Le soleil des rebelles - Luca Di Fulvio

• Fransk
• 11.-16. juni
• 860 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hvorfor ingen danske forlag har købt rettighederne til Di Fulvios bøger er mig virkelig en gåde!

Som det franske omslag siger, så er han nemlig Italiens svar på Dickens - som jeg også selv skrev i min anmeldelse af hans anden roman udgivet på fransk. 

Men det tog også franskmændene lidt tid at få øjnene op for ham; lige nu udkommer de i rask rækkefølge - men romanen om gangsteren Christmas udkom på italiensk allerede i 2008.

Det tager jo noget tid at skrive romaner i den kategori Di Fulvio gør; og nu hvor de franske oversættelser har indhentet de italienske udgivelser, venter vi på den næste roman. Den udkommer så heldigvis simultant på italiensk og fransk; selvom jeg jo nok vil vente til det mindre format kommer.

Når man ser tilbage på de tre romaner tegner der sig et billede. De foregår på vidt forskellige tidspunkter - i 1900-tallets begyndelse i New York; i 1515 i Venedig og nu helt tilbage i 1407 i det sydlige Tyskland i et imaginært lille kongedømme i Sachsen.

Men det er alle tre Coming of Age-romaner - dannelsesromaner, hvor den mandlige hovedperson fra barn til voksen skal grueligt meget igennem; ikke mindst lære, hvem han er i en verden, der skal forstås. Det er selve præmissen for dannelsesromanen, og Di Fulvios tre (anti)helte er eminente eksempler på den rejse.

Christmas som gangster, der omvendes fra en kriminel løbebane. Mercurio, der starter som lommetyv i en børnebande. Og nu Marcus - eller Mikael, som vi også kommer til at kende ham som.

I 1407 er Marcus syv år gammel, da han lever et trygt liv bag slottets mure i en lille landsby. Bevares - det er ikke Versailles! Det var den middelalder, hvor der var et utal af vassaler, som styrede et mindre område og underlagde sig en overordnet fyrste - men de var den lokale magt, og indbyggerne var livegne, som ikke kunne rejse derfra, gifte sig eller foretage sig noget som helst uden dennes accept.

Marcus fars slot angribes af banditten Agomar, som er håndlanger for Ojsternig, som vil være fyrste.

Hele familien slagtes foran øjnene på ham, men han leger gemmeleg med sin guvernante, og dermed reddes han. En lille pige fra landsbyen, Eloisa, redder ham ud af det brændede slot, og i månedsvis gemmer hende og hendes mor, Agnete, det skræmte barn i et lille kælderrum.

Det er unægteligt et stort skifte. Marcus omdøbes til Mikael, og skal nu være livegen - de skal hærde ham, så han glemmer alt om sin fortid, som kun tre mennesker kender til. Han kan selvfølgelig ikke følge med de andre i det daglige arbejde; knap nok med pigerne. Men stille og roligt udvikler han sig; ikke mindst mentalt, da han konstant stiller spørgsmålstegn ved retfærdigheden i det hele.

Han er ikke bange for Ojsternig, som til gengæld pirres af knægtens frygtløshed. Han ser, at der ingen angst er i drengen - men derimod et ubeskriveligt had, som han er for dum til at undersøge nærmere.

Han sætter ham til at skovle afføring på slottet; han ydmyger ham gang på gang - men han knækker ham aldrig/ Og Mikael venter kun på at vokse og tage sin hævn.

Der er rigtig mange slåskampe undervejs! Jeg har aldrig været fan af langtrukne beskrivelser af den slags, og det er jeg heller ikke nødvendigvis her. Men der er stadig den enorme forskel med eksempelvis Outlander-bøgerne, hvor det har kappet helt over, at det giver os et mere fuldstændigt billede af personerne.

Di Fulvio skaber personer med så stor dybde og relief, at jeg kan se og høre dem for mig.

Det gælder såvel hovedpersoner som bipersoner, og man elsker eller hader dem alle.

Der er selvfølgelig også kærlighed iblandet; og nu med det tvist, at han jo er en rigtig prins... men det ender alligevel ikke som et eventyr. Det er i sandched en historie om at komme overens med, hvem man er og hvilke værdier man har.

Nogle franske kritikere har sammenlignet netop denne af hans romaner med Game of Thrones, som jo er vældig populær. Jeg har aldrig set den serie, men hvis man er fan er det muligvis også interessant at læse Di Fulvio. Jeg gør det primært fordi han er en eminent historisk historiefortæller - og jeg glæder mig allerede til den næste roman, som kommer til at foregå mellem Sicilien og Buenos Aires i begyndelsen af 1900-tallet.

