Picasso - Patrick O'Brian

 

• Engelsk
• 14. maj - 2. juni
• 512 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I marts læste jeg den lettere chokerende bog af Picassos barnebarn, Marina - og selvom jeg gennem tiderne har læst en del om Picassos kunst; og set hundreder af hans malerier, så fik jeg lyst til at læse mere dybdegående om hans liv. Det tog mig virkelig lang tid at komme igennem den - men det var en fantastisk interessant og lærerig læsetid.

Picasso skabte ca. 50.000 kunstværker i sit liv - i gennemsnit 2 om dagen. Det var selvfølgelig ikke alle store malerier - der var tegningger, akvareller, lithografier men også statuer og keramik. Men det er jo fascinerende, at man konstant kan være så produktiv... og inspireret!

Bogen er meget systematisk, og følger først hans families historie; hans barndom i Malaga og Barcelona inden han efter flere længere ophold slog sig permanent ned i Frankrig. Her blev han jo som bekendt en del af slænget med bl.a. Modigliani, Eluard, Braque - men også forfattere som Scott Fitzgerald og Hemingway. Alt dette var dog først i 1930'erne, hvor han jo allerede var en midaldrende mand. Hans fantastiske blå periode er fra hans unge tyvere og tredivere - og nok mine personlige favoritter.

Så "opfandt" han kubismen med Braque - og det er noget, jeg aldrig helt har forstået. Bogen går meget i dybden med filosofien bag kubismen - og pludselig kan jeg noget bedre forstå den, og vil nok også få mere ud af at se disse malerier i fremtiden!

Picasso gav ikke selv sine malerier titler; mange titler kom da andre navngav dem - og eftersom forfatteren går i (nærmest) kronologisk gennemgang af dem, var jeg konstant (positivt) afbrudt af at slå tingene op i diverse medier. Først læste jeg beskrivelsen; så fandt jeg et billede og så læste jeg det hele igen. Det var ikke læsning egnet til andet end hjemme i sofaen med god tid, og ofte blev det ikke til mere 20-30 sider per dag.

Et andet aspekt og ikke mindre vigtigt er selvfølgelig hans personlighed. Han gik fra at være en fattig maler i Montmartre til at blive århundredets bedst betalte levende kunstner, som konstant blev kontaktet. De ville have penge selvfølgelig - men også, at han kiggede på deres kunst; eller lavede illustrationer til deres bøger eller lignende. Det gav ham med tiden et rygte som utilnærmelig og arrogant - og i sine sidste leveår som beskyttet af den sidste hustru; som beskrevet i barnebarnets bog.

Han var en passioneret mand - og kvinderne var der nogle stykker af; og derfor var der jo også skilsmisser og skænderier, og han var næppe den bedste faderrolle. Han var så oplsugt af sin kunst - som jo reelt set også er Marinas konklusion. Med alderen og klogskaben forstår hun ham anderledes, og ser, at han måske ikke kunne være anderledes.

O'Brians biografi er anerkendt for at være den bedste; og det var virkelig også en god bog - men intens at læse. Nu er jeg langt bedre rustet til mit næste Picasso-maleri!

The Girl with the Louding Voice - Abi Daré

 

• Engelsk
• 11.-13. maj
• 320 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Endnu et mesterværk i nyere afrikansk litteratur! Abi Daré er fra Nigeria, men lever nu i England. Dette er hendes debutroman som forfatter,  Det er hun sluppet ualmindeligt godt fra!

Adunni er 14 år gammel, og bor i en lille nigeriansk landsby. Hendes mor er død, og så tog faderen hende ud af skolen på trods af sit løfte til den døende hustru om at lade hende gå i skole - og lade sig gifte med hvem hun ville. Hendes liv er i stedet at være hushjælp for en fordrukken far og de to brødre. Da faderen end ikke har penge til huslejen længere, sælger han hende som tredjehustru til en meget ældre mand, selvom hun er mindreårig.

