Blonde Roots - Bernardine Evaristo

 

• Engelsk
• 14.-16. september
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Evaristo er nu på listen over mine absolutte favoritter; det er mesterværk efter mesterværk! Det er selvfølgelig præget af hendes feministiske synspunkter - og det er i den grad BLM-litteratur; selvom den altså udkom i 2008. Men bogens tema er - desværre - stadigt aktuelt.

Titlen er allerede et hint til Alex Haleys berømte storroman Rødder; men med omvendt fortegn! For nu er slaverne den hvide race. I indledningen er der et verdenskort; og her er Aphrika, som Evaristo kalder det, på den nordlige halvkugle mens Europa ligger, hvor vi i dag ser Afrika. Mod vest ligger de vestjapanske øer, som en opdagelsesrejsende ved en fejltagelse navngav, da han troede, han havde funet vejen til Japan (!!!). Mere mod vest ligger så Amarika, hvortil slaverne fragtes i stor stil. Lige vest for Aphrika ligger Great Ambossa - som er en kopi af Storbritannien i geografisk form.

Evaristo er født af en engelsk mor, og en nigeriansk far - så hendes referencer er naturligt nok England som holdepunkt for denne spejlvending af verdenshistorien.

For det er det, det handler om - at forestille os, at det hele var omvendt! En temmelig skræmmende tanke for mange hvide mennesker sikkert; men hvad nu hvis...

Evaristo har gennemtænkt hver detalje; de hvide kaldes Whytes eller som skældsord Wigger.... de fjernes med magt fra Europa, og fragtes til Amarika, hvor de betales med rigdomme, som igen fragtes tilbage til Great Ambossa, hvor mange af slavehandlerne bor.

Doris bor i Europa med sine forældre og tre søstre, da hun kidnappes og sendes på et slaveskib til Great Ambossa. Hun er en af de heldige - hun får arbejde som husslave, da hun kan læse og skrive - men nu skal hun hedde Omorenomwara; for de håbløse navne, de har på det Grå Kontinent (Europa) kan ingen jo forstå! I Great Ambossas hovedstad Londolo stræber de hvide slaver efter at komme til at ligne deres ejere. De vil have gjort huden mørkere, have lavet fladere næser og afrohår - for som det forklares i anden halvdel af bogen, så er det jo videnskabeligt bevist, at den aphrikanske hjerne er formet anderledes, og dermed er det den overlegne race. Den hvide mands hovedform indikerer tydeligt, at han er doven, ude af stand til at føle smerte - eller andre humane følelser. Der er fuld knald på satiren her!

Doris/Omorenomwara forsøger dog at flygte; i Londolos undergrund findes resterne af en metro, som nu bruges som flugtvej for slaverne; de hjælpes af nogle aphrikanere, som har medlidenhed med deres sag - her er vi jo direkte inde i Colson Whiteheads The Underground Railroad - som dog udkom næsten ti år senere. Men Evaristo bruger mange af de velkendte historier og klichéer, og vender dem så på hovedet.

Således kan man genkende dele af Rødder, Onkel Toms Hytte og lignende klassikere - og selvom man kan finde det humoristisk - og det ER det sandelig også; så er der en underliggende dybt tragisk satire.

Bogen er opdelt i tre dele; først da Doris forsøger at flygte fra Londolo og samtidig ser tilbage på sit liv som slave. Anden del er fortalt af den sorte slavehandler, som giver sin retfærdiggørelse af, hvorfor de hvide egner sig bedst til slaver - i bedste engelske overklassestil fra det 18. århundrede. Endelig kommer Doris til Amarika, som straf for sit flugtforsøg - og her får historien en finurlig afsløring.

Jeg kan ikke erindre nogensinde at have læst noget så eminent! Satire kan jo noget helt utroligt her - det groteske bliver mere grotesk; og får os virkelig til at tænke over "tilfældigheden" i, at historien blev som den blev. Og selvfølgelig samtidig uretfærdigheden, grusomheden, skammen... alt det, der gjorde slavetiden til et så grumt kapitel; og som stadig er tilstede i vores verdensbillede, når vi ser fx BLM-bevægelsen. Det er ikke ovre! Desværre...