The Burning Chambers - Kate Mosse

• Engelsk
• 4.-9. juni
• 608 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne blev løsningen på mit sidste dilemma i Prags lufthavn med tjekkiske kroner i overskud; pengene skulle passe og der var ikke mange andre muligheder. Så med historien om tatovøren og denne havde jeg præcis 1 tjekkisk krone tilbage. 

Men så havde jeg jo købt en bog jeg intet anede om! Det er snart fire år siden jeg læste den sidste roman af Mosse; og det var let og underholdende flylæsning. Inden da havde jeg læst hendes trilogi om katarerne, som af temmelig vekslende karakter. Men det skyldes nok mest, at den genre blev så utroligt populær på det tidspunkt - spring mellem fortid og nutid, og jagten på en mystisk genstand, som skal redde menneskeheden eller kan ødelægge den. Og gerne med lidt religion oveni!

Jeg blev derfor lidt ærgerlig, da jeg hurtigt opdagede, at dette var endnu en trilogi. Dette er første bind, som starter perifært i 1862 for derefter at hoppe tilbage til 1562, da Frankrig er midt i religionskrigene.

Det foregår stadig i Carcassonne og Toulouse; det er et område Mosse er meget begejstret for. Vi følger den protestantiske Piet - eller huguenotten, som de jo blev kaldt i Frankrig, som er med i den protestantiske hær. Hans barndomsven Vidal er nu katolsk præst, og de to er ikke just på talefod.

Så er der den unge Minou - Marguerite - som bor med sin far og to søskende efter moderens død. Hun får en dag et mystisk brev med en kryptisk besked; men byen kastes ud i kampe mellem de to fraktioner, og hun glemmer alt om det. Men der er en mystisk kvinde - hvis tanker findes som mystiske indlæg imellem handlingen. Hun er Vidals elskerinde, og slotsfrue - og tilsyneladende ret opsat på at udrydde Minou.

Det bliver en kamp om både religion på et mere overordnet plan, da man følger den franske historie med den svage konge Charles IX, som styres af sin mor Catherine de Medici. Men også den lokale historie i Languedoc-området, og de forskellige familiers kamp. Der er kidnapning og kærdlig, mord og mystik - og en happy ending!

Jeg synes dog ikke, at karaktererne var dybe nok; en enkelt biperson trådte godt frem - men hovedpersonerne kunne jeg slet ikke se for mig som mennesker. Og så var der en uendelig lang passage mod slutningen, hvor alle tråde skal udredes - men det kan altså gøres nemmere og hurtigere; og uden helt så meget melodrama.

Epilogen foregår ti år senere; i 1572, hvor de to hovedpersoner har fået hinanden - og et barn. Nu er de på vej til Paris til bryllup for Henri IV og kongens søster.... og så er det jo nemt at forestille sig, hvad andet bind skal handle om. Bartolomæus-natten i august 1572, hvor alle hovedstadens protestanter blev myrdet.

Hvor tredje bind skal føre os hen, er svært at vide - men det bliver jo tidligst i 2021. Deraf min irritation - for jeg orker ikke flere serier, hvor jeg skal vente i årevis på at kunne komme til vejs ende.

Tatovøren fra Auschwitz - Heather Morris

• Engelsk
• 2.-3. juni
• 320 sider
• Originaltitel: The tattooist of Auschwitz

Forleden dag stod jeg i lufthavnen i Prag med et mindre beløb i tjekkiske kroner, som jeg nok ikke får brig for nogensinde igen. Så er bøger altid en oplagt mulighed - men det skulle jo passe med mit budget! Denne havde jeg tidligere set perifært uden at vide meget mere om historien; men den passede sammen med en anden roman perfekt til mit budget. Desuden var det en passende læsning umiddelbart efter at have besøgt Prags jødiske museer - deriblandt Pinkas-synagogen, hvor navnene på de næsten 80.000 tjekkiske jøder er graveret på væggene; en rystende og knugende oplevelse.

Det viste sig at være en roman bygget over en sandfærdig historie om det jødiske par Lale og Gita. De er begge fra Slovakiet, og ender i foråret 1942 i den frygtede lejr. Lale er frivilligt rejst, da hver familie skulle sende et medlem over 18 år i arbejdslejr - det hed det jo; og lidet anede han, at hans fine tøj, bøger og penge ville blive frataget ham så snart han steg af toget.

