La Louve de France (Les Rois maudits V) - Maurice Druon

• Fransk
• 12.-13. maj
• 379 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kunne ikke dy mig, og der var jo to hele dage inden afrejsen mod det afrikanske kontinent i morgen. Oprindeligt havde jeg muligvis troet, at jeg med denne hele serie af bøger ville have læsestof til næsten en måned, men på en uge er de fem bind læst.

Der er et lille spring i tiden fra fjerde bind, som sluttede med kroningen af Philippe V i 1317, og da jeg startede femte bind var der en snert af skuffelse; for vi var ikke længere ved det franske hof, men det engelske i 1324. Men det engelske hof bestod jo af Philippe V's søster (og den afdøde konge Ludvig X's) og hendes engelske konge Edward II, som var åbenlyst homoseksuel. Isabelle er lidt træt af situationen - uden nødvendigvis at være i livsfare. Men ydmygende er det!

I de mellemliggende år er hendes bror Philippe V død (1322), og det er nu hendes tredje bror Charles IV, der regerer landet. Hun rejser derfor til Frankrig officielt for at lempe en forsoning mellem de to konger; men hun vil også væk fra et hof, hvor hun er til grin. I Frankrig ligger en lille del af England i form af Aquitaine; det tilhører den engelske krone, men som vassal af den franske konge skal Edward II ære denne. Men som konge selv vil han ikke nedlade sig til det - og det bliver undskyldningen for at starte en lille krig.

Derudover har Isabelle i Frankrig genfundet en engelsk baron, som er sluppet ud af Tower-fængslet i London, og endelig fundet lidt kærlighed. Den engelske konge opdager forholdet, og forlanger, at hans dronning vender hjem - hvor hun hører til. Dronningen og baron Mortimer flygter til Flandern, hvorfra de forberede et statskup må det vel nærmest betegnes som. De indtager de engelske kyster i 1325 med en horde af soldater, og folket er kun lykkelig for at overgive sig og frasige sig deres konge til fordel for hans søn, Edward.

Edward III er dog kun femten år gammel - men med sin mor som regent (og i realiteten Mortimer) tvinges Edward II til at frasige sig tronen, og bliver nu en gemen fange. Han ender sine dage i 1327 - dræbt på ordre af dronningen og Mortimer, som nu tror sig selv sikre i deres magt. Det skal dog ikke vare længe!

Hvor er så forbindelsen til den franske historie om kongernes forbandelse? Vi følger stadig de italienske bankfolk, som blandt andet finansierer dronningens ophold i Paris og etableringen af en hær til det engelske togt. Vi genser Guccio, som bortfører sin søn til Sienna - uvidende om, at det skulle være den afdøde Ludvig X's forbyttede søn.

Samtidig er det en optakt til Hundredårskrigen, som starter omkring et årti senere - netop med udgangspunkt i den vakante franske trone og dens mange prætendanter. England har jo fransk blod i kongehuset, og de har jorder i Frankrig - og Frankrigs konger har en dårlig tendens til netop at dø meget unge og regere i usædvanlig kort tid siden den dag forbandelsen blev nedkaldt over dem. Forbindelsen er der - og historien kunne for min skyld fortsætte op til i dag, hvis den var skrevet lige så fængslende hele vejen igennem!

Men nu bliver fortsættelsen altså i et fly langt sydpå i morgen!