De der er elsket - Victoria Hislop

 

• Engelsk
• 9.-13. september
• 512 sider
• Originaltitel: Those who are loved

Jeg har vist læst samtlige af Hislops romaner nu - pånær en novellesamling; men det har oftest været god og let underholdning. Hislop har en forkærlighed for Grækenland og dets historie; det er ofte rammefortællinger - som jeg igen må sige, at jeg ikke forstår pointen i. Det kan sagtens gøres på en anden og mere naturlig måde end som her med to børnebørn, der er ved at rejse hjem fra en 90-års fødselsdag i Athen, og bedstemoderen tager dem med på en café for at fortælle dem sin livshistorie. Og så følger 500 siders intens beskrivelse; det virker jo ikke plausibelt!

Historien er igen om Grækenland, men med et langt mere dystert bagtæppe end i nogle af de andre romaner. Det er historien om de komplekse interne politiske konflikter i landet fra fascismen tager fat i landet inden 2. Verdenskrig til efterkrigsårene, diktaturet, juntaen, krigen mod tyrkerne på Cypern - og endelig demokratiet.

Den gamle bedstemoder viser sig nemlig at have været særdeles aktiv i den historie - ikke blot politisk, men også militært. I en familie med fire børn, hvor der var forskellige skarpe politiske opdelinger - nogle var kommunister, og andre var for det højreekstremistiske diktatur. 

Jeg synes dog, at det tog Hislop alt for lang tid at komme til sagens kerne; de første 150 sider er langtrukne, og handler igen og igen om barndommen og ungdommens politiske skænderier over middagsbordet. Jeg var lige ved at opgive - men endelig kom der lidt handling, og jeg blev fanget af historien.

Dog vil jeg sige, at det langt fra er hendes bedste roman; den er ambitiøs med sit langt mere politiske budskab - men man fornemmer, at det muligvis er for komplekst for forfatteren.

The Emperor's Babe - Bernardine Evaristo

• Engelsk
• 7.-8. september
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har fået en ny darling! Jeg har simpelthen bestilt alt jeg kunne af Evaristo efter min opdagelse sidste år; og så hendes nyudgivelse fra i år.

Da jeg modtog bogen med posten, blev jeg dog lidt betænkelig ved, om jeg ville kunne lide formatet - det er meget specielt; men mere om det senere!

Så nu er jeg tilbage i 2001, da hun udgav sin anden roman. Allerede der var hendes inspiration tydelig; Evaristo er opvokset i England med en engelsk mor, og en nigeriansk far - og den afrikanske kultur er det gennemgående træk i hendes litteratur. Men det er feminismen sandelig også! 

Her er vi tilbage i år 200 ca.; og Zuleika er ung pige af nubisk afstamning; Evaristo havde gennem research fundet ud af, at de første afrikanere faktisk var i England allerede under Romerne - og ikke som måske vanligt antaget ankommet i det 16. århundrede som kuriosa for de kongelige. 

Zuleikas forældre er flygtet fra Nubien, som i dag er i Sudan, til England grundet fattigdom og sult. Her begynder de at få det nogenlunde godt økonomisk; Zuleikas liv overstråles dog totalt, da der kommer en lillebror til. Så hun bruger sin tid på at ture byen rundt med sin veninde Alba og lave narrestreger.

Det er under en sådan udflugt, at den rige statsmand Felix ser hende, og blot 11 år gammel bliver hun gift væk. Felix er romer, men opholder sig i London nogle måneder om året - når han ikke er hjemme, er hun låst inde i huset. Men så nemt lader hun sig ikke kue!

Sammen med Alba besøger hun stadig byens lumske steder - som fx baren, hvor drag queen Venus the Penis huserer; og sammen drømmer de tre om den store kærlighed. Den finder Zuleika da kejseren Septimius Severus kommer til London for at føre krig mod skotterne.