Han bliver sat til det hårde arbejde, men efter en alvorlig sygdomsperiode, reddes han af en medfange, som skaffer ham job som tatovør. Det er et job med privilegier som eget værelse og mere mad - men også med frygten for represalier - ikke alle så mildt på de jøder, som således gik nazisternes ærinde. Lale lærer hurtigt at tatovere det foragtede nummer på de nyankomnes arme uden at se dem i øjnene - det er hans måde at distancere sig på; og muligvis også skjule sig selv.

En dag ser han dog den unge Gita, og det er kærlighed ved første blik. Men hvordan kurtiserer man under de vilkår? Lale får et system sat op, hvor han får penge og smykker af pigerne, som tømmer de nyankomnes tøj for skjulte skatte. Dem giver han til nogle lokale dagarbejdere, som uden for lejren kan skaffe mad til ham. Han deler maden ud i minimale portioner til de mest trængende - og selvfølgelig lidt til hans elskede.

Historien fortæller om de tre år i lejren, hvor de bygger deres forhold op gennem flygtige møder og gensidig støtte - og med hjælp fra kapoer og også SS-officerer. 

Men det er også historien om det Lale ser; om sigøjnere, der udryddes i flok. Afstrafninger og Mengeles menneskeforsøg. SS-officerernes voldtægter af de kønneste piger. Ydmygelser og umenneskelighed.

Lale selv kommer også i uføre, men reddes - en situation, der i årevis plager ham. Han er bange for at blive stemplet som kollaboratør; men i bund og grund var han blot en overlever. Der var nogle, der foretrak at dø. Der var nogle, som valgte at udstå det værste med stoltheden i behold. Og endelig var der nogle, som valgte at finde en måde at forbedre deres chancer for overlevelse. Ingen af disse er i mine øjne bedre mennesker end andre, for vi kan slet ikke forstå den situation de stod i.

Efter krigen finder Lale og Gita hinanden, bliver gift og får en søn. De udvandrer til Australien, og først da Gita dør i 2003, beslutter han sig for at fortælle sin historie. 

Morris har romantiseret denne historie; og der er uvægerligt fakta, som ikke er korrekte. Der er skrevet en del om de kontroverser, blandt andet i denne analyse fra Auschwitz-museet, som ikke mindst frygter, at læsere vil forstå Holocaust alene ud fra denne romantiserede version. Det synes jeg jo er lidt at undervurdere folk; og jeg er da ganske klar over, at der er mange lag og mange versioner i den historie - det samme kan siges om Primo Levis absolutte mesterværk, som heller ikke nævner gaskamrene. Er det så også vildledende? Det er en barsk, smuk og utrolig historie, som flere gange bragte tårerne frem.

Bogen er desuden komplementeret med et efterord af deres søn, fotos fra livet efter krigen og en fortælling om forfatterens historie til Lales fødeby. Man skal ikke læse den som den endegyldige sandhed; for den bog kan ikke skrives af nogen - men som et indblik i bare et par af de skæbner krigen skabte.

Africana - Thomas Boberg

• Dansk
• 20.-31. maj
• 437 sider

Maj måned blev en af de "sløveste" læsemåneder i årevis set i antal af bøger; præget af rejseaktivitet og familiefester - og denne sidste maj-roman var med en uge i Prag, hvor de sidste mange sider først blev læst på hjemrejsen. Der var fuld fokus på at besøge og nyde - og det skal der også være plads til.

Tidligere på måneden læste jeg Kenyons fantastiske geopolitiske bog om Afrika, og denne rejseroman læste jeg om i en avisanmeldelse, og skyndte mig straks at bestille den. Det er yderst sjældent, at danske forfattere beskæftiger sig med det kontinent, som vi ikke har de samme historiske forbindelser til som fx Frankrig eller England. Den sidste store Afrika-roman på dansk er vel Ejersbos trilogi? 

Boberg er digter, og jeg har aldrig tidligere læst ham; poesi er ikke noget, jeg er god til at læse desværre. Men denne rejseroman er prosa; det er ikke fiktion og det er ikke journalistik. Det er indtryl fra rejser i Etiopien og Gambia over flere år og flere rejser, som han foretager sammen med blandt andet sin kæreste Rebecca. Hun er blandt andet afsted for sit arbejde, og ikke mindst i den sidste længere del omhandlende Gambia er der kapitler, som udelukkende er hendes interviews om historier fra de mennesker, der er rejst the backway - rejsen op gennem Sahara for at nå til Libyen og vente i måneder eller år på at tjene penge nok til en bådtur over Middelhavet. En rejse, som for de fleste ender ulykkeligt - i bedste fald med en returbillet; i værste fald med druknedøden.