Førstehustruen er en gammel bitter kvinde; mens andenhustruen kun er lidt ældre end Adunni og gravid med sit fjerde barn. Da hun allerede har født tre piger, er det afgørende, at dette barn bliver en dreng. Det viser sig, at hun har taget andre "midler" i brug for at sikre dette; og Adunni bliver hendes medsammensvorne. Adunni selv bliver voldtaget af sin nye mand - og dette er beskrivelsen af, hvad der reelt er virkelighed for mange unge piger i Afrika - og ikke kun i Nigeria.

Hun ender efter en række uheldige oplevelser, som man selv skal læse sig til, i landets hovedstad Lagos. Hun tror hun bliver hjulpet til et bedre liv og en uddannelse - men det viser sig, at hun blot er blevet solgt som husslave til en rig nigeriansk familie. Som jeg skrev her, er human trafficking hverken begrænset til slavetiden eller til europæere, der fjerner folk fra deres fødested. Det findes stadig og i udbredt grad over hele verden og til alle former for formål.

Men Adunni er ikke tabt bag en vogn; hun anskuer hele verden med sin helt egen humor og nysgerrighed - sprogligt starter det med at reflektere hendes kendskab og kundskab med engelsk; og som tiden skrider frem, forbedres det. Det gør læsningen lidt pudsig i begyndelsen, men er med til at danne det perfekte billede af vores protagonist.

I Lagos arbejder hun for Big Madam, som ejer en række tekstilforretninger og ikke ser nogen grund til, at Adunni skal uddannes. Hun får et måltid mad om dagen; hun arbejder 18-20 timer dagligt og får som regel også sine daglige tæsk. Men hun bliver gode venner med kokken, Kofi, som er fra Ghana. Han arbejder kun for at tjene penge til at bygge sit hus hjemme i Ghana færdig, så han kan rejse fra Big Madam. Men Adunni bliver som en datter for ham nu; og det bliver hans mission at sørge for, at én af dem kommer videre i livet.

Hun møder også den unge Tia, som er vendt tilbage til Nigeria efter nogle år i England. Hendes verdenssyn er noget anderledes og moderne; hvilket ikke falder i god jord hos de lokale rige damer, når de mødes til overdådige selskaber. Mange af disse mennesker er self-made, og kommer selv fra trange kår - men det synes de at have glemt, som de nu behandler deres ansatte.

Tia vil også hjælpe Adunni - og som deres forhold udvikler sig, viser det sig, at den unge piges skæve livsvisdom også kommer til at hjælpe den unge kvinde.

Det er en stærk bog om en nigeriansk Pippi Langstrømpe, der ikke lader sig kue - selvom hun må meget igennem. Det er samtidig et nutidsbullede af et samfund, som er enormt splittet mellem de indfødte, der er blevet til overklassen, og den enorme befolkningsgruppe, der lever under miserable og triste forhold.

Jeg vil anbefale at læse den på engelsk, selvom den bliver oversat - jeg kan ikke helt se, hvordan den sproglige charme kan overføres med succes.

Ved højlys dag - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 8.-9. maj
• 336 sider
• Originaltitel: Hidden in Plain Sight

Efter sin succesrige Clifton-krønike startede Archer skrivningen af en spin-off på en af de fiktive figurer fra den serie - detektiven William Warwick, og hans karriere som detektiv hos Scotland Yard.

Første bind læste jeg for præcis et år siden og det tog mig lige præcis også to dage den 8. og 9. maj at læse historien. Forhåbentlig skal jeg ikke vente et helt år på at læse tredje bind.

De skal nemlig læses i kronologisk rækkefølge og handlingen fortsætter ret hurtigt efter den slap i sidste bind. Jeg skulle lige tunes ind på, hvor vi sluttede sidst og have de vigtigste navne på plads.

Williams ærkefjende er kunsttyven Faulkner fra første bind, og ham vil de stadig gerne have fat i. Denne gang får de koblet ham op til en narkobaron, som er ansvarlig for salg og distribution i en stor del af London i slutningen af 1980'erne. 

Det bliver lidt af en familieaffære, da Williams far - advokaten - skal føre retssagen, og søsteren Grace er hjælpeadvokat for faderen. Det virker til tider lidt urealistisk i forhold til at være upartisk - men jeg kender selvfølgelig ikke reglerne i England.

