L'adieu à la femme rouge - Vénus Khoury-Ghata

• Fransk
• 7.-8. januar
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hver gang jeg ser Vénus Khoury-Ghatas navn kommer jeg uvilkårligt til at tænke på Boutros-Ghali; fjollet, ja - men der er noget i sammensætningen, der minder mig om hinanden. Og de to personer kommer da også begge fra det samme område - forfatteren fra Libanon og diplomaten fra Egypten.

Den sidste roman jeg læste af Khoury-Ghata var i 2010, og den var dybt fascinerende, skræmmende og lidt trist. Da jeg over nytåret var i udlandet kunne jeg samtidig få fyldt op af franske bøger; og en af de elleve, der kom med hjem var af hende. Forfatterens navn og omslaget var nok til at bekræfte mig i, at det ville være en god oplevelse.

Romanen udkom i 2017, da Khoury-Ghata var 80 år gammel! Hendes karriere startede tilbage i 1960'erne og hun er stadig aktiv og har vundet en lang række litterære priser i Frankrig, som er hendes nuværende hjemland.

Historien er forfærdelig aktuel; den lille mauritanske familie, der lever et simpelt liv i en lille ørkensamling af lerklinede huse. Manden passer sit æsel; hendes tvillinger holder øje med verden fra toppen af et figentræ. Og en dag kommer en europæisk fotograf forbi, og fascineres af denne smukke statelige kvinde, som udstråler den stolthed man ser i afrikanske kvinder ... som oftest når de er i deres egen kultur. Men nu ser hun en anden verden; væk fra den manglende komfort - selvom hun jo aldrig har kendt til andet - og rejser med fotografen til Spanien.

Mand og børn beslutter sig for at rejse ud for at finde hende, og bringe hende hjem til figentræet.

De er illegale indvandrere, og stort er deres chok ved ankomsten til Sevilla, hvor moderen hænger på byens plakater og bill-boards iført nærmest ingenting. Manden bruger nætterne på at male tøj på plakaterne for at beskytte sin kones ære. Hun bor ikke længere med fotografen; men en forfatter, der vil beskrive hendes liv.

Men måske falmer hendes eksotisme i de nye omgivelser med ny europæiske frisure og uden den røde ler, som i ørkenen beskyttede hende og var en kulturel udtryksform. Pludselig reklamerer hun for rengøringsmidler og ikke for luksusprodukter. Børnene lever i slummen sammen med de andre afrikanske illegale indvandrere, der konstant er på flugt for myndighederne. Faderen begynder at blive sindssyg.

Det hele frygtelig tragisk, og uden tvivl en glimrende fortælling om. hvad tabet af status og ære kan gøre ved de mennesker, der så brat mister deres kultur og ikke finder en plads i vore samfund.

Pennen føres med hård hånd i små koncise sætninger, hvor ikke et ord er overflødigt. Prosaen er lige så skarp som de slag de alle tilføres; og med den indbyggede sarkasme og livsironi, der er i deres skæbner. Det ender jo ikke godt - en familie er splittet; nogle overlever og andre er forandrede for livet.

Det er en barsk påmindelse til os europæere om, at de flygtninge vi ser forhutlede i Sydeuropas gader (da vi jo er noget forskånet for dem i Danmark) havde et helt andet og værdifuldt liv inden. Nok med færre materialistiske goder; men med de ting, som ikke kan opmåles - men så let fratages et menneske. Et skarpt samfundskritisk syn af en person, som har set lidt af hvert i livet og stadig er så aktuel.