Bobergs Afrika er en rejse, hvor han forsøger at komme ud af klicheerne og i kontakt med de lokale; men ikke mere end, at han samtidig irriteres over tiggeri, pågåenhed og de uundgåelige problemstillinger, man udsættes for som hvid rejsende, hvor man føler sig som en omvandrende hæveautomat. Det er svært at skabe reelle venskaber, når gevinsten er uligevægtig for de to parter.

Den første del af bogen beskriver hans rejse til Etiopien, hvor han vender hjem med en voldsom psykisk reaktion på malariamedicinen Lariam, og efterfølgende nyresvigt - og her var der passager, hvor jeg var ved at give op. Om det var digterens koncise prosa eller hjernens forvirring, der skinnede igennem, ved jeg ikke. Men jeg fandt det voldsomt kaotisk og med min begrænsede erfaring med at læse dansk litteratur er jeg ikke god til disse små koncise samlinger af ord uden verber og lignende. Det tog mig uendelige dage at komme igennem det; og jeg følte snarere denne del som en indre monolog end en reel rejsebeskrivelse. Netop denne beskrivelse af Afrika er gjort langt bedre af andre - men man kan også anskue det således, at Afrika er så voldsomt de første gange, at det skaber det indre kaos. Og det kommer tydeligt til udtryk her.

Det blev heldigvis bedre; ikke mindst i delen om Gambia, som jeg selv har besøgt - der kunne jeg virkelig genkende nogle ting. Og i historierne med de unge mænd, som har prøvet eller vil prøve the backway - dem har jeg selv mødt en del af i Senegal.

Det er en voldsom historie; men sådan er kontinentet jo - og jeg synes det er dejligt at danske forfattere begynder at beskæftige sig med det. Det manglede! I den sidste del beskriver han endelig de konkrete problemer, og nutidens relation mellem Europa og Afrika, som konkretiseres.

Traditionen tro for en udgivelse af Gyldendals Forlag er den desværre også skæmmet af en del grammatik- og trykfejl; alt andet ville jo være utænkeligt for Gyldendal åbenbart. Det ødelægger oplevelsen af et godt produkt - og en ellers god produktkvalitet i papir og omslag, som de dog forstår at lave.

Men som nybegynder i forståelsen af Afrika vil jeg absolut ikke anbefale den.

The Only Street in Paris - Elaine Sciolino

• Engelsk
• 19. maj
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En hyggelig søndagslæsning fra morgen til aften - eller i et par lange stræk i hvert fald, for det er jo en relativt lille bog.

Elaine Sciolino har været journalist på New York Times, og har boet i Paris siden 2002; alene det kan man jo blive helt misundelig over! Hvis der er et sted i verden jeg ville bo, så er det bestemt Paris - eller rettere flytte tilbage til. For jeg boede der jo i nogle år, og faktisk lige rundt om hjørnet fra den gade, hvor Elaine sammen med sin mand bosætter sig efter at have boet de første mange år på den anden side af Seinen.

Det er et kulturchok for hende at komme fra det fine 7. arrondissement til det mere folkelige 9. arrondissement. Gaden - Rue des Martyrs - strækker sig fra det 9. og op ind i Montmartre (eller det 18. arrondissement). Alene den opdeling er to forskellige verdener, som Elaine også hurtigt opdager.

Men gaden er også et mikrokosmos med sine mange små selvstændige erhvervsdrivende; sine restauranter, barer, fødevarehandlende og de mange tøjforretninger, som de alle hader.

Elaine lærer hurtigt alle at kende, og lærer derigennem om gadens historie, som også bliver til Paris historie. Hvorfor hedder det fx Martyrernes gade? Det er der mange forklaringer på - og ingen ved nødvendigvis, hvad der er den rigtige.

Jeg boede der, og Elaines kirke var også min kirke - den plads hun drikker kaffe ved besøgte jeg tit. Der var en kinesisk restaurant dengang, hvor jeg på min ugentlige fridag tit fik nøjagtig samme ret.

Og ligesom Elaine kendte jeg alle de handlende i området; det er nemlig sådan det område er - hvor byen ikke er oversvømmet af turister. Det er stadig et internationalt miljø - mange af de handlende er ikke franskmænd; men det er bestemt ikke chikt eller fint at bo her.

Elaine taler med gadens beboere, og giver os små hverdagsblik i livet her i gaden. Det er vel en rejsebog - men til en enkelt gade! 