Der er en passende del spænding - men også kontinuiteten med historien om Faulkner, som tilsyneladende fortsætter. Det ser ud til at blive Williams evige ærkefjende og Faulkners (eks)hustru bliver en vigtig del af puslespillet.

Det er svært at sige meget uden at ødelægge fornøjelsen; det er hurtigt og fængende - og meget nem læsning. Så allerhelst ville man jo fortsætte til næste bind uden pause - og jeg kan se, at der er to bind på vej i år. Men det er virkelig ikke pengene værd at købe de store udgaver med den læsefart.

Glimrende weekendunderholdning - og Archer forstår som tidligere at skrive en god historie!

Optegnelser fra en søn af de sorte - James Baldwin

 

• Engelsk
• 3.-6. maj
• 208 sider
• Originaltitel: Notes of a Native Son

Det er absolut et af mine personlige mål at sørge for at læse nogle af klassikerne; jeg har behov for også at give noget energi til min hjerne udover det arbejdsrelaterede. Det skaber også en fin balance mellem det lette og det tunge; ligesom jeg jo skifter mellem sprog, når jeg læser.

James Baldwin kom uvægerligt op, da jeg sidste sommer læste James McBride og igen fornylig med Ocean Vuong; begge forfattere trækker linjer tilbage til Baldwins arbejde, og erklærer sig inspireret af ham.

Baldwin er født i 1924 i Harlem som barn af en enlig mor, der gifter sig igen og får yderligere otte børn. Det var en fattig barndom i mellemkrigstidens USA, og raceadskillelse var stadig en stor altafgørende del af livet som afroamerikaner. Men som 24-årig flytter han til Paris; det er lige efter krigen, og et langt nemmere sted at være både sort og homoseksuel.

Han døde i Frankrig i 1987; men forbliver en stærk stemme i sort aktivisme.

Han har skrevet alt - teaterstykker, noveller, romaner og essays; det var meget vanskeligt at beslutte, hvor i hans omfattende forfatterskab jeg skule starte. Der var nogle oplagte klassikere - og alligevel valget jeg at starte tidligere med hans samling af essays, der udkom under titlen Notes of a Native Son med reference til en af de helt store sorte protestromaner Native Son af Richard Wright.

Disse essays udkom i 1955, da han var knap 30 år gammel, og var vel hvad man kan kalde en form for bestillingsarbejde. I hvert fald blev han bedt om at levere ti essays omhandlende racespørgsmål.

Den er opdelt i tre hovedddele; den første med tre essays, der primært omhandler kunst, Baldwin "anmelder" romarner Onkel Toms Hytte, Native Son omtalt ovenfor og en filmversion af Carmen med et udelukkende sort hold af skuespillere. Det er virkelig kritisk og barsk, især når man tænker på det renommé de to romaner har.

Anden del omhandler hans opvækst i Harlem igennem tre essays; den voldelige paranoide far, der dør. Hele bydelen der er domineret af hvide beslutningstagere, og den antisemitisme, der også florerede der.

Den sidste del relaterer sig til hans tid i udlandet - Paris og Schweiz. På et tidspunkt bliver han arresteret i Paris efter et simpelt tyveri på et hotel (som ikke var ham, men en ven). Han opdager, hvor svært han har ved at navigere i det, fordi hans opvækst er præget af dårlige erfaringer med politiet, Her opfører de sig anderledes; han er kriminel (muligvis) men ikke en sort kriminel! 

I en lille schweizisk landsby, hvor han slår sig ned, er han den første sorte, de fleste af indbyggerne ser. Her er vi jo stadig lige efter krigen, og da Schweiz var neutral har de end ikke set de amerikanske soldater, der kom til Europa ved freden. Selvom mange europæiske lande jo stadig havde kolonier i Afrika i 1950'erne, så var der en skarpere adskillelse. De blev i Afrika, og kolonimagten var primært hjemme i Europa. I USA blev de jo tvunget til at sameksistere, og må nu leve med den nedværdigende status som raceadskillelsesregler betyder.

Det er en relativ lille bog; knap et par hundrede sider og en del blanke imellem. Alligevel kæmpede jeg noget med den; den var meget akademisk og skolastisk, og til tider ret arrogant og belærende. Nogle gange følte jeg det som betragtede han den sorte mand udefra og oppefra som et laboratoriedyr?!