Det ender med stor kærlighed - og stort drama!

Men.... og det er det meget specielle ved romanen; det hele er skrevet i prosa. Ikke på vers; men i strofer af knækprosa og opbygget mere som et græsk værk end en traditionel roman.

Det skræmte mig en anelse; men da jeg først havde læst et par sider, flød det glimrende.

Det er ganske enkelt genialt; en blanding af gammel romersk iblandet moderne London street talk - som når romerne sender festinvitationer til byens VIP. Og tilstedeværelsen af drag queen er jo også plausibel - de havde det festligt i de dage!

Men det er jo også en tragisk fremstilling af kvindens kår på den tid; bortgiftet som 11-årig, og holdt som fange i eget hus - og så udstødt for at dø på gaden. Der rører Evaristo lige i kernen af kvindens rettigheder; og for så vidt også den afrikanske kvindes, da Zuleika jo fascinerer både Felix og Septimius på grund af sin eksotisme.

Hendes temaer startede således allerede i starten af forfatterskabet; men hver historie er forskellig og bliver fortalt på så opfindsomme og nytænkende måder. Mere af det!

Off the Map - Alastair Bonnett

• Engelsk
• 3.-6. september
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Rejsebøger er pludselig blevet endnu mere tiltalende som jeg er afskåret fra at komme nogle steder; hvilket nok er den værste straf man kan give mig! Fra at have rejst min. fem gange om året til nu at have været hjemme siden slut februar... jeg er virkelig ved at få kuller!

Alastair Bonnetts bog lod mig derfor rejse en smule hjemme fra sofaen.

Hans indgangsvinkel er vores forhold til verdenskort og grænser; steder vi kender fra et kort, eller hvordan man nogle gange forsøger at manipulere disse enten ved at frembringe eller skjule steder. De fleste har han indikeret ved hjælp af deres koordinater, så man kan tjekke dem på Google Earth. Jeg kunne dog ikke finde ud af denne søgefunktion på Google - så måtte bruge navnene; det var ikke altid helt så præcist - men det var sjovt samtidig med læsningen at kunne visualisere det. Og Google Earth er jo en fantastisk måde at rejse på hjemme fra sofaen!

Bogen er opdelt i hovedafsnit for Lost Spaces, Hidden Geographies, No Man's Lands Dead Cities, Spaces of Exception, Enclaves and Breakaway Nations, Floating Islands og endelig Ephemeral Places.

Der er virkelig et stort udvalg - alt fra barndommes hulelege (uden koordinater!!!) til Nordkoreas forsøg på at bluffe Sydkorea ved at bygge Kijong-dong - en propagandaby, der ligger lige ved grænsen, og således skal give indtryk af rigdom og fredelighed i landet. I virkeligheden er den ubeboet - men alt er oplyst som var det en reel by.

Der er Mont Athos, som jo er forbudt for kvinder - eller fyrstedømmet Sealand; en gal mands forsøg på at skabe en mikronation på en forladt olieplatform i Nordsøen. Der er historierne om de kirkegårde, hvor de levende bor sammen med de døde - som i Cairo eller Manila; og fortællinger om forladte byer - Wittenoom i Australien; Pripayat i Ukraine (Tjernobyl).

Der er også mere uhåndterlige begreber som rendestene og de græstrekanter, vi ser langs motorvejen - er det kartografisk materiale? Hvem ejer det jord - og kan man erobre det? Så Bonnett angriber det både filosofisk men også geopolitisk, og der er bestemt afsnit, der er mere interessante end andre. Men alle 47 historier er relativt korte, og det er sjovt at se dem i Google Earth samtidig. Jeg er nu stadig ærgerlig over at jeg aldrig kan besøge Mont Athos - der er historier om kvinder, der har forklædt sig som mænd og har været der. De er blevet underlagt forbandelser (og eder) efterfølgende - og nogle historier er muligvis ikke helt troværdige. 

