Rainbow pour Rimbauid - Jean Teulé

• Fransk
• 23. januar
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har et anstrengt forhold til Jean Teulé; det er der vist ingen tvivl om. Han brillerede med sin roman om selvmordsshoppen - men det er mere end ti år siden, at jeg læste den. Historien om Ludvigs XIV's elskerinde var også underholdende... det er ti år siden.

Så kom der en lang række fejlslagne parodier på humor og sarkasme; men hans lille bog (de er i øvrigt altid meget korte) om Verlaine var til gengæld virkelig god. Ikke mindst fordi jeg virkelig nyder at læse Verlaines digte. 

Og har man sagt Verlaine, så må man også sige Rimbaud! Forsiden i sig selv er jo eminent - og ordspillet på fransk mellem Rainbow og Rimbaud er morsomt; det lyder ret ens på fransk - og regnbuen er jo skøn til Rimbaud, som var datidens drama queen over alle, som White også beskrev det i sin biografi.

Teulé tager også dog med til Paris i nutiden, hvor en 36-årig mand bor hjemme hos sine forældre og hver dag besøger Rimbauds grav. Rimbaud er hans store idol; og Robert er ærligt talt lidt mentalt ude af balance. Han bor i sit klædeskab - men da faderen en dag smadrer det til pindebrænde får han nok, og tager til Paris. Her møder han Isabelle, som han "mødte" over telefonen, da han skulle bruge togtider. De to tager ud i verden - for Robert vil besøge de steder Rimbaud levede.

Det er fuldstændig usammenhængende galskab hele vejen igennem. Deres forhold er som to galninge, der mødes - og undervejs møder vi et antal fuldstændig overflødige bipersoner, hvis historie vi også skal have serveret. Mod slutningen kulminerer det i et crescendo af galimatias og historierne flyder totalt sammen - Isabelles hvidtjørn på balkonen, som slår alt planteliv i Paris ihjel; forældrene, som nu vil have et nyt barn i stedet for den mislykkede Robert - og Isabelle og Robert, som driver rundt på Cap Vert, hvor Robert tilstræber at dø som Rimbaud.

Nej! Det fungerer ikke. På ingen mulige måder desværre. 

Titlen er genial; indholder skuffer! Men jeg lærte dog én interessant ting - i Cairo er der en kirkegård, som nu er beboet. I mausoleer og mellem gravsten og knogler bor der op mod en halv million mennesker. Det er en form for Kowloon - men på en helt anden skala. Jeg fandt billeder på nettet, hvor man ser, hvordan familier bor med vasketøjet h╣ngende over gravsten - det er fascinerende på en meget mærkelig måde. Så om ikke andet lærte jeg det.