Jeg har dog ikke givet op; jeg vil bestemt læse nogle af hans romaner - der er vel en grund til berømmelsen!

who did you tell ? - Lesley Kara

 

• Engelsk
• 2. maj
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I sensommeren læste jeg den virkelig gode psykologiske thriller, som var Karas debutroman. Men inden den udkom havde hun skrevet et udkast til denne roman, som dog blev finpudset og i stedet udkom senere.

Vi er stadig i den lille søvnige engelske by ved kysten; faktisk refererer hovedpersonen i en bisætning til den hændelse, som finder sted i den anden roman. Der sker nemlig normalt ikke meget her.

Det er også derfor Astrid er flyttet hertil efter hun er kommet ud af et afvænningshjem. Hun er 32 år - men retur hos sin mor, som holder et skarpt øje med, at hun ikke falder tilbage til de gamle synder... flasken. Hun holder øje med, at Astrid gåt regelmæssigt til AA-møder, og det er ikke altid nemt for den unge kvinde pludeslig at være "barn" igen.

Men hun ved, at hun skal ud af det en gang for alle. Der er gået for mange år med druk og aftener, hvor hun ikke kan huske, hvor hun sov eller hvad hun lavede.

Astrid får nu chancen for at starte lidt forfra; hun begynder at lave de ting, hun elskede i sin ungdom. Hun møder en dejlig fyr, og hun overholder sine AA-møder.

Men pludselig dukker der beskeder op fra fortiden. Nogle ved, hvad hun har gjort. Endog de ting, som Astrid selv er i tvivl om i sin omtågede tilstand. Så hun er nem at skræmme, og det kan sætte hele hendes nye liv og afholdenhed over styr.

Der er - heldigvis - ikke noget blod, mord og vold; der er faktisk langt mindre af det end i den første krimi jeg læste af Kara. Men der er det menneskelige aspekt af at komme ud af sådan et misbrug, som må være forfærdeligt netop fordi man nok ikke altid ved, hvad man har lavet. Man kan jo bildes alt ind!

Kara kan det der med at holde spændingen fast til sidste side; det er knap så overrumplende som i The Rumour - men jeg var klistret til bigen; og da den er yderst nem at læse, så tog det mig vel 5-6 timer. Det kan jeg så godt ærgre mig lidt over bagefter - når man har betalt 120 kroner; men sådan er det jo når man ikke kan slippe den.

Jeg kan godt lide denne slags krimier; og jeg vil helt sikkert også læse den næste. Måske hellere fra biblioteket dog.

The Midnight Library - Matt Haig

 

• Engelsk
• 30. april - 1. maj
• 304 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Matt Haig er både forfatter af romaner, børnebøger og non-fiction indenfor marketing, men også psykologi. Han led selv af en depression og sammenbrud, da han var ung, og måske det påvirker emnerne i hans romaner?

I hans sidste roman var det udødeligheden, der var i centrum - i denne er det fortrydelser og muligheder.

Nora Seed er 35 år gammel og single, da hun samme dag mister sit job og hendes kat dør. Hun har ikke kontakt til sin bror, og er håbløst alene og depressiv. Så hun sluger en overdosis af de antidepressive piller, hun i forvejen tager uden stort held.

Men hun dør ikke! Præcis ved midnat vågner hun i et bibliotek, hvor den eneste anden person er Mrs Elm - skolebibliotekaren hun elskede som barn. Der er tusinder af bøger, men først skal hun læse den tungeste af dem alle. Den indeholder en liste over alle de ting, hun fortryder. 

Da hun nu er i dette limbo, skal hun vælge en bog. Hver bog giver hende muligheden for at leve en anden version af hendes liv. Den version, hvor hun måske fortsatte med at svømme - eller spille musik. 

Jeg tror vi alle nogle gange har tænkt over, hvordan vores liv ville se ud HVIS.... det kan være de helt store ting i livet; hvis jeg havde taget en anden uddannelse. Hvis jeg havde taget et andet job i en anden virksomhed. Hvis jeg var blevet født et helt andet sted på jorden. Men i virkeligheden er det også bare de helt bitte små ting, der kan vise sig at være udslagsgivende. 