Men Bonnetts konklusion er jo, at der stadig er steder i verden - imaginære eller reelle - som får os til at drømme, og det er en nødvendighed for os. Vi arbejder konstant mod et samfund uden grænser - EU, Schengen etc. - men i virkeligheden er netop grænserne en del af fascinationen ved at rejse ud i verden, og vide, at nu er vi et helt andet og fremmed sted. Personligt er jeg jo vild med stemplerne i mit pas - og savner den fornemmelse af at vide, at jeg er rejst ind i en anden verden.

Bonnetts bog får mig til at længes efter at krydse den næste grænse... snart!  

Félix et la source invisible - Eric-Emmanuel Schmitt

• Fransk
• 1.-2. september
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske forfatter Eric-Emmanuel Schmitt spænder temmelig vidt; det er vist umuligt at holde styr på, hvor mange romaner, han har skrevet - og der er teaterstykker, noveller, selvbiografier og meget andet. Et af hans længerevarende skriveprojekter har været Det usynliges cyklus; en række små bøger om eksistentialistiske emner. De kan læses uafhængigt af hinanden, og er udkommet over mere end tyve år.

Jeg har endnu ikke læst den første, som berører buddhismen; derefter kom en smuk smuk bog, som omhandler islam. I 2002 skrev han den tårevridende historie om Oscar, der skal dø som barn men alligevel når at leve et helt liv - her er det den kristne tro, der er i centrum. I 2004 udkom den bog, der skulle omhandle judaismen; og nogle år senere bogen om zenbuddhismen, som jeg heller ikke har læst. Jeg mangler også at læse den om konfucianismen fra 2012, og i en lidt anden boldgade den om musikken som usynlig kraft - men nu kastede jeg mig over den seneste, som handler om afrikansk animisme - det er jo lige mig!

Oven i købet handler den om Senegal, som jeg jo har et helt specielt forhold til og i disse tider med rejserestriktioner er det jo nærmest tortur at læse den slags! Dakar og ikke mindst Saint Louis oppe ved grænsen til Mauretanien - en by, som er afsides og besværlig at nå til; men som jeg alligevel besøgte en af de mange gange, jeg var i Senegal. Der er en helt anden stemning end i Dakar, og det er en umådelig smuk by.

Men tilbage til historien...

Fatou bor i Paris, hvor hun driver en lille café/bodega og bor sammen med sin 12-årige søn, Félix.

Faderen lever hun ikke sammen med; men hun havde nøje udvalgt ham - for han var gudesmuk, og de gener ville hun give videre til sønnen. Og så hedder han Saint-Esprit til efternavn - Helligånden. Her er Schmitt jo tilbage i sporet fra nogle af de tidligere romaner, hvor flere religioner krydser spor i kraft af symbolerne.

I caféen er også stamgæsterne, som omfatter alt fra indelukkede sære mænd til en sydamerikansk transvestit, der arbejder i Boulogne-skoven om natten. 

Men en dag rammes Fatou af en stor depression; den kommer i kølvandet på et mislykket køb af nabobutikken og nu henter Félix hjælp hos hendes bror, Bamba, der straks kommer fra Dakar. De tager til diverse trolddoktorer i Paris; som mener, at det er den afdøde nabokøbmand, der har kastet en forbandelse over hende. Men deres metoder virker ikke, og pengene forsvinder bare.

En dag komme "Helligånden" så i form af den ukendte far; han tager affære, og sammen rejser de tilbage til Senegal. For som det viser sig her, så har Fatou mistet kontakten til sine rødder i Afrika.

Alt ender godt - selvfølgelig; men det er med Schmitts sædvanlige skæve humor og alligevel en lille morale til sidst.

Den afrikanske animisme er jo centreret om netop de rødder, man har i alt, der omgiver en. At folk lever videre i ting; og at alting er levende og indeholder sjæl. Det er jo en smuk tanke; men ikke så vanvittig, som den kan lyde for vore pragmatiske vesteuropæiske ører! For ens baggrund og rødder er jo centrale for vores identitet og vores liv - på godt og ondt! Der er mange emigranter, som Fatou, der går til i en ny og anderledes verden, fordi de kapper forbindelsen til den gamle og ofte står alene i nye omgivelser. Paris er upersonlig med al sit jern og beton og manglende grønne områder; i hvert fald set med Fatous øjne. Men hun får genoprettet sin balance!