Hvis man ikke kender Paris - og især hvis man ikke kender dette kvarter af byen - så vil man muligvis ikke finde det ret interessant. Men hvis man kan forholde sig til de gadehjørner, hun nævner, og dufte stemningen af Paris en tidlig morgen, når rendestenene vaskes og forretninger og barer åbner.... så er det både nostalgi og en rejse i sig selv!

Pigen fra Napoli - Lucinda Riley

• Engelsk
• 13.-16. maj
• 608 sider
• Originaltitel: The Italian Girl

Maj måned bliver ikke en stor eller god læsemåned for mig; jeg er ukoncentreret og ubeslutsom, hvor jeg normalt ved præcist, hvad jeg efterfølgende vil læse.

Så jeg tog et par dages læsepause, og så besluttede jeg mig for den nemme løsning - den sidste Riley-roman, jeg havde på hylden. Det er ligesom Helenas hemmelighed en genudgivelse af et gammelt manuskript. I struktur minder den mere om Pigen på klippen, hvor en nutidig person skriver en historie ned - og vi er således ikke ude i de store tidsskift, som isæ serien om de syv søstre er bygget op omkring.

Historien blev opdateret og genomskrevet, da den blev hevet ud af gemmerne for nogle år siden - tyve år efter, at den først havde fået et afslag. Men Riley skal jo kapitalisere sin succes nu, og det forstår man jo godt.

Rosanna er en lille 11-årig pige i 1960'ernes Napoli - hendes forældre ejer et pizzeria, og hun har to større søskende. Denne dag møder hun for første gang den karismatiske Roberto Rossini, som studerer sang ved operaen i Milano og er 17 år ældre end hende. Han har ikke øjne for hende - men derimod for hendes ældre søster. Han bemærker dog hendes fine sangstemme, og anbefaler forældrene at give hende sangundervisning. Det er der for det første ikke penge til - for det andet er Rosanna familiens grå mus. 

Storesøsteren skal giftes opad - og det bliver hun også påfaldende hurtigt efter den aften; men storebroderen Luca træder til. Hans drøm er at komme væk fra familieforetagendet - men nu giver han Rosanna alle sine surt opsparede penge.

Som stor teenager er Rosanna vokset ud af "museklæderne", og hendes sangstemme har udviklet sig. Moderen dør, og søsteren er smidt ud af sin mand, og er flyttet tilbage til lejligheden over pizzeriaet sammen med sin datter. Rosanna får et stipendiat, og Luca og Rosanna flytter til Milano, hvor hun skal studere sang. Her møder hun igen den forførende Roberto, og straks opdager han, at hendes talent har udviklet sig på mere end én vis.

Det er meget forudsigeligt; og samtidig er Rosanna så vanvittigt antipatisk som heltinde.

Hun gifter sig med Roberto, og bliver en berømt operasanger - men manden er et fjols; han er konsekvent utro, selvoptaget, barnlig, ulidelig og en notorisk løgner. Han er simpelthen den slags mand enhver kvinde ved, at man skal holde sig fra - og selv det mest naive pigebarn burde kunne se det.

Men vores heltinde tilgiver ham gang på gang; hun frasiger sig familie og venner; hun finder undskyldninger for alle hans fejltrin og opgiver tilmed sine egne drømme.

Jeg ved ikke, om det var mere "moderne" i 1996 at skrive romaner, hvor den kvindelige hovedperson var så blotlagt for intelligens og sund fornuft - åbenbart?

I mine øjne gør det historien utroværdig - oveni en ganske enkelt ulidelig hovedrolleindehaver.

Netop denne bog skulle have været opdateret en del mere; eller være blevet i skrivebordsskuffen!

Dictatorland - Paul Kenyon

• Engelsk
• 1.-10. maj
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er hele syv år siden, at jeg læste Dowdens mesterværk om Afrika, som ikke var en nem affære og tog mig lidt tid at komme igennem. Det er barsk læsning, men også intens information, som kræver en simultan konsultation af kilder og lignende. Netop det samme gør sig gældende med Kenyons geopolitiske bog om nogle afrikanske lande.

Kenyons indfaldsvinkel er ressourcerne; Afrika er som bekendt en guldmine - både bogstaveligt og overført - og det var jo én af grundene til europæernes store interesse i at eje land på kontinentet.

