Si la lune éclaire nos pas - Nadia Hashimi

• Fransk
• 12.-18. november
• 512 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læste i starten af året den mest fantastiske roman af Nadia Hashimi, som desværre endnu ikke er oversat til dansk. Men hvis man har mod på den engelske udgave hedder den The Pearl that Broke Its Shell.

Det medførte jo så, at jeg købte endnu en roman - og forventningerne var høje. Lidt ligesom da jeg skulle læse den anden roman af Khaled Hosseini! Der holdt begejstringen dog igennem alle tre bøger.

Vi er stadig i Afghanistan - i hvert fald i starten af romanen, hvor hovedpersonen Fereiba fortæller om sin barndom. Hendes mor døde under fødslen, og det medførte en del rygter om barnets mørke kræfter. Faderen giftede sig igen, og fik flere børn - men dette første barn er og bliver lidt den onde steddatter i alles øjne. Det er hende, der ikke kommer i skole; det er hende, der bliver hjemme og laver mad og gør rent. Det er ren Askepot.

Hun bliver dog til sidst gift, og det er faktisk et meget lykkeligt ægteskab; et ligeværdigt og åbent ægteskab mellem to moderne mennesker - indtil talibanerne tager magten i landet. Fereiba kan ikke længere undervise, og skal gemme sig bag en burqa. En dag kommer nogle mænd og fjerner hendes mand, og langt senere får hun at vide, at han er død.

Vilkårene som enlig kvinde med tre børn i en krigshærget by er umulige, og Fereiba beslutter sig da også for at flygte fra Kabul - målet er at komme til England, hvor blandt andet søsteren bor.

Og dette er essensen i historien; flugten op gennem Europa - som vi jo desværre kender den alt for godt fra nyhedshistorierne med grusomme billeder af druknede flygtninge.

Det er også en meget svær historie at læse, synes jeg. Det er uhyre svært at skille tingene ad i det nyhedsbillede vi ser med flygtninge, der reelt har været i fare og dem, som flygter for komfort. Jeg har selv snakket med så mange afrikanere under mine rejser i Senegal, som oprigtigt tror på historierne om guld i gaderne - og slet ikke vil anerkende den triste virkelighed, som rent faktisk venter dem. Dem, som ikke vil indse, at selv Europa ikke kan rumme så mange mennesker, når vi jo faktisk har vores egne problemer.

Det er svært at sympatisere med alle i denne historie. De flygter, men må jo klare sig ved at lyve og stjæle. De bliver behandlet hårdhændet af fx lastbilchauffører, der er trætte af at blive udnyttet som transportmiddel, hvorved deres arbejde bliver sværere og de konstant udsættes for kontroller.

Fereiba og hendes børn rejser gennem Tyrkiet til Grækenland, hvor de skilles ad og den ældste søn sendes retur til Tyrkiet. Fereiba når langt om længe frem, og finder sin søster. Sønnen prøver endnu engang rejsen, og det sidste man hører er om hans ophold i flygtningezonen ved Calais. Der stopper historien.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal synes om den. Det var til tider utroligt langsommeligt, og så ender man alligevel med følelsen af at mangle en afslutning? Desuden er der det med sympatien .... skal jeg som læser have ondt af flygtningene og se alle europæere som onde personer, der ikke vil hjælpe og ikke vil tage mod flygtninge? Så enkelt er det jo desværre ikke!

Uagtet den politiske holdning så var jeg ikke ovenud begejstret, og det var lidt en kamp at nå til vejs ende. Den er desværre langt fra så god som hendes første roman.