Dronning Ingrid - Annelise Bistrup

• Dansk
• 30.-31. august
• 267 sider

Jeg kan godt lide biografier; og jeg kan godt lide kongelige biografier.

Måske fordi de ofte graver det spadestik dybere og giver et mere nuanceret billede end det man allers ser. For rigtigt historiske biografier gælder det selvfølgelig, at der er mange omkringliggende faktorer i samtidshistorien, som gør dem interessante at læse. For de mere moderne - som denne - er der måske ikke så meget nyt; men der er alligevel altid noget!

Jeg fandt den forleden dag i bogudsalget i Helligåndskirken til den beskedne sum af tyve kroner; og i vældig fin stand. Det var også nem og hyggelig læsning over to aftener - ikke noget historisk tungt stof at fordøje.

Dronning Ingrids liv er jo i store træk kendt; jeg kan huske hendes død og begravelse - men hun avr jo allerede en aldrende dame, da jeg voksede op. Jeg kendte til hendes familiebaggrund i Sverige; med tabet af moderen som blot ti-årig. Men måske har man undervurderet, hvor meget det kan påvirke så ungt et barn. Hun var jo lidt tilknappet - eller meget royal, kunne man måske også sige.

Det var der jo nok en grund til - udover, at hun var af den gamle royale skole; hvor man ikke optrådte lige så meget på slap line, som vi ser det med vores nuværende yngre del af kongefamilien. Hver ting til sin tid!

Bogen arbejder sig kronologisk gennem Dronning Ingrids liv fra 1910 til nogle få år inden hendes død i 2000. Hvert kapitel er smukt illustreret - mange billeder har man set før; men de bliver et smukt tapet til historien.

Der er en del citater af blandt andet hendes døtre; men mest interessant var nok Krags dagbogsnotater fra tiden omkring Kong Frederik IX's død. Hvorledes han - og regeringen - allerede tidligt ved Kongens indlæggelse gik i gang med forberedelserne til overdragelsen af tronen. Der bliver det meget pragmatisk og praktisk, og der er et kæmpe apparat, der skubbes i gang. Desuden er det tydeligt, at Jens Otto Krag ikke var den store tilhænger af monarkiet og ritualerne; det rystede mig lidt må jeg nok indrømme.

Jeg er virkelig ikke republikaner! Jeg har fuld forståelse for, at nogle er - men uanset, hvor man står politisk ville jeg mene, at man som statsminister må respektere, at nu er det sådan og udvise en vis respekt for familien, når man bestrider den post. Det var jo før min tid; jeg undrer mig over, om det var almindeligt kendt i samfundet, at det forholdt sig således? Interessant vinkel at tage med i bogen, så det ikke udelukkende bliver en lovprisning af etablissementet!

Det blev min niende læste bog i august; det virker som om jeg endelig fik lysten igen efter corona-tiden. Der var jo masser af tid til at læse; men det fik den modsatte effekt på mig - jeg gik helt i stå; paralyseret af mediernes endeløse strøm af dårlige nyheder. Men man skal huske at læse - for at komme til en anden verden!

A History of Loneliness - John Boyne

• Engelsk
• 28.-30. august
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat?

Først læste jeg John Boyne måske lidt ved et tilfælde helt tilbage i 2012; en fantastisk bog om de to venner, der kommer i krig; og med en tragisk slutning. I 2018 læste jeg Cyril Averys hjerte, som om muligt var endnu mere utrolig... rørende, barsk men også morsom. Og for nogle måneder siden hans seneste roman. Det var så der, jeg besluttede mig for proaktivt at gå efter flere af de ældre romaner og nu er nogle bestilt hjem.

Der er visse fællestræk i alle Boynes romaner - indtil videre.