Det førte blandt andet til den store geografiske 'fordeling' af arealerne, for det var jo ikke de lande vi kender i dag. Det var territorier, der tilhørte stammer, der levede i større eller mindre harmoni. Det førte til 'lodtrækningen' i Berlin, som blev kendt som Scramble for Africa. Resultatet blev blandt andet, at en del stammer, som var i mindre harmoni nu blev tvunget til at bo sammen indenfor et geografisk og juridisk område.

De fleste af disse koloniale områder besad store rigdomme, som europæerne skamløst udnyttede - det var erstatningen for slavehandlen. Og så begyndte befolkningen at røre på sig efter 2. Verdenskrig. Mentaliteter ændrede sig, og partisanbevægelser opstod og førte til afslutningen på kolonialismen over hele kontinentet.

Mange af de unge mænd, der stod bag disse modstandere af kolonimagten var idealistiske politikere, som kæmpede FOR folket. Men som det jo gik, viser det sig, at magt ændrer selv den mest idealistiske mand.

Mange af de nye mænd blev til diktatorer, som personligt overtog og kontrollerede de rigdomme, der var og samtidig tog korruption til nye højder ved at pumpe penge ud af landene, og ind på oversøiske bankkonti.

Bogen er opdelt i dele omhandlende de primære ressourcer - guld og diamanter for Congo og Zimbabwe; olie for Libyen, Nigeria og Ækvatorial Guinea og endelig kakao for Elfenbenskysten. Til sidst er der et kapitel om Eritrea, som jeg vidste alt for lidt om og som fungerer som et land stort set lige så lukket som Nordkorea, hvor befolkningen er slaver.

Det er skræmmende historier om magtmisbrug, tortur, korruption og paranoia - for der er farligt deroppe på toppen; og mange af disse lande var igennem statskup efter statskup.

Ikke alle historier var jeg lige bekendt med, men det gennemgående træk var jo, at de alle havde de smukkeste tanker for friheden indtil de selv sad med magten. Mange af disse mænd kendte hinanden på kryds og tværs; og de var ikke bange for at myrde sig frem til toppen.

Der var dage, hvor jeg ikke kunne klare mere læsning; det var for grusomt. Men også lærerigt - udover de mere åbenlyse som Congo, Libyen og Nigeria, kender vi nok for lidt til historien om mange af de andre lande. Så selvom det er barsk kost, så er det så uendeligt vigtigt, at der er folk, der skriver om disse ting.

Man kan kun håbe, at med æraen af denne generation af diktatorer, så begynder demokratiet endelig at indfinde sig - tres år efter de første lande fik frihed.

Helenas hemmelighed - Lucinda Riley

• Engelsk
• 26.-30. april
• 608 sider
• Originaltitel: The Olive Tree

Man kan sige, at der er temmelig stor forskel på titlerne i den engelske og danske udgave; det tog mig lidt tid at finde den danske titel. Den udkommer på dansk den 9. maj 2019, men faktisk er det et ældre manuskript, der er fundet frem af skufferne. Riley skrev den først "for sig selv", som hun siger, i 2006 efter en familieferie på Cypern.

Måske har det også noget at gøre med, at hun i en årrække ikke havde held med at få udgivet sine romaner. En del, der udgives nu, er omskrivninger af gamle manuskripter fra den tid. Efter hendes succes med serien om de syv søstre, er det vel naturligt at lukrere på det og lige kigge skufferne igennnem. Det er nemme penge - selvom der har været lidt omskrivning og opdatering, som hun selv nævner i et interview. For perioderne skal lige opdateres til mobiltelefoni og anden slags moderne påfund.

Den oprindelige titel var da også Helena's Secret, men det lød uden tvivl lidt for Cartland-agtigt - den danske alliteration er i mine øjne ikke meget bedre. Det er da også tydeligt at se et mønster i de titler, hun udgiver nu; de er langt mere i tråd med den nye engelske titel på denne.

Historien er derfor på flere måder anderledes end de Riley-romaner, vi ellers kender. Hoveddelen af historien foregår i sommeren 2006, da en sammenbragt familie rejser til Cypern for at holde ferie i et hus Helena har arvet. Helena var der sidst som teenager, hvor hun havde en hed sommerflirt med den lokale Adonis alias Alexis. Hun er nu gift med William og har to mindre børn; men hun har også den 13-årige Alex (!), som er en følsom, superintelligent og introvert knægt, som lider under ikke at kende sin biologiske far.

Da Riley jo omskrev den, starter vi nu med Alex' ord, da han i 2016 vender retur til huset og åbner sin dagbog fra dengang. Historien fortælles som skift mellem hans dagbogsnotater, og handlingen i huset og familien.

