Mørkets hjerte - Joseph Conrad

• Engelsk
• 4.-5. maj
• 272 sider
• Originaltitel: Heart of Darkness

Conrads beskrivelser af Afrika - og især tidligere Belgisk Congo er en klassiker; det er også en omdiskuteret klassiker, som ligesom andre ældre romaner i nutiden bliver fordømt, forlangt censureret, forbudt etc. I bogens forord er der en senere udtalelse fra Conrad, der til netop dette siger, at hvis man skal forbyde al litteratur skrevet ud fra et andet historisk synspunkt og med andre forudsætninger for sit verdensbillede, så ville alverdens biblioteker i dag stå tomme. Det er nøjagtig den polemik, der jo har været omkring Tintin i Congo, som heldigvis stadig kan findes i sin oprindelige udgave. For sådan så verden altså ud dengang!

Dog havde jeg hørt og læst så meget forskelligt om netop Mørkets hjerte, at man næsten var skræmt væk af dens grusomme indhold. Der må jeg indrømme, at jeg blev skuffet - nutidens fjernsyn i såmænd bare aftennyhederne er hårdere at fordøje for sjælen.

Præcis som afrikanerne griner af den hvide mand i Tintin-tegneserien kan Conrads historier nemlig også læses fra begge sider - eller fra dengang og nu.

Denne udgave indeholder fire noveller. Ikke alle lige interessante, men sat sammen og ved slutningen danner de et komplet billede af imperialismen og kolonialismen, som var en af Conrads kæpheste. Især var han stor modstander af den belgiske konge Leopold II's behandling af Congo, som var hans personlige ejendom i mange år.

Den første novelle An Outpost of Progress (En fremskudt post), som fortæller historien om to belgiske mænd, der udstationeres på en post langs Congo-floden for at handle elfenben og sende det hjem for at berige kongen. De keder sig i selskab med den indfødte Makola, indtil denne en dag sælger stationens slaver for en ladning elfenben. Det bliver først et moralsk dilemma for dem - men det kommer de over, som de imperialister, de er. Men dermed har de også mindre mad - og en pludselig sukkermangel får dem til at gå amok, og den ene dræber den anden; men siger til Makola, at når de hvide spørger er han død af feber. Han ender dog også med at begå selvmord.

Selvfølgelig beskrives de indfødte med ord, som i dag ikke er politisk korrekte - men var det i 1896, da novellen blev skrevet. At ændre på teksten i dag giver ikke mening, synes jeg. Det er historisk litteratur. Ser man det fra datidens vinkel kunne man måske sige, at den sorte mand snyder dem, udnytter deres svaghed i klimaet - men set fra både den sortes synspunkt og nutiden, er det jo et eklatant eksempel på overlegen hvid bedrevidenhed. De to mænd er uegnede både fysisk og psykisk til at leve i klimaet og ensomheden - og hvor de skulle være de stærke, ender de med at være de svage.

Den anden novelle, Karain: A Memory (Karain: Et minde) er et tilbageblik fortalt mange år senere om sømænd på en lidt tvivlsom handelsmission i Indonesien. Der havde de mødt den lokale stammechef, Karain, som altid var fulgt af en lille gammel mand som sin egen skygge. Da denne dør ændrer Karain sig totalt, og ender med at fortælle dem sin livshistorie. Som ung forsvandt hans bedste vens søster med en hvid mand; de tog afsted for at finde hende, men undervejs på deres årelange rejse begynder Karain at opfatte hende som sin skytsengel. Da de endelig finder hende, kan han ikke dræbe hverken hende eller den hvide mand - men i stedet dræber han vennen. Denne hjemsøger ham, indtil den gamle vismand beskytter ham - men nu er han igen uden beskyttelse. De hvide sømænd giver ham en værdiløs engelsk penny med et billede af Dronning Victoria - og bilder ham, at det er en skytsånd. Karain tager glad hjem igen - og de hvide griner af hans naivitet, og deres egen snarrådighed.

Men år efter mødes to af dem, og den ene har ikke kunnet glemme episoden, og mener, at de indfødte med deres ritualer og overtro måske havde mere åndelig værdi i deres liv, end dem, der stresser rundt i en storby. Det var i 1897!!! Det giver stof til eftertanke, og netop i disse ting anerkender man Conrads talent for at latterliggøre vestlig kultur selvom eftertiden lægger vægt på den hvides overlegne opførsel. Men det er at glemme at læse mellem linierne, og se Conrads oprigtige formål!