Boyne er homoseksuel, og netop homoseksualiteten er et ret gennemgående tema  i romanerne. Et andet typisk træk er, at der ingen happy end er; ofte er det tragisk og det er personer, hvis liv aldrig bliver levet til fulde grundet forskellige hændelser. Der er en masse bitterhed og fortrydelse, når det er for sent.

I denne roman fra 2014 er ingen undtagelse; begge regler gælder mere end nogensinde.

Odran Yates er født i Irland i 1955; et yderst katolsk land, som man jo ved - og hvor kirken og præsterne nyder en enorm magt og respekt i samfundet. Odrans far dør, da han er meget ung - omstændighederne her er også traumatiske for den resterende familie - og nu mener moderen pludselig, at hun har fået en åbenbaring: Odran skal være præst!

Som 17-årig sendes han til seminariet; ingen bekymrer sig om dette virkelig er vejen han vil gå - ligesom han er sammen med en masse unge drenge, som deler hans skæbne. Ofte var det meget børnerige familier, som ikke kunne ofre uddannelse på så mange børn - og familiegården kunne jo ikke splittes op i det uendelige. Så var det jo nemt at give et par børn til kirken, som sørgede for kost og logi ... for livstid!

Men de egner sig ikke til det liv, og nogle gør oprør. Ofte forgæves, For andre kommer det til at betyde, at de forbryder sig på samtlige etiske regler og ikke mindst de unge drenge, de kommer i forbindelse med. Fra slutningen af 1980'erne begynder skandalerne at rulle. Det har vist sig, at tusinder af børn er blevet misbrugt i en omfattende skandale, hvor Kirken ofte forsøgte at dække over de skyldige ved at flytte dem til nye menigheder eller true forældrene til at trække anmeldelser tilbage.

Boynes historie om Odran er netop denne historie; Odran bliver præst og vi følger ham i mere end 40 år. Kapitlerne springer frem og tilbage i tid, og derfor fornemmer man på en helt speciel måde den gru, det ender med at blive, da Odran opdager, at hans bedste ven fra seminariet er hovedmistænkt i en sag. Tom er ikke nødvendigvis homoseksuel - han er fanget i et system, hvor præster ikke må gifte sig, og hvor det har syntes som den eneste måde af få afløb - og ikke aflad - på.

Inderst inde fornemmer Odran jo godt, at alt ikke er som det skal være - men omfanget af rædslerne går først op for ham meget sent. Og så er der det moralske dilemma, som også blev skæbnen for Tristan i The Absolutist - han er endt med aldrig selv at leve for at undgå opmærksomhed, undgå at skulle tage stilling og fordømme. Er han så en større kujon en den pædofile? For han vidste jo måske, hvad der foregik men gjorde intet?

Boyne er særdeles hård mod pave John Paul II; han havde absolut ikke en pletfri rolle i at få opklaret skandalerne. Han undgik den helt store konfrontation, og først i 2010 udsendte den nye pave Benedict XVI en officiel undskyldning til ofrene. Men var det too little too late?

Historien indeholder også en episode i Vatikanet, som får Odran helt tæt på valget af to nye paver; nemlig i 1978, som senere blev kendt som året med de tre paver. Det er nok den del, jeg mindst kan lide. Jeg bryder mig aldrig om, når en forfatter skal have en protagonist til at spille en central rolle i en reel historisk begivenhed, hvor det jo er åbenlyst, at vedkommende ikke kan have været tilstede. Men historien fungerer selvfølgelig til at underbygge også Odrans karakter - hans svaghed, hans manglende mod som ung mand - som bliver til hans evigt manglende mod.

Det var en helt absolut utrolig bog; en barsk fortælling om både de pædofile præster; men også om konsekvenserne for Kirken og de præster, som nu bliver spyttet på på gaden - for de må jo alle være ens! 

Boyne overrasker mig gang på gang; for selv om der er de fælles temaer, så er historierne hver gang i en ny tid, et nyt sted og så forskellige - men alle umådeligt gribende.