Der er jo masser af drama af den moderne slags, som opstår når sammenbragte familier skal være sammen på lidt plads i for lang tid. For William - Helenas mand - har også et forlist ægteskab og en halvvoksen datter, som nu melder sin ankomst. Desuden er der Williams bedste ven Sacha, med kone og to børn - og der er mange potentielle og reelle knuder på kryds og tværs af de protagonister, som udgør de to generationer.

Endelig er der tilføjet et efterskrift, hvor den nu 23-årige Alex i store træk fortæller, hvordan det er gået familien siden. Og endelig mødes de - næsten - alle i huset, som var åstedet for en del familieskandaler dengang i 2006.

Det er anderledes end hendes nu typiske rammefortællinger med spænd over 1-2 århundreder; men det er stadig med et skift i sysnvinklen og masser af kærlighed, skandaler, hemmeligheder - og happy endings selvfølgelig. 

Som forfatter har hun bestemt udviklet sig, og selvom den er omskrevet er det ikke helt ned i enhver detalje. Således gætter man ret hurtigt plottet, og det blev en lidt langsommelig affære at vente på, at alle andre også indså det! Desuden er der ganske enkelt for mange hentydninger til den skandale Helena ved vil bryde ud, når hendes store hemmelighed opdages. Det er for kunstigt, og ganske enkelt dårlig fiktion. 

Skulle hun have ladet den ligge i skuffen så? Det er absolut ikke på højde med hendes andre romaner; og hvor meget hun end vil eksperimentere med andre ting, så har hun en genre, som hun nok skal holde sig til. Det er som altid letlæsning; men jeg var irriteret over, at vi skulle bruge sekshundrede unødvendige sider på at afsløre den indlysende hemmelighed.

The Art of People - Dave Kerpen

• Engelsk
• 23.-25. april
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Engang imellem skal jeg læse noget helt andet; og bøger man kan bruge også i sit professionelle virke er penge givet godt ud. Man kan kalde det selvudviklingsbøger, men den term synes jeg er lidt forældet efterhånden. Men princippet er jo det - og de har tit og ofte det til fælles, at det er indlysende og ikke rocket science. Det kræver blot, at nogle har sat sig ned, tænkt, sat ord på det og formidlet det.

Så kan man som læser sidde og tænke, at ja, det er jo helt korrekt. Det gælder når vi læser denne slags bøger eller blot en artikel i et dameblad eller et indlæg på sociale medier. Men der er jo så lige nogle, der får det sat ned på skrift.

Dave Kerpen opdeler sine people skills i 11 kapitler rangerende fra konfliktløsning til inspiration over optimering af forhandlings/overtalelsesevner! 

Bogen indledes med en opfordring til at foretage en Enneagram-test, som findes som appendiks bagerst i bogen. Det er selvfølgelig ikke den meget komplette model, som kan ses i linket. Men det giver læseren mulighed for at finde sin score og personlighed inden man kaster sig ud i bogen. Jeg må dog indrømme, at jeg på intet tidspunkt fandt referencer til typerne i bogen, og selvom det var interessant at lave testen, så ændrede det intet i forhold til læsningen.

Bogen er som sagt inddelt i 11 hovedkapitler med underkapitler, som typisk indledes med et eksempel fra den virkelige verden - altså Kerpens eget liv. Det strækker vidt - fra børnehaven over ungdomsforelskelser til voksenlivet som selvstændig entreprenør og familifar. Eksemplerne er således både fra det private som fra det professionelle liv; og det giver selvfølgelig en bredere relevans for læseren. Det er ikke kun til topchefer, den henvender sig.

Så de 53 historier læses rimeligt hurtigt; og de afsluttes hver med et FAST-resumé: First Actions Steps to Take - det virker ærligt talt som et ret konstrueret akronym. Men den slags hører jo til i denne type bøger.

Der var en del nyttige eksempler, og måder at formulere det, som vi jo alle sammen ved. Jeg kunne også mange steder genkende teknikker jeg sel,v benytter i forhold til kolleger og arbejde; det er jo altid dejligt at se, at man ubevidst bruger teknikker, der er gangbare.

Flere steder synes jeg dog, at der var selvmodsigelser i hans eksempler og en del af ville ikke kunne fungere i en nordisk arbejdssituation. Nu arbejder jeg selv mest med udlændinge og i temmelig mange lande verden over (dog vestlig kultur) - men der er bestemt ting, jeg kunne se som værende amerikanske principper. Jeg undrede mig dog over, om nogle historier var opfundne for at passe til situationen?

