De savnede hjerter - Celeste Ng

 

• Engelsk
• 18.-20. oktober
• 352 sider
• Originaltitel: Our Missing Hearts

Jeg var meget begesjstret for Celeste Ng allerede fra hendes debutroman, og den efterfølgende jeg læste i sommeren 2018 skuffede bestemt heller ikke. Det er pludselig nogle år siden, men i 2022 udgav hun denne, som nok er den mest markante af hendes tre romaner. Den rører også ved nogle meget følsomme emner, og er tydeligt inspireret af den tid, hvor den blev skrevet.

Vi er stasig i USA - sandsynligvis omkring 2022 også; men det er et dystert Amerika nu. Der har været en stor Krise - så stor, at den omtales med stort K. Inflationen steg voldsomt, folk mistede deres arbejde og forretninger og firmaer lukkede på stribe. Som urolighederne tog til blev det nødvendigt at finde en syndebuk, og med Kinas stigende rigdom var det lige for at anklage Kina (og Asien generelt) for at stå bag problemerne. Da man vedtager en ny lov begynder det endelig at vende, men konsekvenserne er vidtrækkende og grusomme.

PACT (Preserving of American Cultures and Traditions Act) er intet mindre end et protektionistisk terrorregime. Produkter af asiatisk oprindelse forbydes; bøger, der anses for at være kontroversielle forbydes og bibliotekerne står tomme. Almindelige borgere overvåges i et system, der opfordrer almindelige mennesker til at melde naboen - og ikke mindst så fjerner man børn i familier, der ikke støtter regimet; selvfølgelig primært af asiatisk afstamning. Ingen ved, hvor de børn ender og de bliver de savnede hjerter.

Bird er født under Krisen; hans far, Ethan, er bibliotekar og hans mor, Margaret er digter. Margaret er af asiatisk oprindelse, og familiens problemer starter, da Bird er 9 år gammel og hans mors digt De savnede hjerter pludselig får en renæssance som kampråb for modstandere af regimet. Derfor må hun forlade familien og de frasiger sig enhver kontakt eller kendskab til hende. De har heller ingen kontakt - men efter tre år finder Bird pludselig en seddel, der måske kan forklare ham, hvor hans mor er og han drager ud for at finde hende.

Det er en voldsom dystopisk roman og så er der alligevel så mange ting, som slet ikke chokerer. Den er skrevet på et tidspunkt, hvor det meste af verden kom ud af en lock-down, der absolut var en krise både humanitært og økonomisk. Racisme er jo heller ikke et ukendt begreb i amerikansk historie med dertil hørende uroligheder. mange gange er det den sorte befolkning med BLM-bevægelsen for eksempel. Men allerede under 2. Verdenskrig var der internering af japanere i USA efter Pear Harbor-angrebet, og antipatien mod asiater steg voldsomt i starten af pandemien, da man beskyldte Kina for at have "opfundet" Covid-19. Det er slet ikke så urealistisk som det kan virke, når man læser historien.

I Europa forsøger vi at beskytte vore grænser mod indvandring fra afrikanske og mellemøstlige lande; i USA ville Trump bygge en mur mod Mexico. Og sådan fortsætter mistroen og mistilliden til det fremmede.

Her er der yderligere et element af terror med den totale kontrol staten har over mennesket; de bestemmer, hvad man skal læse fx - men som til alle tider og alle steder opstår der græsrodsbevægelser, der forsøger at omgå systemet. Her er det blandt andet bibliotekarer, der smugler papirer rundt i de få bøger, der cirkulerer endnu. 

I hjertet af historien er Bird og hans mor; men også Birds veninde, Sadie, som er et tvangsfjernet barn - og man er grebet fra første side. Jeg er absolut ikke til science-fiction - men det synes jeg heller ikke dette er. Det er tværtimod skræmmende realistisk og troværdigt. Og slet ikke så usandsynligt.