The Rumour - Lesley Kara

• Engelsk
• 25.-26. august
• 416 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

H. C. Andersen ville være rystet, hvis han vidste, hvordan hans fjer kunne blive til så meget mere end fem høns. For nogle gange er fjeren reelt en høne, og det er at blot at ryste i fjerene for at få alting til at komme til live igen. Det er ganske vist.

Jeg havde fået anbefalet denne krimi af en veninde; som hun sagde - det er ikke stor verdenslitteratur, men det er et godt plot og overraskende til sidste side. Det må jeg give hende ret i!

Joanna er alenemor, og bor i en lille engelsk havneby - en soveby, hvor alle kender alle. Det er ikke nemt at komme udefra, men Joanna flytter dertil med sin søn Alfie fordi hendes mor bor der og livet er bedre end i London. Alfies far, Michael, er sort, og de har et forhold baseret på venskab og occasional sex men Joanna har aldrig villet binde sig mere. Så hun er meget alene, og både hun og sønnen kæmper for at få nye venner i den lille by.

En dag overhører hun en samtale ved skolen - deres lille by skulle huse en morder, som nu lever under falsk navn under et beskyttelsesprogram. En kvinde, som mange mange år tidligere, slog en lille dreng ihjel, da hun kun var ti år gammel. Hun er ellers ikke typen, der render med sladder - men pludselig bliver dette lille stykke sladder noget hun kan bruge til at gøre sig interessant for de andre kvinder. Det åbner døre for sønnen - men det får også fatale konsekvenser. 

Hele byen begynder at spekulere i hvem, det kan være. Er det en med de samme initialer som morderens oprindelige navn? Alle ser spøgelser overalt, og der opstår en lynchstemning overfor nogle kvinder i byen. 

Som dagene går overvejer Joanna alle muligheder, og ser farer overalt efterhånden som hun selv føler sig truet af rygterne. 

Det er ikke en voldsom krimi - jeg kan ikke lide den slags, hvor man skal læse om masser af blod og slåskampe; her er det det psykologiske aspekt, der fungerer som drivkraft - og det er skrevet i et letlæseligt sprog med fuld fart på. På to aftener var den læst - jeg måtte opklare det; og det var en absolut overraskende slutning. Bogstaveligt talt til allersidste ord, hvorefter den slutter og man sidder med en følelse af absolut undren og visse moralske spørgsmål ligeledes.

Den bliver uden tvivl oversat til dansk, og så vil jeg virkelig anbefale den til en søndag i sofaen!

The God Child - Nana Oforiatta Ayim

• Engelsk
• 22.-23. august
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg blev meget fascineret af den totalt gyldne forside; og titlen - og det faktum, at det var en ghanesisk forfatter. Den slags kan man lade sig narre af!

Debutromanen fra den unge ghanesiske kunsthistoriker er meget rost; jeg var faktisk også meget begejstret i begyndelsen - men desværre haltede det lidt mod slutningen.

Maya bor i Tyskland med sine forældre; hendes far er læge og hendes mor en flamboyant kvinde, der ofte intimiderer sin datter. Moderen siger, at hun er prinsesse - men familiens titler og værdier blev frataget dem, da Ghana blev uafhængigt. Der er i dag stadig kongedømmer i visse dele af landet - men landet som helhed er jo i dag en republik.

En dag kommer hendes fætter Kojo til dem, og han forklarer hende, at de skal generobre og genfortælle deres lands historie. Den historie som kolonialisterne tog fra dem; og som bliver Kojos endeligt. Han bliver besat af traditionerne, og forfædrene, som stadig lever i ham.

Det er ret rodet egentlig; frem og tilbage mellem Tyskland, England og Ghana - et klart forsøg på at illustrere den identitetskrise, som er en realitet for mange, der vokser i Europa langt fra deres lands traditioner.

Men trådene samles ikke helt til sidst; og der løbes alt for hurtigt hen over nogle vigtige handlinger, som om, at nu skal det bare afsluttes. Det er lidt ærgerligt, for det kunne have været en meget smuk roman.