Der er endnu en lille novelle uden stor interesse, udover at den introducerer Marlow, som var en gennemgående protagonist i Conrads værker - og samtidig genfortæller med Marlows ord, da Conrad første gang var ude at sejle langt væk. Netop Marlow er nemlig lidt kernen i 'problemet' - er han Conrads dobbeltgænger og dermed hans talerør eller blot en protagonist, som forfatteren kan tillægge enhver handling og overbevisning?

Endelig er der Mørkets Hjerte, som ikke var så barsk hverken i handling eller racisme, som jeg havde forventet. Men som stadig er perlen i denne samling - og muligvis i hele Conrads forfatterskab. Den blev årsagen til den nigerianske forfatter Achebes roman, som fordømmer den som racistisk - men også Coppolas storfilm Apocalypse Now, som dog er henlagt til Vietnam-krigen - men de færreste (som jeg) vidste vel, at Conrads historie er inspirationen?

Historien er baseret på Conrads egen oplevelser i Congo i 1894, og udkom i 1902 - en absolut anden tid set med kolonialistiske øjne. Det er historien om de mænd, der sendes op ad Congo-floden for at hente den besværlige, men dygtige elfenbenshandler, Kurtz, tilbage. Floden er mørket - slangen, der snor sig ind i et vildnis både fysisk og overført for de hvide mænd, fordi det er længere væk, end de normalt kommer. Det er en udforskning lige så vel af deres sjæls mørke kroge, og hvad der sker med et civiliseret menneske, når det bringes derud, hvor almindelig fornuft ikke længere duer - og man konfronteres med sine instinkter - som i Vietnam-krigen (eller andre krige for den sags skyld!).

Marlow fortæller denne historie mange år senere, da han sidder med vennerne i en stille båd på Themsen. Marlow opdagede dengang, at nogle havde en vis interesse i ikke at hente Kurtz, da denne uden tvivl hurtigt ville blive forfremmet - og ydermere bliver de sendt afsted med kannibaler som besætning. Er det et bevidst forsøg på at sabotere deres mission? De når dog frem - men bliver angrebet af de indfødte på Kurtz' ordre. Selv er han dødssyg formentlig af malaria - men hans anerkendelse blandt de lokale er så stor, at de gør, hvad han befaler. I den henseende er Kurtz ikke det racistiske monster, han tit bliver fremlagt som, synes jeg.

Kurtz forsøger at undslippe for at blive sammen med sin sorte stamme - og tilsyneladende også en kvinde, som er hans. Det mislykkes - men vidner om hans hengivenhed for personerne og tilknytning til deres kultur. Han bliver begravet langs floden på vej hjem, og Marlow sidder tilbage med hans personlige breve og dokumenter, som af handelsselskabets belgiske folk bliver betegnet som farlige for kolonialismen.

Jeg fandt som sagt ikke det racistiske aspekt frastødende; tværtimod synes jeg, at Conrads person Marlow forsvarer de indfødte blandt andet, da han i starten sammenligner dem med de engelske, som romerne mødte da de landede i England knap to årtusinder inden - og som næppe havde den intellektuelle finesse som romerne allerede dengang besad.

Det er selvfølgelig også en symbolsk fortælling om rejsen ind mod det ukendte - i alle former; ind i os selv - ind i ukendte områder både i overført betydning eller helt konkret. Jeg ved ikke, om jeg synes, den er helt så fantastisk som historien har gjort den til - sådan er det jo tit. Til gengæld er det tydeligt at se, hvor mange forfattere, den roman senere har inspireret - her tænker jeg hurtigt tilbage bare på En håndfuld støv, som jeg læste i april, hvor hovedpersonen i den ene slutning ender som gidsel hos en hvid mand, der er blevet vanvittig efter for mange års isolation i det mørke kontinent.

Derfor er det selvfølgelig en klassiker med vidtrækkende konsekvenser - men så 'farlig', som den er blevet gjort til - det aspekt fandt jeg bestemt ikke.