I 2006 rejste jeg fx til Senegal for første gang. Da jeg steg ud af flyet og skulle finde til hotellet, kom jeg i snak med en belgisk pige (jeg boede på det tidspunkt i Bruxelles). Tilfældigvis skulle vi bo på samme hotel, og vi faldt i snak sporadisk over de næste par uger. I dag er det min allertætteste - det nærmeste jeg kommer en soul mate, og siden da har vi rejst til utallige lande og steder. Men hvis jeg havde taget flyet dagen inden. Eller dagen efter.

Vi kan jo drive os selv til vanvid ved at tænke den slags tanker; og vi ville jo heller ikke vide, havd vi var gået glip af. Var jeg fløjet dagen efter havde jeg måske mødt en anden. Eller ingen.

Nora prøver derfor de åbenlyse valg, som relaterer sig til fritidsinteresser eller uddannelse; men opdager også, at der for hver variant er andre ting, der ændrer sig. Fordi den ultimative og perfekte variant ikke findes. 

Det er åbenbart et emne, der optager Matt Haig - de eksistentialiske tanker om livet. Og indrømmet var det faktisk lidt deprimerende i starten, da jeg selv lige blev fanget i hvad-nu-hvis-legen. Men det er også en easy-read bog med en nærmest lykkelig slutning; i hvert fald den moralsk og etisk korrekte, hvor man ikke ender som milliardær men i stedet indser livert virkelige værdier. Det lyder lidt kliché-agtig, og det er den selvfølgelig også på en måde. Men samtidig hænger man hurtigt fast i historien, og vil vide om Nora falder for fristelsen til det "lette" liv. God hurtig underholdning - men ikke mere!

Les prisonniers de la liberté - Luca di Fulvio

 

• Fransk
• 21.-29. april
• 784 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er stadig ingen af Luca di Fulvios romaner, der er oversat til dansk - jeg ville ellers mene, at der er et publikum til dem. Jeg opdagede dem dog på fransk, og det passer glimrende til mig at læse dem på fransk fremfor fx engelsk. I sommeren 2019 skrev jeg, at jeg ventede på den næste, som skulle foregå i Buenos Aires - og samme dag den udkom i paperback bestilte jeg den.

Ligesom hans andre romaner er det historisk - men i nyere tid end de to sidste; denne gang er vi i 1912-13. Det er stadig historier om den lilles kamp mod den store; om de gode mod de onde - og de gode, der til tider må være lidt onde for at overvinde livets fortræffeligheder. 

Ligesom i den første roman starter det til dels i Italien; den unge Rosetta er blevet forældreløs - men det betyder blot, at hun har mistet en fordrukken og voldelig far. Dog er hun nu alene, og passer sin lille gård med jord og dyr. Den lokale adelsmand vil have fingrene i jorden, og i det hele taget provokerer det landsbyens beboere, at en ung smuk kvinde lever alene. Hendes dyr bliver dræbt, og hun bliver voldtaget - da hun endelig overgiver sig og sælger sin jord, vil baronen også forgribe sig på hende - og hun flygter ud af landet efter at have overfaldet ham.

I en siciliansk landsby kæmper Rocco for at undgå at komme i mafiaens kløer. Hans far døde, da han tog en kugle for den lokale mafiaboss, men Rocco vil ikke være en del af det - og kæmper for sin frihed og selvstændighed. Mafiabossen ender med at indse, at han er for farlig at have rendende som "løsgænger", og sender ham til Buenos Aires på en båd.

I Rusland lever den 13-årige jødiske Raechel med sin far og stedmor, da en pogrom dræber faderen. Lige inden har landsbyen haft besøg af en flok rejsende, der vil rekruttere unge piger til at være tjenestepiger i Argentina - et løfte om en bedre fremtid, som mange forældre med alt for mange sultne munde ikke kan stå for. Raechel stikker af fra stedmoderen, og indhenter vognen selvom hun umiddelbart ikke interesserer mændene - hun er ikke køn nok!