Pierre-Auguste Renoir, mon père - Jean Renoir

• Fransk
• 11.-20. august
• 512 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

At skrive en biografi om sin egen far kan jo være farligt - for er man ikke lidt farvet af sin beundring (eller i visse tilfælde det modsatte). Ikke desto mindre er denne biograif af Renoir fantastisk på alle mulige måder.

Den er skrevet i 1962, da Renoir havde været død i 43 år. Da var sønnen selv 68 år gammel, og man må antage, at ungdommens næsegruse beundring er passeret. Det skriver han da også selv - han blev såret i 1. Verdenskrig, og kom hjem til faderen på rekonvalescens - og der snakkede de to i dager og uger. Jean Renoir tog noter, men gjorde ikke mere i mange år; han forfulgte sin egen karriere som filminstruktør, og skrev den muligvis, da han selv blev bange for ikke at kunne nå det?

Det er ikke kun en historie om malerierne; det er en historie om Frnakrig og ikke mindst Paris helt tilbage til Renoirs aner. Maleren Renoir var født i 1841 - og hans bedsteforældre havde jo oplevet den franske revolution - den er jo pludselig ikke langt væk, når man tæller et par generationer tilbage. Mine egne bedsteforældre var født i 1904 og 1911 - og deres bedsteforældre havde jo også kendt til en helt anden verden end os.

Det er levende beskrivelser af et Paris, som man slet ikke kan forestille sig - hvor Montmartre stadig var 'udenfor' voldene, og en landsby man næsten måtte rejse til. Alligevel tiltrak det jo allerede dengang kunstnerne - for lyset ned over Paris var så smukt.

Det mindede mig lidt om Woody Allens film, hvor de farer rundt i Montmartre om natten med Picasso, Modigliano osv. i den ene tidslomme - for pludselig at hoppe endnu længere tilbage til den anden tidslomme med Degas, Toulouse-Lautrec osv. 

For det var jo en gruppe af frontløbere med impressionismen; de tog de første opgør med kunstens principper - som Chauveau også glimrende beskrev i sin bog om Manet. Deres billeder blev ikke accepteret til den årlige udstilling; ergo lavede de deres egen udbryderudstilling - og i bogen gengives flere artikler fra samtidens presse, som anmelder dem. Det er jo helt grotesk at læse den slags i dag; ligesom det er grotesk, at Louvre og den franske stat afviste en større malerisamling (fra denne gruppe kunstnere), som blev testamenteret til dem. Alle disse malerier blev i stedet solgt, og kun ganske få af dem findes i dag i Frankrig. En hel kulturarv, som nu primært er på amerikanske mindre museer.

Renoir måtte også kæmpe - han var fattig i årevis, og giftede sig første ret sent; han blev far til sit sidste barn som 60-årig; men var en temmelig ungdommelig far. Han havde dog mange principper om løst og fast; børnene - alle drenge - skulle have langt hår til at beskytte deres hoveder mod fald. Han var imod luksus - men hvis man var rig, så var det ens pligt at fremvise al den luksus. Han var imod industrialiseringen men foretrak det gode gammeldags håndværk.

Hjemmet var et evigt kollektiv, hvor hans muser levede sammen med familien - eller der altid var venner på besøg. De rejste til Provence om sommeren, og han malede meget i Bretagne. Men det er også fortællingen om sygdommen; han var stadig kun midaldrende, da han blev ramt af gigt. De sidste år sad han i kørestol - der findes en del fotografier, hvor man ser en tynd og afkræftet mand; men han malede til sin allersidste levedag. Det var smertefuldt, og det var besværligt - men det var vigtigt.

Det er en fantastisk bog; den er virkelig kompakt - blot fire kapitler til over 500 sider - og der er absolut ingen kunstpauser. Det var måden at skrive på i 1960'erne; men det gjorde det til et enten-eller projekt for mig. Man kan ikke bare lige snuppe et kapitel her og der; men da jeg så tog mig tiden til at fordybe mig, kom jeg til et Paris jeg både kunne genkende og slet ikke forestille mig.