Le Roi de fer (Les Rois maudits I) - Maurice Druon

• Fransk
• 6. maj
• 316 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
   

Les Rois maudits er en absolut klassiker i fransk litteratur, og uden tvivl en serie bøger enhver franskmand kender - i hvert fald af den lidt ældre generation; men historien bag kendes af alle.

De tilsammen syv bøger i den udgave, jeg har købt, dækker cirka fem årtier af fransk middelalderhistorie - og er skrevet mellem 1955 og 1977.

Den første roman starter med dommen over Jacques de Molay, stormesteren af Tempelridderordenen. Det er fra ham vi kender begrebet fredag den 13., da dette var dagen i 1307 han blev arresteret og Tempelridderordenen opløst - primært for at frigøre den franske konge Philip IV fra sin enorme gæld til tempelridderne. Da han bliver brændt på bålet, når han at fremsige sin forbandelse, som har lagt navn til serien - hans forbandelse gælder pave Clement V, kongens rådgiver Nogaret og kongen selv. De vil alle skulle stå til regnskab overfor Gud inden et år, og kongehusets forbandelse vil vare til dens trettende generation.

Inden en måned dør paven, og blot en måned senere paven - og kongen begynder at frygte for forbandelsen; han overlever dog endnu et halvt år men dør i november 1314 af en blodprop. Ingen af disse dødsfald var selvfølgelig mystiske i betragtning af disse mænds alder, og den forventede levetid i middelalderen. Men sagnet levede - og historien skulle vise, at det ikke ville gå Phlip IV's efterkommere godt.

Samtidig med handlingen om tempelriddernes endeligt og forbandelsen over de tre mænd, følger vi den lige så sandfærdige historie om den skandale, der ramte de tre kongelige svigerdøtre. Den blev opkaldt efter paladset, Tour de Nesle, i Paris, hvor de tre kvinder havde deres lyssky møder. Den ene - Marguerite af Bourgogne - var gift med kongens ældste søn; hendes to kusiner Jeanne og Blanche var gift med henholdsvis Philippe og Charles, kongens anden og tredje søn. Men Marguerite og Blanche havde en lidenskabelig affære med to unge riddere ved kongens hof - Jeanne var blot med til at dække over dem. Men kongens eneste datter, Isabelle, nu dronning af England brød sig ikke om sine svigerinder, og da rygterne om utroskab kom hende for ører, var hun hurtig til at regere.

Udover at være en interessant periode i fransk historie, er den også med til at understøtte forbandelser for de kommende generationer. Louis, som skulle efterfølge sin far havde nemlig kun en pige med Marguerite - og da skandalen bryder løs, er det pludseligt svært at sikre sig, at denne ikke er en bastard. Philippe og Jeanne havde 'blot' tre døtre, som nok kunne giftes væk med politiske formål for øje - men de kunne aldrig bestige tronen. Charles og Blanche havde ingen børn.

Da de tre prinsesser bliver fængslet er der dermed yderligere en trussel mod kongeriget - håbet om sønner er tabt, da de ikke kan opnå skilsmisse på den baggrund; selvom paven er i kongens lomme efter, at pavedømmet er rykket til Avignon. På den anden side kan man ikke henrette dem, da de er af kongeligt blod - men de to ungersvende henrettes på brutal vis efter datidens skikke.

Det er fantastisk læsning. Historisk korrekt - jeg har virkelig haft Wikipedia i den anden hånd hele vejen igennem - med sans for detaljerne i det politiske, og ikke en romantiseret version af historiske hændelser, hvor forfatteren 600 år senere ikke kan lægge ord i munden på protagonisterne.

Det er pudsigt nok endnu en af de der "store" franske romaner, hvor man er lidt skræmt på forhånd - men som bare læses og nydes helt af sig selv. Heldigvis er der endnu seks bind!

Hele serien er i øvrigt filmatiseret flere gange - senest i 2005 med en lang række af Frankrigs største skuespillere; fx. Gérard Depardieu som tempelridderen Jacques de Molay. Men jeg foretrækker uden tvivl den litterære udgave!