De tre skæbner mødes i Buenos Aires; Rosetta er undervejs blevet efterlyst, og anholdes ved ankomsten. Rocco foranstalter lidt tumult, så hun kan flygte - men aner ikke andet om hende end hendes fornavn. Raechel har under overfarten opdaget, hvad det i virkeligheden handler om - prostitution!

Nu starter deres kamp for at blive fri - som den franske titel siger... Frihedens fanger. De troede jo alle, at Buenos Aires ville gøre dem fri af fattigdom, vold, mafia og alt det andet onde. I stedet er de nu i en meget værre situation. Rocco må også her kæmpe for at klare sig uden mafiaen, som har arme helt til Argentina. Raechel slipper fri af bordellet; men må gå i skjul som dreng - og Rosetta lever godt men skjult efter sin flugt. Men så kommer baronen til Buenos Aires og det hele accelerer i en ret så hæsblæsende tempo.

Man er jo ikke i tvivl om, at de alle nok skal finde hinanden til sidst. Det starter som individuelle kapitler men som tiden skrider frem krydses deres fortællinger, og de tre hovedpersoner er til sidst en treenighed. Den er måske også lidt mere sukkersød end de tidligere romaner? Der var nogle steder, hvor jeg fik lidt anløb til kvalme - jeg overvejede faktisk om det er en anden oversætter; men det er det ikke. 

Historiens essens er dog interessant og universel ligesom i hans andre historier. Slaveri i en eller anden form har eksisteret siden vi for 11.000 år siden gik over til et jæger-samler-samfund. Det tog selvfølgelig en helt anden drejning med slavehandlen fra Afrika, som de lokale jo selv aktivt tog del i. Nazisterne holdt ild i ideen med deres teori om Untermenschen, og selvom det i dag er forbudt i hele verden florerer det jo stadig. 

I dag eksisterer det mere under begrebet Human trafficking - eller menneskehandel; og en stor del af denne handel er sexslaver. Fulvios roman bygger også i høj grad på et sådant netværk, som jeg aldrig havde hørt om - og som er uhørt afskyeligt. Zwi Migdal-organisationen blev grundlagt i 1906 af polske jøder; og i bogen er det den gruppe, der får Raechel og de andre unge piger til at følge med. Under dække af religion og velgørenhed lokkede de forældre til at sælge de unge piger - eller betale for deres rejse til et bedre liv, som det hed sig. I realiteten blev de under rejsen allerede misbrugt - det var deres måde at betale for billetten. Ankommet til primært Buenos Aires kom de direkte til et bordel, og mange kom aldrig nogensinde ud af de huse. Organisationen ejede mere end 2.000 bordeller med tusinder af kvinder, der havde op til 350 "kunder" om ugen. De døde ganske enkelt af udmattelse!

Ligesom mafiaen havde de beskyttelse direkte fra politiet og embedsmænd, som til gengæld fik gratis "service"; i virkelighedens verden var det en ung jødisk kvinde, Raquel Liberman (ikke langt fra historiens Raechel), som til sidst fik politiet til at gå  ind i sagen og stoppe dem. Ikke desto mindre fortsatte netværket stadig under det nye navn Zwi Migdal, og den endelig slutning på dette mareridt kom paradoksalt nok med 2. Verdenskrig, da det ikke længere var muligt for dem at "rekruttere" unge piger i Centraleuropa. 

Det er polsk og italiensk mafia op mod hinanden i en hæsblæsende historie, som også har absolut burleske karakterer som den italienske baron, der går amok i en kokainrus. Så til trods for lidt for meget sukker nogle steder, så var det en fantastisk historie som altid.

Une minute quarante-neuf secondes - Riss

 

• Fransk
• 15.-19. april
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For en del år siden læste jeg en teori om, hvor lang tid, der skal gå før man "bearbejde" store traumer i kunsten - film, romaner, etc. Det kan være krige, naturkatastrofer - men også voldsomme begivenheder som fx terrorangreb. Den periode er kortere og kortere; fordi vi i forvejen bombarderes med så meget information i reel tid, at vi allerede har fået de voldsomste indtryk. At læse om skyttegravskrigene under 1. Verdenskrig, når man aldrig havde set det live var langt mere problematisk, og det krævede, at sårene var helet. Efter 9/11 gik der også nogle år inden nogen "turde" skrive om det - men ikke så lang tid som tidligere.