Alt i alt er det let og hyggelig læsning; der er bestemt ting, man tager til sig og kan bruge. En anden ret stor del er åbenlys logik, som de fleste anstændige mennesker forhåbentligt allerede efterlever. Så selvom det er indlysende, når man ser det - og man tænker "Hvorfor betalte jeg for denne bog?" Så er det altid godt at læse noget i denne genre.

Flammernes farve - Pierre Lemaître

• Fransk
• 17.-22. april
• 544 sider
• Originaltitel: Couleurs de l'incendie

Utroligt nok er det fire år siden, jeg læste Lemaîtres Goncourt-belønnede roman om 1. Verdenskrig.

For nylig sendte de filmatiseringen på DRK - og den var imponerende; slutningen var noget mere positiv end bogens... var der amerikanere inde over for at få en genforening mellem far og søn? I bogen kaster han sig ud fra hotellet, og rammes af faderens bil, hvilket er noget mere makabert end den rørende scene i filmen.

Jeg ved ikke om dette var tænkt som en trilogi fra starten; men i slutningen af første bind opsummerer Lemaître, hvad der sker med nogle af protagonisterne i årene frem.

Nu starter vi ved netop det tidspunkt i 1927, da Edouards far dør. Søsteren var som bekendt blevet gift med skurken fra første roman, som dog endte i fængsel - og hun er nu alene med sønnen Paul. Da faderen skal begraves, kaster Paul sig ud fra husets øverste etage og ender pladask oven på kisten. Det bliver et værre blodbad, og Paul brækker nakken og er nu invalideret for livet.

Madeleine fokuserer kun på sønnen; hun stopper sit forhold til sønnens privatlærer og hun afslår et ægteskabstilbud fra faderens betroede bankrådgiver, der styrede familieformuen. Hun nægter at hjælpe sin onkel, der som politiker skal bestikke en del mennesker for at blive genvalgt. Især behandlingen af faderens rådgiver, Joubert, bliver lige en tand for meget og han beslutter sig for at få hende ned med nakken. Det gør han godt og grundigt ved at investere hendes formue i de forkerte aktier, og da hun mister alt, overtager han hendes barndomshjem og gifter sig tilmed med hendes selskabsdame Léonce. 

Madeleine virker som den svage rigmandsdatter, som aldrig har skullet bekymre sig om noget - men nu forvandler hun sig til en hævngerrig furie., Hun vil have hævn. Over Joubert. Over onklen, som ikke vil hjælpe hende nu. Over privatlæreren, som vist har pillet lidt for meget ved Paul. Over selskabsdamen, som nu bor i hendes fine hus.

På mange måder er historien lige så vanvittig som første dels intrige om de falske soldatergrave og monumenter. Men nu er det bankskandaler og skatteunddragelse, som også var en ting i 1930'erne - faktisk er visse dele igen baseret på lignende reelle hændelser. Og der er den stigende politiske uro med fascismens spiren i Tyskland og Italien.

Parallelt er der en farverig historie om den lille Pauls fascination af den mystiske operasangerinde Solange. Der er den fantastiske polske sygeplejerske Vlaid som bogen igennem taler polsk - hendes tekster er ikke oversat; men det er unødvendigt. Det er et absolut broget persongalleri vi møder - og hele planen er at få nogle af disse personer end med nakken.

Den uskyldige Madeleine anses for ufarlig; men faktisk udvikler hun sig til en så hævngerrig person, at hun bliver antipatisk i mine øjne. Hun kender ingen grænser til sidst; selvom nogle af scenerne er fupmageri i bedste Olsen Banden-stil. Det fylder også temmelig meget i helheden; diversiteten var langt større i Vi ses deroppe, hvor personerne også var langt mere menneskelige og virkelighedstro. Jeg synes der bliver for meget galskab selvom jeg forstår, at det er bevidst, at satiren skal være så grum.

Men jeg undrer mig over, hvor Lemaître vil tage det hen i sit tredje bind - for nu virker det som om alle har brændt alle broer! Uden tvivl skal vi hen til 2. Verdenskrig for at afslutte det - men den invalide Paul kan jo ikke komme i kamp? 

Romanen var ventet med enorm spænding i Frankrig, og det vidste Lemaîitre - man kommer ikke ustraffet fra en Goncourt-pris. Det franske publikum var vilde med denne også; der er klare linjer tilbage til franske klassikere som Dumas, Balzac, Hugo som absolut kan begejstre. Overordnet set foretrak jeg dog første bind, og denne kunne sagtens have været lidt kortere.