt poetisk - og intenst. Det refererer til de afrikanske ånder, som især Marcelline mener styrer verdens gang. Det er jo trist. For alle parter. Dem, der bliver udnyttet og dem, der har udnyttet - som Clovis. Og i sidste ende er de alle tabere, og bliver udnyttet af systemet og livet og skæbnen.