Den franske forfatter Philippe Lançon skrev allerede i 2018 sin historie om vejen tilbage til livet efter angrebene på Charlie Hebdo i januar 2015. Han var en af de hårdest sårede, og det var voldsom læsning fordi de reelle nyhedsdækninger var så friske i erindringen - og ikke mindst fordi der var en vis sammensmeltning med angrebene senere samme år også i Paris.

I slutningen af 2019 udkom så en anden førstehåndsberetning fra den dag januardag i redaktionslokalet; denne gang skrevet af Riss, som i mange år havde arbejdet på Charlie Hebdo. Han var med til redaktionsmødet som aktionr og nøgleperson på redaktionen - men det var ikke ham, de primært var ude efter. Målet var Charb; chefredaktøren, som terroristerne specifikt sikrede sig var tilstede. Og død.

Riss kastede sig på gulvet, og ventede. I et minut og niogfyrre sekunder, som den franske titel siger. Han spillede død; og da det var ovre forsøgte han med hjælp at komme ud af lokalet uden at se sig omkring. Han var meget bevidst om, at de otte andre var døde og han besluttede med sig selv, at han ikke ville se på dem. Selv var han såret i skulderen af en kugle direkte igennem; og måtte igennem flere måneders hospitalsophold og genoptræning. 

Men han skulle også finde tilbage til en helt ny verden. Uden de mennesker, der havde været hans nærmeste venner i årevis. Med reduceret mobilitet i armen. Uden at kunne færdes frit længere - nu var det under konstant overvågning. Med interne stridigheder omkring genstarten af avisen, da nogle forsøgte at udnytte den bølge af velstand, der momentant fulgte i kølvandet på angrebet.

I bogen beskriver han til dels, hvad der skete - men ikke i modbydelige detaljer; men også hans tidligere møder med døden, som var begrænset og selvfølgelig langt mere fredelig. Der er et kapitel omhandlende hver af de kolleger, han mistede, som er vikrelig hjerteskærende.

Riss mener ikke selv, at han lider af PTSD i overdreven grad; alligevel er det tydeligt, hvor voldsomt dette har været. Han gentager datoen mange, mange gange - det er ikke nok at referere til 'angrebet' fx; nej, han har behov for at skrive det. 7. januar 2015. 7. januar 2015. 7. januar 2015. Han vil ikke glemme dagen, kollegerne, hadet, kampen, uretfærdigheden, ideologien....

Det var hård læsning; jeg måtte tage det i små bidder fordi det ganske enkelt gjorde ondt ned i maven at læse om det. Det er måske her tesen om, hvor lang tid, der skal gå, er relevant? På den anden side kan vi ikke fornægte det - og endelig så er jeg jo ikke berørt. Blot en læser, der ikke skal leve med det daglige mareridt at have overlevet.

Lançons bog udkommer snart på dansk; og måske med tiden kommer denne også. Jeg vil ikke sige den ene er bedre end den anden; for de to personer havde to vidt forskellige skader men var selvfølgelig også inden angrebet to vidt forskellige mennesker. De havde hver deres 7. januar 2015.

Offer 2117 - Jussi Adler-Olsen

 

• Dansk
• 11.-13. april
• 488 sider

Ottende bind om Afdeling Q - som vist udkom for lidt tid siden; men først kom på min radar nu. Det er jo typisk garanti for god og underholdende spænding, selvom man måske kunne ønske en lidt højere kadence. Ikke mindst for at følge baggrundshistorierne om Rose, Carl og Assad lidt bedre. 

Dette bind var ingen undtagelse fra reglen; faktisk synes jeg næsten det er den absolut bedste i hele serien. De første bind var lidt mere famlende; Specielt Fasandræberne var virkelig ikke vellykket med dens imitation af reelle personer. 

Senere har Adler-Olsen bevæget sig mere mod højaktuelle emner, og i dette niende bind er det virkelig relevant og dermed også interessant. Ligesom ottende bind fokuserede mere på Roses liv og historie, så er det her - endelig - mysteriet om Assad, der opklares. Det er en barsk historie om krig, Abu Ghraib-fængslet (eller et anneks deraf) og flygtninge.

Dem, som hver dag skyller op på strande i Sydeuropa - og offer 2117 er netop en kvinde med en forbindelse til Assads fortid. Denne kvinde bliver for to andre protagonister et symbol - den ene er den lidt patetiske spanske journalist Joan, som leder efter sit store gennembrud. Den anden er den unge Alexander, som lever i en fiktiv gamer-verden. De to sætter sig mål for at offer 2117 ikke forbliver et nummer i statistikken; og Assad, Carl og Rose skal finde den danske dreng - mens hele Europa pludselig fanges i jagten på Joan.

Journalisten er nemlig uforvarende kommet i meget forkerte hænder på nogle terrorister, som planlægger angreb i større europæiske byer. Den slags aktioner, som vi har set i de senere år med selvmordsbomber i folkemængder - og som jo også rejser spørgsmålet om, hvem der kommer over grænserne. For de er ikke alle nødvendigvis blot flygtninge!

Assads historie er gribende og voldsom; mod slutningen kan man så spekulere over, om han kommer tilbage i det, der lader til at skulle være to afsluttende bind? Det virker som en god plan for Adler-Olsen - to bind mere vil strække sig nogle år ud i fremtiden; og så har Afdelign Q fyldt meget. Man kan sagtens forstå, at han vil lukke den ned nu.

Jeg kunne sagtens læse de to bind lige nu; for dette var virkelig en sjælden fornøjelse i en genre, jeg gør mig mindre i!

Den tavse patient - Alex Michaelides

 

• Engelsk
• 9.-10. april
• 352 sider
• Originaltitel: The Silent Patient

Der var en enorm venteliste til denne krimi på biblioteket; hvorfor jeg selvfølgelig antog, at den måtte være virkelig god! Jeg læser jo ikke mange krimier, men hvis den er virkelig spændende, så er det en fornøjelse.

Alicia Berenson er kunstner og i begyndelsen af 30'erne, da hun dræber sin mand. Hun bliver fundet med pistolen i hånden, blod over det hele og mandens hoved skudt sønder og sammen. Det burde jo være en nem tilståelsessag. Men problemet er, at hun ikke taler. Ikke et ord siger hun i årevis. Da man mener hun er mentalt syg kommer hun ikke i fængsel, men modtager en forvaringsdom på en sikret institution.

Theo Faber er psykoterapeut, og fascineret af Alicias historie. Så da der er et ledigt job på selvsamme institution vil han absolut have det. Han mener, at han kan få hende til at tale. Allerede der fornemmer man jo, at der må være grunde til denne iver.

Institutionen viser sig at være fyldt af mennesker med en mystisk forbindelse til Alicias fortid; alle nogle, som måske ikke er interesseret i, at hun begynder at tale? Ligesom hendes svoger, som bestyrer boet efter Alicias mand - og vennen Jean-Félix, som var hendes gallerist, og nu lever højt på, at hendes malerier er efterspurgte på grund af dramaet omkring dem.

Theo har selv en broget fortid med en voldelig far, og et psykisk belastet barndomshjem. Alligevel er han psykoterapeut for stærkt syge mennesker; det virker jo lidt for utroligt for mig. Vi følger ham i hans privatliv, hvor hans alt for perfekte hustru begynder at være ham utro - og det får alle barndommens dæmoner til at gro frem igen.

Det er ret freudiansk! Din barndoms traumer vil uundgåetligt komme tilbage - og Alicias barndom var også tragisk, da hendes mor døde i en trafikulykke og faderen senere ønskede, at det var hende, der var død i stedet. Koblet op med en klassisk græsk tragedie, som spiller en rolle for Alicia bliver det detonatoren....

Det hele foregår i høj hast; man blæses fra det ene kapitel til det næste; med skift til Alicias dagbog, hvor man kronologisk følger dagene op til mordet.

Jeg vil bestemt ikke sige, at slutningen var overraskende. Faktisk forstår jeg ikke helt, hvorfor den skulle være så populær? Men det er uden tvivl fordi krimier ikke er min foretrukne genre. Det er rigtig god og meget letlæselig underholdning - helt bestemt.