Til fyret - Virginia Woolf

 

• Engelsk
• 21.-22. oktober
• 224 sider
• Originaltitel: To the Lighthouse

Virginia Woolf har hele ni bøger på den berømte liste over 1001 bøger man skal læse i sit liv; den er godt nok nogle år gammel men stadig min reference. Det er det næsthøjeste antal efter J. M. Coetzee, som utroligt nok har ti romaner på listen, men som jeg aldrig har læst. En anden uundgåelig roman på den liste er jo Proust, som er normeret med en titel, men På sporet af den tabte tid er jo i virkeligheden tretten bind.

Denne roman af den engelske forfatter og feminist sammenlignes netop med Proust; det store monster indenfor litteratur, som jeg uden tvivl aldrig kommer til at læse. Det står nok også klart efter historien om fyrtårnet, som ikke fangede hos mig.

Romanen er fra 1927, og er delt op i tre dele. Den første del foregår dog i 1910'erne må man antage, hvor familien Ramsay holder ferie i deres hus ved havet. Det er ægteparret Ramsay og deres otte børn samt forskellige venner og bekendte, der inviteres for kortere perioder. 

Men det er ikke selve handlingen, der fylder her - det er snarere alt det, der erstatter protagonisteres handling, der fortælles.

Fru Ramsay foreslår en udflugt til fyrtårnet; men husets herre mener ikke vejret vil tillade det. Det skaber lidt konflikt mellem de to, og dermed får vi indsigt i deres indbyrdes forhold. Men anskuelsen skifter konstant mellem de forskellige personer. Den midterste ret korte del er en form for intermezzo, hvor tiden går - 1. Verdenskrig kommer og en søn dræbes i kamp; fru Ramsay dør selv ligesom en datter.

I den tredje og sidste del mødes nogle af de resterende igen i huset ti år senere. Nu vil de endelig tage den tur til fyrtårnet, mens en af gæsterne fra dengang maler videre på sit portræt af fru Ramsay. De når endelig deres mål og maleriet færdiggøres - men alt det er faktisk sekundært.

Historien cirkler om deres indbyrdes relationer - både mellem ægteparret Ramsay men også den unge malerkunstner, Lily, som kæmper for at etablere sin plads i vennekredsen. Ligeledes er der sønnen James, som i starten hader sin far men under den endelig udflugt til fyrtårnet får den ros og anerkendelse, han har stræbt efter.

Jeg var ikke udpræget begejstret; nok fordi det virkelig er en "Proustisk" stil (det adjektiv findes faktisk på fransk), og det bliver for passivt til mig. Jeg synes protagonisterne er for endimensionelle og stive, og selvom reflektion er glimrende, kan det også blive for meget. Måske er det et eksempel på en roman, der ikke har overlevet knap hundrede år så godt?