Tuesday, October 15, 2024

Love is Blind - William Boyd

 


  • Engelsk
  • 13.-15. oktober
  • 384 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik en åbenbaring med William Boyds romaner sidste efterår og leder stadig efter det, der skulle være hans bedste nemlig Any Human Heart. Men så prøvede jeg denne, som er lidt i samme stil, hvor vi følger en mands liv som i The Romantic.

Hvor jeg var virkelig begejstret for den, var det en noget mere lunken fornemmelse i historien om Brodie Moncur. Historien foregår i slutningen af det 19. århundrede - Boyd elsker historiske rammer for sine personer. Brodie vokser op i en stor søskendeflok i Skotland med en alkoholiseret præst som far, og vil væk derfra - denne del fortælles i flashbacks og ikke kronologisk. Nu er han klaverstemmer i en forretning i Edinburgh, hvor han forsøger at komme på ideer til at øge omsætningen.

Ejeren sender ham til Paris, hvor han hyrer en kendt pianist til at blive sponsoreret af deres klaverer. Han skal give koncerter og til gengæld følger Brodie ham rundt i Europa for at stemme klaveret - og han møder pianistens elskerinde, den russiske operasanger Lika.

Det bliver en håbløs kærlighed - som titlen indikerer - og den unge Brodie er allerede syg af tuberkulose. Forholdet til pianisten lider selvfølgelig under hans affære med dennes elskerinde, og Brodie rejser nu syg rundt i Europa på flugt fra pianistens bror, der vil have ham ned med nakken.

Det bliver til en rejse rundt til datidens store europæiske byer men med ufatteligt dårlige beskrivelser af byen og tiden, der primært foregår ved at resumere nyheder fra de aviser Brodie læser undervejs. Det bliver for iscenesat - og der er lidt for meget klaverteknik til min smag.

Der er desværre lidt langt til den rigtigt gode og fascinerende historie som The Romantic var; det er forudsigeligt og langtrukkent. 

No comments: