Friday, October 4, 2024

For tæt på solen - Paula McLain

 


  • Engelsk
  • 2.-4. oktober
  • 384 sider
  • Originaltitel: Circling the Sun

I 2019 var jeg i Kenya, og læste denne historie om nogle af de mennesker, der gjorde stedet berømt og tiltrækkende for tilflyttere i de glade 1920'ere. Nogle af de mennesker man som læser også kender fra Karen Blixens breve fra Afrika.

Beryl Markham svæver rundt i periferien af begge - både Happy Valley og Blixen. Hun voksede op i Kenya med sin far, der var hesteopdrætter. Moderen var rejst hjem til England med broderen, og faderen havde ikke helt styr på at opdrage en ung pige efter tidens normer. Beryl blev lidt af en tomboy, der skabte venskaber med de lokale og var mere tilpas i bukser og bare fødder end fine selskabskjoler.

Hun mødte Denys Finch-Hatton som helt ung, og var som så mange andre kvinder betaget af ham. Så giftede hun sig som 16-årig for at blive i Kenya, da faderens farm gik fallit og han rejste til Sydafrika. Det gik jo selvsagt ikke, og hun fik hurtigt et ry i kolonien.

Senere giftede hun sig med en rig englænder, og skabte sig et navn som den første kvindelige certificerede hestetræner. Hun vandt en del løb, men var også konstant udsat for sladder. Da de to engelske prinser besøger Kenya i 1928 hed det sig, at hun havde en affære med en eller begge prinser, og da hun fødte en søn gik sladderen igen. Om det er sandt vides vist ikke helt - men derimod er det korrekt, at hun allerede der havde et forhold til Finch-Hatton. Hans forhold til Blixen var jo præget af hendes ønske om at blive gift - som man ser det i Mit Afrika var han ikke indstillet på at opgive sit behagelige ungkarleliv.

Beryl Markham og Blixen kendte hinanden ganske glimrende; de to kvinder kæmpede om den samme mand. Finch-Hatton lærte hende at flyve, og da han døde i en flyulykke fortsatte hun. I 1936 satte hun rekorden som den første kvinde til at flyve alene over Atlanterhavet. Bogen starter og slutter med netop denne flyvning.

Markham skrev selv sin historie i en bog, der dog ikke fik den store succes. Hun flyttede til USA, men vendte retur til Kenya i 1952 hvor hun levede til sin død i 1986. På det tidspunkt var hun faktisk fattig, men en genopdagelse af hendes bog i 1982 gav hende lidt penge til at klare sig for.

Denne bog handler kun om tiden op til flyvningen i 1936, hvor hun jo faktisk har haft et meget interessant liv i 50 år efter. Men hun var også præget af alt sladderen - og selvom den sikkert var berettiget, så udtalte hun sig ikke selv om det. Hun må dog have været en karakterfast kvinde og hun elskede helt givet Kenya mere end noget andet sted. Det er jo svært ikke at føle sig hensat til Blixens Afrika under læsningen - for det var en helt speciel periode for disse kolonialister, der på godt og ondt havde en legeplads i solen. For nogle betød det også som Ikaros, at de kom for tæt på solen.

No comments: